Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

metodisme

Oprindelige forfattere AsgS og FSte Seneste forfatter Redaktionen

metodisme, (af gr. methodos, af meta- og hodos 'vej', og -isme), kristent kirkesamfund med rødder i en engelsk vækkelsesbevægelse, stiftet af brødrene John og Charles Wesley. Deres tilhængere grundlagde tidligt missionshuse, preaching houses, det første i Bristol 1739, men John Wesley selv opfordrede de omvendte til ikke at bryde med den anglikanske kirke. I 1784 blev vækkelsen organiseret som selvstændig kirke i USA og løsrevet fra den anglikanske kirke samtidig med USAs løsrivelse fra Storbritannien.

Metodismen er en protestantisk kirke med en teologi, der samler sig om to temaer. Det første drejer sig om, hvad der kræves af mennesket, for at det kan modtage Guds kærlighed og frelse. Påvirket af Luther lærte John Wesley retfærdiggørelse ved tro alene, og inspireret af herrnhuterne lærte metodisterne, at den troende kan eje visheden om at være blevet taget til nåde af Gud. Det andet tema er helliggørelse. Med tydelig forbindelse til den østkirkelige tradition, fx Irenæus, forstås menneskelivet som en proces, hvorunder menneskets personlighed udvikles, modnes og renses. Dette sker som et resultat af Helligåndens gerning og det genfødte menneskes vilje til at leve efter Guds ord. Metodisterne lærer, at helliggørelsen kan føre til, at alle syndige motiver forsvinder i den troendes tanker, så kærlighed bliver hensigten bag enhver bevidst handling; i metodistisk teologi kaldes det et liv i fuldkommen kærlighed. De to overordnede temaer har givet næring til vækkelsesfromheden og den subjektive åndelige erfaring samt til samfundskritik og krav om social retfærdighed.

Kirkens forfatning er episkopal. Øverste nationale myndighed er årskonferencen, der ledes af biskoppen og består af det pågældende lands præster samt et menigt medlem fra hver menighed. Hvert fjerde år afholdes generalkonferencen i USA. Metodismen skelner mellem to slags medlemmer: Forberedende medlemskab og fuldt medlemskab; det sidste opnås ved offentligt i menigheden at bekræfte dåbsløftet og tilslutning til kirkens lære og ordninger. Metodismen er stærkt økumenisk engageret.

Annonce

Metodismen kom til Danmark i 1858, og året efter fik København sin første metodistkirke. Kirken blev anerkendt trossamfund i 1866. I Danmark er metodisterne en frikirke; der betales ikke kirkeskat, men kirken støttes ved frivillige gaver. Norden og Baltikum udgør et distrikt, der på en centralkonference vælger sin biskop. I Danmark er der ca. 5000 medlemmer og tilhængere.

Som universel kirke har metodismen ca. 34 mio. medlemmer, de fleste i USA, men tallet er mere end dobbelt så stort, hvis børn og tilhængere regnes med. The World Methodist Council, Metodistkirkens Verdensråd, stiftet 1881, udfører arbejde af såvel intern som fælleskirkelig art.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Asger Sørensen, Finn Stefánsson: metodisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=124844