• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sekularisering

Oprindelige forfattere Raun og TSeh Seneste forfatter Redaktionen

sekularisering, begreb først anvendt om fyrsternes inddragelse af kirkens gods under Reformationen, siden generelt om religionens svindende indflydelse på hhv. det politisk-offentlige område og det personlig-eksistentielle og etiske område.

Ordet kommer af fransk séculariser, af latin saeculum 'tidsalder, menneskeliv', i religiøst sprog om det dennesidige eller verdslige.

I protestantisk teologi har det til op i 1900-t., specielt hos D. Bonhoeffer og F. Gogarten, været en hovedtese, at sekulariseringen er en konsekvens af det kristne menneskes frisættelse af religiøse magter og regler, som beskrives allerede i Det Nye Testamente og skærpes hos Luther. Siden 1970'erne er det i teologien og religionssociologien blevet fremhævet, at befolkningens aktive og/eller passive distancering i forhold til de etablerede kirker ikke hindrer religion og religiøsitet i fortsat at trives i andre former, fx som folkereligiøsitet (folkereligion) og nyreligiøsitet (nye religioner). Samtidig vedgås det i teologien, at kristendommen selv er en religion ligesom andre religioner (modsat den dialektiske teologi) og derfor ikke forenelig med total sekularisering. Såfremt den menneskelige eksistens' grundspørgsmål (Hvem er vi, hvor er vi, hvad er problemet, og hvad er løsningen?) er religiøse, lader tilværelsen sig ikke totalt sekularisere på trods af de mange kræfter, der trækker i den retning, såsom rationalisering, mekanisering, urbanisering og videnskabens øjensynlige beherskelse af flere områder af menneskelivet.

Sekularisering i praksis

Sekulariseringen gennemførtes i bl.a. Tyrkiet i 1920'erne og i en række stater, der blev selvstændige efter 1945, fx Indien og Indonesien. Målet var at skabe et samlingspunkt om nationen på tværs af etniske og religiøse tilhørsforhold. Sekulariseringens fortalere, fx Atatürk i Tyrkiet, Nasser i Egypten og Nehru i Indien, ønskede at modernisere landene ved bl.a. at undgå enhver form for religiøs indblanding i statens affærer, idet religionen blev betragtet som irrationel og repræsenterende fortiden. Nationen skulle være hævet over religion. De sekulære stater har ofte været under pres fra religiøse grupper, der bl.a. har hævdet, at sekulariseringen blot er udtryk for en videreførelse af den vestlige indflydelse.

Annonce

Se også civilreligion og nationalisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Raun Iversen, Thomas Sehested: sekularisering i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=157254