• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tridentinerkoncilet

Oprindelig forfatter SK-P Seneste forfatter Redaktionen

Tridentinerkoncilet, (latin Concilium Tridentinum), efter katolsk tælling det 19. økumeniske koncil, som med to lange, politisk og kirkepolitisk betingede afbrydelser (1547-51 og 1552-62) fandt sted i Trento 1545-63; byen lå i Det Tysk-romerske Rige.

Som den katolske kirkes svar på Reformationen indledte Tridentinerkoncilet den modreformation, der styrkede pavens stilling og satte sit afgørende præg på teologi, gudstjeneste- og fromhedsliv, kirkeorganisation og kirkeret i den katolske verden samt tillige satte sig markante spor i barokkens kunst og kultur.

Koncilet førte således den kirkelige fornyelse med sig, som også den tysk-romerske kejsermagt (Karl 5.) stærkt havde ønsket, og samtidig var det for den katolske kirke indgangen til konfessionskirkernes endnu uafsluttede epoke.

Annonce

På det dogmatiske område tog Tridentinerkoncilet, under fordømmelse af reformatoriske positioner, bl.a. stilling til den bibelske kanons omfang, til den kirkelige tradition som åbenbaringskilde ved siden af Bibelen og til spørgsmål vedr. arvesynd, retfærdiggørelse, sakramenternes antal og indstiftelse og messens (nadverens) offerkarakter.

Reformdekreterne angik bl.a. forvaltningen af bispeembedet, herunder biskoppernes residenspligt og ansvar for præsteuddannelse og lægfolks kristelige oplæring.

Vedtagelserne bekræftedes 4.12.1563 med underskrift af de stemmeberettigede koncildeltagere og stadfæstedes derefter af paven, Pius 4.

Se også koncil og kanonisk ret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Steffen Kjeldgaard-Pedersen: Tridentinerkoncilet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174198