• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pietisme

Oprindelig forfatter CB-N Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/22857/=ud_a_17561.mp3?revision=2

Pietisme. I Janderup Kirke i Thy dekoreredes loftet i 1734 med en serie på 43 pietistiske allegorier eller emblemer. I 1840'erne blev alle malerierne kopieret i forbindelse med et restaureringsforslag, og siden forsvandt loftets originale malerier. De ovale billedfelter, alle i landskabelige omgivelser og med hjertet som et centralt symbol, ledsages af skriftsteder på latin. Fra oven og ned: Jeg oplyses, Familiens lykke, Salige er de rene af hjertet og Beskyt mig, Jesus! Nationalmuseet.

Pietisme. I Janderup Kirke i Thy dekoreredes loftet i 1734 med en serie på 43 pietistiske allegorier eller emblemer. I 1840'erne blev alle malerierne kopieret i forbindelse med et restaureringsforslag, og siden forsvandt loftets originale malerier. De ovale billedfelter, alle i landskabelige omgivelser og med hjertet som et centralt symbol, ledsages af skriftsteder på latin. Fra oven og ned: Jeg oplyses, Familiens lykke, Salige er de rene af hjertet og Beskyt mig, Jesus! Nationalmuseet.

pietisme, oprindelig nedsættende betegnelse for en europæisk fromhedsbevægelse inden for 1600- og 1700-tallets lutherske kristendom; bevægelsen søgte at reformere lutherdommen i kølvandet på den rettroende tidsalder (ortodoksi).

Centralt for pietismen er ikke den rette, men den levende og personlige tro som bodskamp, omvendelse, helliggørelse og efterfølgelse. Pietisme findes i så mange udformninger, at man kun med varsomhed bør benytte betegnelsen i bestemt form.

Dens historiske rødder findes dels i den engelske puritanisme med dens præcise forskrifter for dagligdagens religiøse praksis, dels i Nederlandenes Nadere Reformatie ('den nærere, dvs. mere intensive Reformation'), der sætter overholdelsen af budene højt, samtidig med at den er mystisk farvet, dels i Johann Arndts fromhedsbevægelse, der fordrer bod og verdensforsagelse, og som i sin spiritualisme ikke agter kirke og sakramenter højt.

Annonce

Pietismen fik sit gennembrud i lutherdommen med Ph.J. Spener, der siden 1670 i Frankfurt am Main havde søgt en reform af prædikengudstjenesten og katekismeundervisningen; han havde været medvirkende til oprettelse af byens vajsenhus og udgivet andagtslitteratur. Spener oprettede i sin embedsbolig et Collegium pietatis, en kreds for lægfolk, som ved senere udbredelse fik betegnelsen konventikler. I disse læstes og diskuteredes i fællesskab stykker af Bibelen.

Kirkestyrelsen frygtede denne nye afgrænsning fra den officielle, synlige kirke, benævnt separatisme. Speners form for pietisme er kirkevenlig. Konventiklerne betragtes som små kirker i den store, og den troendes genfødsel kan således finde sted uden brud med kirken.

Det blev særligt i Halle, at pietisme omsattes i praksis, idet den højnede moralen i militæret og prædikede nøjsomhed blandt borgerne i den unge stat Brandenburg-Preussen. Hovedpersonen var her A.H. Francke, hvis hovedinteresse var diakoni og pædagogik.

Den radikale pietisme var yderst separatistisk og kirkefjendsk. Den rummede en mystisk spiritualisme, og visse af dens tilhængere forkyndte læren om et kommende tusindårsrige (kiliasme). I den mystisk prægede Gottfried Arnolds kirkehistorie blev kætterne fremhævet som de sande bærere af kristendommen.

Ordet pietisme kommer af latin pietas og -isme.

I modsætning hertil stod N.L. von Zinzendorf og den af ham i 1727 dannede brødremenighed (herrnhutisme). Han afviste bodspraksis og enhver naturlig gudserkendelse til fordel for den nåde og forløsning, som troen på Kristus umiddelbart skænker; dette blev grundlag for en entusiastisk salmelitteratur. Brødremenigheden, der fik stor udbredelse i Europa og Nordamerika, drev mission i Dansk Vestindien fra 1731 og i Grønland fra 1733. Dens modstykke i den angelsaksiske verden blev metodismen. I Württemberg gled en radikal pietisme ind i den officielle kirke.

Danmark

Pietismen kom til Danmark via Holsten og Slesvig, og tidligt dannedes konventikler i København. Frederik 4.s hof støttede den, bl.a. ved i samarbejde med Halle at udsende de ordinerede missionærer Bartholomaeus Ziegenbalg og Heinrich Plütschau (d. 1746) til Tranquebar.

Dette fulgtes op ved dannelsen af Missionskollegiet i 1714. I 1708 vedtoges en pietistisk præget fattiglov, og 1727 oprettedes Vajsenhuset i København med eneret på trykning af bibeler og salmebøger. Blandt præsterne ved Vajsenhuset er især Enevold Ewald kendt for sine bibelarbejder og oversættelser, bl.a. af John Bunyan. Pædagogikken varetoges ved oprettelsen af de 240 rytterskoler. I 1727 begyndte den herrnhutiske vækkelse.

Ved Christian 6.s tronbestigelse i 1730 kom pietismen i sin hallensiske og herrnhutiske form til magten. Alle høje gejstlige embeder besattes med pietister. Som følge af konventiklernes kritik af de ortodokse præster blev det dog 1731 forbudt at udlægge Guds ord i forsamlingerne.

Splittelsen mellem hallensere og herrnhuter var en realitet 1734. Den følgende statspietisme blev hallensisk med kirketugt, indførelse af et faktisk teaterforbud, indførelse af konfirmation i 1736 samt reform af undervisningsvæsenet på alle niveauer.

I 1741 lagde Konventikelplakaten forsamlingerne under sognepræsternes kontrol, hvorved kirkeinstitutionen havde sejret over lægfolket. Biskopperne Peder Hersleb og Erik Pontoppidan må fremhæves for hhv. udvikling af en ny indtrængende prædikenstil og katekismen Sandhed til Gudfrygtighed, 1736, og Hans Adolph Brorson for salmedigtningen. Det faktiske teaterforbud opretholdtes indtil Christian 6.s død i 1746.

Teologisk betegner pietisme en interesse for det indre fremfor det ydre. Kirken og frelsesbudskabet flyttes til individets hjerte, følelse og samvittighed. Individet må med sig selv afgøre, om det har oplevet omvendelsen og genfødelsen, hvilket psykologisk set skaber uro.

Trosbegrebet transformeres således, at tro for den troende bliver en konstant ejendom i det indre. Hvad der ligger, og bør ligge, udenfor, er verden og dermed synden. Denne inderlighedstradition findes hos flere af 1800-tallets vækkelsesbevægelser. Indre Mission er blandt pietismens kirkelige arvtagere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Bach-Nielsen: pietisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141835