• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

almindeligt præstedømme

Oprindelige forfattere EKyn og SK-P Seneste forfatter Redaktionen

almindeligt præstedømme, teologisk begreb, der sammenfatter den nytestamentlige tankegang, at alle døbte kristne er præster (jf. 1. Petersbrev 2,9); begrebet har fået prægnant betydning i luthersk tradition. I den katolske kirke skelnes mellem to væsensforskellige præsteskaber: de døbtes og de ordineredes. I sine reformatoriske hovedskrifter fra 1520 afviser Luther denne sondring og hævder, at alle kristne — "alt, hvad der er krøbet ud af dåben" — er af "gejstlig stand" og "viet til præst, biskop og pave"; enhver kristen kan på næstens vegne træde frem for Gud med bøn om tilgivelse. Det almindelige præstedømme ophæver ikke det særlige præsteembede, men ifølge denne lutherske tankegang er den ordinerede præst ikke formidler mellem Gud og menneske i kraft af en særlig embedsfuldmagt; han er kaldet til at forkynde evangeliet og uddele sakramenterne efter Kristi indstiftelse, mens ansvaret for forkyndelse, oplæring og kirkens ydre ordning er hele menighedens. På reformationstiden brugte den verdslige øvrighed læren om det almindelige præstedømme til at legitimere sin indførelse af reformationen på trods af den katolske gejstligheds modstand. I den katolske kirke blev lægfolkets betydning fremhævet på det 2. Vatikankoncil i 1960'erne, men synet på præsteembedet ændredes ikke.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kyndal, Steffen Kjeldgaard-Pedersen: almindeligt præstedømme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36284