Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

unerede kirker

Oprindelige forfattere CRiis og PN-H Seneste forfatter Redaktionen

unerede kirker, græsk-katolske kirker, uniatskirker, kirker, der er forenede med den romersk-katolske kirke, men har selvstændig organisationsform, kirkeret og gudstjenesteritual (byzantinsk, syrisk, koptisk mv.). Se også katolske kirker og den græsk-katolske kirke.

De i alt 22 unerede kirker er katolske mht. teologi og kirkesyn, og de fleste er opstået på den katolske kirkes betingelser (såkaldt uniatisme). I den østlige del af Europa dannedes flere unerede menigheder efter koncilet i Brest i 1595 (se Ukraine (religion)). Dette førte til spændinger mellem de unerede kirker og de ortodokse kirker, der afviste de unerede som formidlere mellem katolicisme og østlig ortodoksi; de unerede kirkers anerkendelse af Roms biskop (paven) som hele kirkens overhoved er her stadig et særlig vanskeligt problem.

Ordet unerede kommer af lat. unire 'forene'.

Til kredsen af unerede kirker hører den kaldæiske kirke, den koptisk-katolske, den armensk-katolske, den etiopisk-katolske og den syrisk-katolske kirke samt de thomaskristne i Indien. I Europa blev den ukrainsk-katolske kirke atter legal efter 1989, ligesom unerede kirker i Hviderusland og Rumænien blev gendannet efter dette år.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Riis, Peder Nørgaard-Højen: unerede kirker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176948