Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes 23.

Oprindelig forfatter SO-J Seneste forfatter PKN

Johannes 23., Angelo Giuseppe Roncalli, 25.11.1881-3.6.1963, pave fra 1958. Roncalli, der kom fra fattige forhold i Bergamo, blev præsteviet i 1904 og varetog 1925-53 en række diplomatiske poster som pavestolens repræsentant i Sofia, Istanbul, Athen, Paris og ved UNESCO. I 1953 blev han kardinal-ærkebiskop og patriark af Venezia.

Da Roncalli som 77-årig blev valgt til pave, blev han opfattet som en overgangsskikkelse. Allerede 25.1.1959 overraskede han verden ved at indkalde et koncil (2. Vatikankoncil 1962-65), hvis opgave skulle være en "ajourføring", aggiornamento, af den katolske kirkes liv og lære. Det skulle ikke udtale fordømmelser, men gennem en positiv fremstilling komme andre kirkesamfund i møde. Johannes 23. knyttede store økumeniske forhåbninger til koncilet, som han regnede med kunne gennemføres på tre måneder (se Vatikankoncilerne).

Johannes 23.s folkelige charme gjorde ham elsket langt ud over den katolske kirkes rammer. Han blev helgenkåret i 2014.

Annonce

Kardinal Baldassare Cossa blev i 1409 pave med navnet Johannes 23. Men da han af den romersk-katolske kirke er blevet opfattet som modpave, kunne Angelo Giuseppe Roncalli også få navnet ved sin tiltrædelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sebastian Olden-Jørgensen: Johannes 23. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101640