• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

reformerte kirker

Oprindelig forfatter RMFC Seneste forfatter Redaktionen

reformerte kirker, fra slutningen af 1500-t. de kirker, der var inspireret af Jean Calvin (Genève), Huldrych Zwingli og hans efterfølger Heinrich Bullinger (Zürich) samt Martin Bucer (Strasbourg).

I engelsktalende lande anvendes også betegnelsen presbyterianske kirker.

1. ord reformerte af latin reformatus 'gendannet', egl. 'de efter Guds ord gendannede kirker'.

Karakteristisk for de reformerte kirker er fremhævelsen af Bibelen som kilde ikke alene til opfattelsen af frelsen, men også af kirkens opbygning, kirkerummets indretning, gudstjenesten og livsførelsen (se Calvin og calvinisme). Dette betød på mange punkter et brud med traditionen.

Annonce

På landsplan styres kirkerne af en synode med ligelig repræsentation af præster og lægfolk, som altid har taget del i kirkens ledelse. Alt skal tjene til Guds ære, hvilket ofte har ført til en stærk aktivisme, i nyere tid til kamp mod bl.a. apartheid, social undertrykkelse og miljøforurening. De reformerte kirker er opstået i bystater og har styret sig selv, uafhængigt af en fyrste. Da de ofte er i mindretal, har dette hjulpet dem, når de blev forfulgt af statsmagten.

I løbet af 1500- og 1600-t. bredte den reformerte kristendomsforståelse sig over det meste af Europa og videre til Nordamerika, Sydamerika og Sydafrika. Dette skyldtes bl.a. den strøm af huguenotter, der flygtede fra forfølgelserne i Frankrig. Senere er der gennem mission kommet reformerte kirker i både Afrika og Asien, og i dag ligger tyngdepunktet klart uden for Europa.

Danmark

I Danmark gav Christian 5. i 1685, tilskyndet af dronning Charlotte Amalie, der selv var reformert født, privilegier til reformerte udlændinge, så de kunne bo i København og bygge en kirke, Reformert Kirke. Den første menighed bestod af tyskere, hollændere og franske flygtninge. De var militærpersoner, handelsfolk og håndværkere med nye fag. Efter få år delte de sig i to menigheder, Tysk Reformert Kirke og Fransk Reformert Kirke, som er fælles om kirkebygningen og som stadig består med henholdsvis tysk og fransk som gudstjenestesprog. Siden 1990 er der også en koreansk reformert menighed.

I 1719 blev der i Fredericia givet privilegier til huguenotter, der var flygtet fra Frankrig til Brandenburg, og som kendte til dyrkning af bl.a. tobak og kartofler. De bar navne som Devantier, Honoré, Lefèvre og Hermann (Armand). Kirkebygningen er fra 1736, og gudstjenestesproget er i dag dansk. I nutiden fastholdes bevidstheden om de enkelte slægters oprindelse af foreningen Det Danske Huguenotsamfund.

Bekendelsesskrifter

Der er intet fælles reformert bekendelsesskrift. Kirkerne er indbyrdes uafhængige, flere med eget bekendelsesskrift, som dog altid er underlagt Bibelen: i Frankrig Confessio Gallicana 1559, i Skotland Confessio Scoticana 1560 afløst af Westminsterkonfessionen 1647, i Tyskland Heidelbergkatekismen 1563, i Belgien Confessio Belgica 1566 (fra 1571 også i Holland), i Schweiz Confessio Helvetica Posterior 1566. Dordrechtsynoden 1619 gav et forsvar for den calvinistiske ortodoksi.

I dag er de reformerte kirker knyttet sammen i Det Reformerte Verdensforbund, World Alliance of Reformed Churches, der går tilbage til 1875 og i 1970 optog kongregationalisterne.

Det tæller 75 mio. fordelt på 214 kirker i 105 lande. De er åbne over for andre og var blandt initiativtagerne til Kirkernes Verdensråd i 1948, ligesom et samarbejde med lutheranerne er muliggjort gennem Leuenbergkonkordien i 1973.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Rose-Marie Frost-Christensen: reformerte kirker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149502