Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johannes Bugenhagen

Oprindelig forfatter MSL Seneste forfatter Redaktionen

Johannes Bugenhagen indvier Danmarks syv første superintendenter (evangeliske biskopper) i 1537 i Vor Frue Kirke i København. Bronzerelieffet er udført af billedhuggeren Max Andersen (1892-1972) i 1942. Sammen med tre andre relieffer dekorerer det den obelisk, der i 1943 blev rejst i København ved Bispegården og over for Domkirkens facade; indsamlingen hertil var blevet sat i værk ved Reformationens 400-års jubilæum i 1936. Den lille plads, hvor monumentet står, blev ved samme lejlighed døbt Bispetorvet.

Johannes Bugenhagen, Dr. Pomeranus, 1485-1558, tysk reformator. Efter at have virket som rektor, præst og lektor ved et kloster i sin hjemstavn Pommern tilsluttede Johannes Bugenhagen sig Martin Luthers teologi og flyttede i 1521 til Wittenberg, hvor han blev en af de ledende reformatorer og nær ven af Luther. Som sognepræst ved bykirken, professor i teologi og forfatter af mange prædikener, andagtsbøger og fortolkninger til Bibelen blev han uhyre afholdt.

Johannes Bugenhagens store organisatoriske talent kom til udfoldelse i Danmark og i en række nordtyske områder, da Reformationen indførtes, og et evangelisk kirke- og skolevæsen skulle etableres.

Bugenhagen opholdt sig i København 1537-39, hvor han kronede Christian 3. til konge og indviede de første lutherske superintendenter (biskopper).

Annonce

Johannes Bugenhagen fik således afgørende indflydelse på udformningen af den lutherske kirke i Danmark og af det genoprettede universitet i København, som han i 1538 var rektor for.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Martin Schwarz Lausten: Johannes Bugenhagen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52020