• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

cølibat

Oprindelige forfattere BSH og SO-J Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/5984/=ud_a_1002791.mp3?revision=1

cølibat, permanent seksuel afholdenhed som påbudt i flere religioners munke- og nonnebevægelser eller periodisk påbudt; se askese. Cølibatet er i hinduismen tillagt skabende kraft, tapas. I romersk religion var vestalinderne pålagt cølibat; overtrædelse medførte levende begravelse. I den græske Attis-Kybelekult skulle præsterne kastrere sig selv efter indvielsen. Der er i alle tilfælde tale om en indvielse til guddommen og om sublimering af seksuel energi.

Ordet cølibat kommer af latin coelebs (caelebs) 'ugift, enlig' og -at.

I kristendommen er cølibatet en tradition, der findes i den katolske og de ortodokse kirker. Her ser man cølibatet som et tegn på den udelte kærlighed til Gud og en hjælp i tjenesten for medmenneskene.

Det nytestamentlige grundlag for cølibatet står i Matth.19,12 og Luk.18,29. Paulus, der ligesom Jesus levede ugift, fremhævede cølibatets værdi, fordi "en ugift mand tænker på Herren, hvordan han kan være Herren til behag" (1.Kor.7,32).

Annonce

I oldkirkens ordensliv indgik cølibatet som det første element i treklangen af evangeliske råd (kyskhed, lydighed, fattigdom). Mens cølibatet altid har været forpligtende for ordensgejstligheden, har de kirkelige normer for verdensgejstligheden varieret. I østkirken blev den almindelige og stadig gældende praksis, at præster, diakoner og subdiakoner kan fortsætte et ægteskab, der er indgået før deres indvielse, mens biskopper skal være cølibatære og derfor i reglen udvælges blandt munkene. I vesten var meningerne delte i oldkirken, og billedet skiftede i de flg. århundreder alt efter lokale forhold og kirkelige reformbevægelsers gennemslagskraft. Siden 2. Laterankoncil i 1139 var præster og biskopper formelt forpligtet til at leve i cølibat, men ved middelalderens slutning var konkubinatet mange steder en fast institution.

Ved Reformationen i 1500-t. blev cølibatet forkastet sammen med munkevæsenet af de nye protestantiske kirker. I den katolske kirke bekræftedes cølibatet for præster og biskopper på Tridentinerkoncilet (1545-63), og i takt med den katolske reform i 1600- og 1700-t. slog denne norm igennem. På trods af kritik indefra og udefra har den katolske kirke holdt fast ved pligtcølibatet for præster, biskopper og ordensfolk (Codex juris canonici 1983, canon 277 og 599). Paven kan dispensere fra cølibatsforpligtelsen og gør det fx i de tilfælde, hvor en gift protestantisk præst konverterer og bliver viet til katolsk præst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Smidt Hansen, Sebastian Olden-Jørgensen: cølibat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60352