Thomas Müntzer

Oprindelige forfattere GP og NiJoe Seneste forfatter TeEsHa

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

Thomas Müntzer s udseende er ukendt. Dette portræt, der hyppigt er gengivet i bøger om ham, er et kobberstik, udført af Christoph van Sichem til et værk fra 1608 om kristne kættere. Det vides ikke, om det bygger på ældre forlæg. I tårnvinduet tv. sidder Müntzer bag tremmer, og i baggrunden th. bliver han halshugget.

Thomas Müntzer, ca. 1489/90-27.5.1525, tysk teolog, den betydeligste repræsentant for den radikale del af Reformationen / de radikal-reformatoriske bevægelser.

Før han i 1520 blev prædikant i Zwickau i Sachsen, havde Thomas Müntzer levet et omflakkende liv; og meget er helt uklart. Han har utvivlsomt søgt kontakt med kredsen omkring Martin Luther i Wittenberg, som han også besøgte. Efter åbne konflikter med munke og kollegaen Egranus blev han i 1521 afskediget og rejste til Bøhmen, og snart efter kombinerede han sin kritik af den katolske kirke med en spiritualistisk og apokalyptisk teologi; for ham var den personlige erfaring af Helligåndens virke en garanti for, at man tilhørte Guds udvalgte.

Med denne opfattelse fjernede han sig afgørende fra Luther, der ikke anerkendte særlige åbenbaringer ud over den almene kristentro. I Müntzers fortolkning af Bibelen sidestilles GT med NT på en sådan måde, at han kunne anvende GTs tale om social retfærdighed og væbnet kamp imod de gudløse (fx Esajas' Bog, kap. 1) som et aktuelt krav i samtiden.

Annonce

Som præst i Allstedt, en lille kurfyrstelig enklave omgivet af katolske territorier, gennemførte Thomas Müntzer som den første af reformatorerne en fuldstændig tysk gudstjenestereform i 1523-24, hvilket skaffede ham mange tilhængere. Fra de omliggende fyrstendømmer med gammeltroende fyrster strømmede folk i hobetal til hans gudstjenester; og han skabte her et første "Gudsforbund". Hans tilhængere stormede og nedbrændte i marts 1524 et nærliggende valfartskapel. Myndighederne, hertug Johann i Weimar, blev opmærksomme på hans virke. Johann og hans søn Johann Friedrich hørte 13.07.1524 Müntzer holde en prædiken, som er gået ind i historien som "Fyrsteprædikenen". Müntzer opfordrede i kraftige vendinger fyrsterne til at støtte hans "Mod-Wittenberg"; eller ville de blive stødt fra tronerne. Fyrsterne støttede ham ikke, men skred ind mod ham. Han frygtede det værste og valgte i beg. af. aug. 1524 at flygte fra byen.

Han rejste til den frie rigsstad Mühlhausen i Thüringen, hvor han på grund af byens status kunne være sikret mod fyrstelige ind- og overgreb, og forsvarede derfra sin og folkets modstand mod den verdslige øvrighed og dens håndlangere, til hvilke han regnede Luther, "det åndløse kød i Wittenberg". Luther havde advaret byens råd mod Müntzer og allerede lige efter ankomsten til byen rådet fyrsterne til at gribe håndfast ind over for såvel bøndernes ledere som Müntzer personligt og havde omtalt Müntzer som Satan selv.

Mühlhausen skulle som et reformatorisk centrum gøres til udgangspunkt for en altomfattende reformation. I perioden september 1524 til februar 1525 var Müntzer fraværende. Men da han var kommet tilbage gennemførtes en omfattende reformation, byens regerende råd blev afsat, og der blev valgt et "Evigt Råd", som næsten udelukkende repræsenterede middelklassen. Tilhængerne organiseredes i et "Evigt Gudsforbund", blandt hvis medlemmer også var de senere døber-ledere Hans Hut, Hans Römer og Melchior Rinck og måske også Hans Denck, som muligvis kortvarigt virkede som lærer i byen.

Da de store folkelige opstande i 1525 bredte sig til Thüringen, blev Mühlhausen på en gang et reformatorisk kerneområde og et oprørscenter. Müntzer så opstanden og oprørerne som Herrens redskab i den afsluttende kamp mod de "gudløse".

Ved Frankenhausen tilintetgjorde en forenet fyrstehær i maj 1525 den store oprørshær, der havde samlet sig her. Omkring 6000 oprørere omkom. Müntzer blev taget til fange, bragt til sin ærkefjende grev Ernst af Mansfeld på borgen Heldrungen og senere ført til fyrstehærernes lejr uden for Mühlhausen, hvor han blev henrettet sammen med den anden vigtige Mühlhausen-reformator Heinrich Pfeiffer.

Alle levn af Thomas Müntzers virksomhed blev siden undertrykt af den lutherske tradition, men hans teologi fik betydning for dele af døberbevægelserne, først og fremmest for Hans Hut.

Socialistisk og marxistisk historieskrivning drog ham frem fra almen glemsel og tolkede ham som fremsynet revolutionær. Kildekritiske undersøgelser har siden 1950'erne gradvis søgt at frigøre ham fra såvel luthersk afvisning som marxistisk glorificering. I den marxistiske forskning i DDR døde glorificeringen i løbet af 1970'erne og erstattedes af en meget mere nuanceret fremstilling, som også skildrede teologen Müntzer og ikke kun 'revolutionshelten'. Historikere og kirkehistorikere var fælles om vigtige publikationer i anledning af markeringen af Müntzers 500-års-dag i 1989. Han blev dog stadig fremstillet som den centrale skikkelse i "den tidlig-borgerlige revolutions" afgørende periode til og med revolutionen i 1525. Den bedste dokumentation for det findes hos historikeren Manfred Bensing i arbejder fra 1960erne og 1970erne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gert Posselt, Ninna Jørgensen: Thomas Müntzer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129140