• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

voodoo

Oprindelig forfatter JPoS Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/29974/=ud_a_211978.mp3?revision=1

voodoo, vodu, folkereligionen i Haiti. Voodoo er en sammensat religion, hvis hovedbestanddele stammer fra forskellige vestafrikanske traditioner, bragt til Haiti med slaverne og forbundet med den franske kolonimagts katolicisme. Guddommene kaldtes snart vodu, snart loa eller orisha, og forskellige vestafrikanske højguder forenedes i det kreolske navn Bon Dieu ('gode Gud'). Mange af guddommene fik også kristne helgennavne.

Ordet voodoo kommer via engelsk fra haitiansk-kreolsk vaudou, af vestafrikansk opr.

Folkereligionen, der lever side om side med en officiel katolsk kirke, har sit centrum i en besættelseskult, som den kendes fra Afrika og fra andre afroamerikanske religioner (se afroamerikanere). Man anråber først formidlerguden Papa Legba, og under dans til trommerytmer bliver deltagerne efterhånden besat eller "redet" (kreolsk chevauché) af guddommene. Kulten, som er velorganiseret og forestås af et præsteskab, er opfattet som et velsignelsesrigt besøg af guderne.

Voodoo er kendt for et mindre væsentligt træk, som har gjort et uudsletteligt indtryk på europæerne: brugen af dukker, som man stikker nåle i for at skade den, som dukken repræsenterer. Det kendes fra mange egne af verden, men voodoo nævnes ofte som skoleeksempel på denne såkaldte homoiopatiske magi. Se også zombie.

Annonce

Med udvandringsbølgerne har voodoo-kulter i nutiden bredt sig til flere nordamerikanske byer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Podemann Sørensen: voodoo i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=181169