• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Italien - religion

Oprindelig forfatter THard Seneste forfatter Redaktionen

Med Lateranforliget af 1929 anerkendte pave Pius 11. staten Italien, som på sin side anerkendte en Vatikanstat med så meget territorium, som var nødvendigt for at sikre pavestolens folkeretlige suverænitet. Mussolinis regering gjorde katolicismen til statsreligion og gav den katolske kirke afgørende indflydelse på bl.a. skole-, familie- og morallovgivningen. Lateranaftalerne blev optaget i den italienske forfatning i 1947, og kirken havde i 1950'erne og 1960'erne stor indflydelse på italiensk politik og samfundsliv.

Den modernisering af det italienske samfund, der indledtes omkring 1968, medførte en række love, som stred imod kirkens lære, bl.a. ved at lempe reglerne for oplysning om prævention (1971) og ved at åbne mulighed for skilsmisse (1970) og abort (1978). Ved folkeafstemninger i 1974 og 1981 stemte hhv. 59,1% og 67,8% af vælgerne for at bevare skilsmisse- og abortlovene.

Religion
88,6%betragter sig som katolikker
53,5%tror på Jesus Kristus og den katolske kirkes lære
30,5%tror på Jesus Kristus, men kun delvis på kirkens lære
2,2%er troende, men ikke katolikker
6,4%tror på Gud eller et højere væsen, men tilhører ikke en bestemt religion
2,8%tror ikke på Gud eller et højere væsen
2,7%er søgende
1,8%har aldrig overvejet det, er ligeglade, ved ikke
97,7%vil lade deres børn døbe
92,0%foretrækker at gifte sig i kirken frem for på rådhuset
31,1%går i kirke mindst en gang om ugen
11,7%går i kirke to til tre gange om måneden
6,8%går i kirke ca. en gang om måneden
51,4%går sjældnere eller aldrig i kirk

Kilde: Vincenzo Cesareo, Roberto Cipriani, Franco Garelli, Clemente Lanzetti & Giancarlo Rovatti: La religiosità in Italia (1995).

I 1984 adskilte en ændring af konkordatet stat og kirke. Religionsundervisningen gives fortsat i offentlige skoler, men er ikke længere obligatorisk. Eleverne skal nu ikke fritages, men tilmeldes af deres forældre, for gymnasiasternes vedkommende af dem selv. 80% tilmeldes, mens kirkegangen er langt lavere. Religionsundervisningen varetages af lærere uddannet ved en af kirkens højere læreanstalter, udnævnt af de kirkelige myndigheder og lønnet af staten. Kirkebryllupper har siden 1984 kun haft civilretlig virkning, hvis ritualet omfatter de formularer, som staten kræver. I 1990 bortfaldt statens støtte til mindre sogne til sikring af en minimumsløn til gejstligheden. Gaver til kirken er fradragsberettigede, og skatteyderne kan desuden vælge, om 0,8% af deres personskat skal gå til den katolske kirke, til et andet anerkendt trossamfund eller til staten til sociale formål.

Annonce

Der er stor forskel på, hvordan italienernes religiøsitet ytrer sig i forskellige dele af landet og i forskellige befolkningsgrupper, men katolicismen er sammen med sproget blandt de vigtigste elementer i det nationale fællesskab. Kirken, den katolske religion og den katolske kultur er til stede overalt i Italien. Kirken er universel, men paven er, uanset hvor i verden han kommer fra, Roms biskop og Italiens primas. Efter 2. Vatikankoncil er ledelsen i Vatikanet blevet stedse mere internationaliseret, mens ledelsen af den italienske kirke er lagt i hænderne på en nyoprettet bispekonference. Kirken er den institution, som flest italienere (17,1%) har tillid til, og næsten hver tredje italiener går mindst en gang om ugen hjemmefra for at lytte til en af dens repræsentanter, som er til stede i et antal af 1 pr. 1000 indbyggere, hvis man kun regner præsterne med, og 1 pr. 280, hvis man medregner munke, nonner og diakoner.

Læs mere om Italien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas Harder: Italien - religion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=100048