• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

koncil

Oprindelig forfatter PI Seneste forfatter sthornval

/@api/deki/files/16560/=ud_a_15366.mp3?revision=2

koncil, kirkelig forsamling, hvor officielle repræsentanter træffer bindende afgørelser om kirkens lære, ret og skikke.

Mens ordet koncil fortrinsvis anvendes om de store fælleskirkelige (økumeniske) kirkeforsamlinger, bruges ordet synode især om forsamlinger for en lokalt afgrænset del af den kristne kirke.

Ordet koncil kommer af latin concilium 'sammenkomst, møde', af kon- og calare 'kalde sammen ved råb'; gr. synodos.

De første konciler, der samlede repræsentanter fra flere menigheder, kendes fra Lilleasien i anden halvdel af 100-t., hvor montanismen foranledigede udbredt splid i menighederne. De lokale konciler kom senere til at omfatte samtlige menigheder inden for en provins, dvs. den administrative enhed i Romerriget. I 300-t.s begyndelse afholdt man de første lands- eller nationalkonciler, bl.a. i den spanske kirke. Det sidste skridt i udviklingen var afholdelse af økumeniske konciler for hele Romerriget; det første af disse fandt sted i 325 i Nikæa.

Annonce

Syv af oldkirkens konciler anerkendes som økumeniske af både de ortodokse kirker og den romersk-katolske kirke. De var alle sammenkaldt af kejseren og blev ledet af hans repræsentanter. Inden for kirken mente man, at Helligånden var til stede på et koncil og sikrede, at dette traf de rigtige beslutninger. De oldkirkelige konciler var ofte udsprunget af læremæssige stridigheder, som løstes gennem vedtagelse af trosbekendelser, hvis formuleringer af centrale kristne dogmer stadig anerkendes af de fleste store kirkesamfund. Koncilernes bestemmelser i spørgsmål om forfatning, kirketugt og gudstjeneste kaldes canones.

De økumeniske, dvs. fælleskirkelige, konciler, således som de anerkendes af den romersk-katolske kirke:
1.Nikæa I, maj-august 325
2.Konstantinopel I, maj-juli 381
3.Efesos, juni-juli 431
4.Kalchedon, oktober 451
5.Konstantinopel II, maj-juni 553
6.Konstantinopel III, november 680-september 681
7.Nikæa II, september-oktober 787
8.Konstantinopel IV, oktober 869-februar 870
9.Lateran I, marts-april 1123
10.Lateran II, april 1139
11.Lateran III, marts 1179
12.Lateran IV, november 1215
13.Lyon I, juni-juli 1245
14.Lyon II, maj-juli 1274
15.Vienne, oktober 1311-maj 1312
16.Konstanz, november 1414-april 1418
17.Basel-Ferrara-Firenze, 1431-1445
18.Lateran V, maj 1512-marts 1517
19.Trento (Tridentinerkoncilet), december 1545-december 1563
20.Vatikan I, december 1869-oktober 1870
21.Vatikan II, oktober 1962-december 1965

Det 1. økumeniske koncil indkaldtes i Nikæa af kejser Konstantin 1. den Store for at bilægge den arianske strid. Den nikænske trosbekendelse, som Nikæakoncilet i 325 vedtog, fastslog Kristi guddom og fandt sin fortsættelse på det 2. økumeniske koncil i Konstantinopel i 381. Her fastslog man den guddommelige treenighed som grundlæggende for kristendommen i den såkaldte nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Det 3. økumeniske koncil holdtes i Efesos i 431 for at løse den strid, der opstod, da biskop Nestorios af Alexandria ikke ville acceptere anvendelsen af udtrykket "gudsfødersken" (gr. theotokos) om Maria. Det 4. økumeniske koncil i Kalchedon 451 skulle bilægge striden om Kristi dobbelte natur; på grundlag af især den latinske kirkes tradition nåede man frem til en opfattelse, som reelt udelukkede store dele af kirken i den nære orient (se de orientalske kirker). På det 5. økumeniske koncil i Konstantinopel 553 fordømtes en række anskuelser af Origenes som kætterske. Med det 7. økumeniske koncil, som holdtes i Nikæa 787, afsluttedes billedstriden i den byzantinske kirke.

I middelalderen genoptog Romerkirken den oldkirkelige tradition med fælleskirkelige konciler, som dog nu overvejende drejede sig om ordningen af de kirkelige forhold og i mindre grad om læremæssige stridigheder. Det første koncil i den vestlige kirke var det 1. Laterankoncil i 1123. Det vigtigste af de i alt fem Laterankonciler var det 4. Laterankoncil i 1215, som bl.a. vedtog transsubstantiationslæren. I Lyon afholdtes konciler i 1245 og 1274. Det svagt besøgte koncil i 1245 erklærede kejser Frederik 2. for afsat. På koncilet i 1274 nåede man til enighed om en heling af skismaet mellem den romerske og den byzantinske kirke. Efter pavehoffets overflytning til Avignon holdtes et koncil i den sydfranske by Vienne i 1311-12, der bl.a. sanktionerede den franske konges opløsning af tempelridderordenen.

I modsætning til de oldkirkelige konciler indkaldtes de middelalderlige af paven, som skulle godkende deres beslutninger, før de fik gyldighed. Et brud med denne opfattelse af koncilerne som instrumenter for det pavelige kirkestyre skete under Det store Skisma (1378-1417). Her opstod idéen om at bilægge paveskismaet og gennemføre en storstilet kirkelig reform vha. konciler. Ifølge den såkaldte konciliarisme er kirkens højeste myndighed et almindeligt koncil og ikke paven. De moderate konciliarister ville kun bruge koncilet til at komme ud af skismaets nødsituation og genoprette pavens herredømme. Men de radikale ønskede et permanent koncilstyre, der ville betyde en afgørende indskrænkning af pavens myndighed. Mens et koncil hidtil i hovedsagen havde bestået af bisper, ønskede de mest radikale konciliarister, at også lægfolket skulle være repræsenteret. Man indgik det kompromis, at både bisper og lægfolk skulle kunne deltage og ytre sig, men kun bisperne skulle have stemmeret.

Det første af de senmiddelalderlige reformkonciler holdtes i Pisa i 1409. Det afsatte begge de konkurrerende paver og valgte en ny. Da de afsatte ikke ville træde tilbage, blev resultatet dog blot, at man nu havde tre i stedet for to paver. På Konstanzkoncilet 1414-18 lykkedes det at bilægge skismaet, idet man afsatte alle tre paver og valgte en ny, Martin 5. I øvrigt forkastede koncilet den engelske reformator John Wycliffes lære og lod hans tjekkiske tilhænger Jan Hus brænde på bålet. Inden koncilets opløsning vedtog man, at der regelmæssigt skulle afholdes konciler.

I overensstemmelse hermed indkaldte Martin 5. et stort koncil til sammentræden i Basel i 1431. I koncilets første periode (1431-37) var det især beskæftiget med husitterne i Bøhmen. Allerede tidligt var der optræk til uoverensstemmelser mellem pave og koncil, og de førte i koncilets anden periode (1437-39) til et brud. Da pave Eugen 4. i slutningen af 1437 befalede Baselkoncilet opløst, erklærede koncilet paven for afsat. I 1438 mødtes de pavetro i Ferrara i Norditalien til et koncil, som året efter overflyttedes til Firenze. I sin tredje periode sad det 1439-42 her for til slut at ende i Rom i 1443-45. Firenzekoncilet er især kendt for at være nået til enighed om en union med den græsk-ortodokse kirke.

I magtkampen mellem reformkoncilerne og paven var det paven, der sejrede. Middelalderens sidste koncil, det 5. Laterankoncil 1512-17, fordømte konciliarismen og knæsatte papalismens hovedtanke: at paven har den øverste myndighed i kirken.

De senmiddelalderlige koncilers reformbestræbelser var stort set mislykkedes, og derfor fortsatte kravene om reformer i kirken med uformindsket styrke. Da det 5. Laterankoncil heller ikke fik gjort noget ved reformsagen, kom Reformationen, og den fik omsider sat skub i reformerne af den katolske kirke. De gennemførtes på det store og vigtige koncil i den norditalienske by Trento 1545-63. Se Tridentinerkoncilet.

I moderne tid er der blevet holdt to store konciler i den romersk-katolske kirke, 1. Vatikankoncil 1869-70 og 2. Vatikankoncil 1962-65. Se Vatikankoncilerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Ingesman: koncil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108832