Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

spiritualisme

Oprindelig forfatter FSte Seneste forfatter Redaktionen

spiritualisme, i filosofien begreb og retning, der omhandler den lære, der i modsætning til fx materialisme og naturalisme hævder åndens virkelighed, evt. ånden som den sande virkelighed, og det materielt-stoflige som ytringsformer af det åndelige.

Ordet spiritualisme kommer af latin spiritualis 'åndelig', afledning af spiritus 'ånd', og -isme),

I kristendommens historie bruges begrebet om reformatoriske bevægelser i 1500-t. med stærkt kirkekritisk betoning af, at mennesket kan modtage den levende ånd direkte fra Gud; se Thomas Müntzer og sværmere. Senere kristne spiritualistiske strømninger har lagt vægt på det organisationsfrie og/eller revolutionære, fx kvækerne og pietisterne. Desuden bruges begrebet om en række religiøse strømninger og livsanskuelser gennem 1800- og 1900-t. med rødder i kristen mystik og østlig religion og filosofi, fx Kristen Videnskab, Martinus' åndsvidenskab, teosofi og antroposofi. Også en række nye religioner og tankesættet i New Age rummer spiritualisme.

Fra slutningen af 1900-t. anvendes spiritualitet som kodeord for den livsholdning, der understreger det enkelte individs selvudvikling, søgen efter retning og mening i livet, evt. ukonfessionelt-diffust eller synkretistisk, i en tagen afstand fra materialismen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson: spiritualisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=163359