Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

genfødsel

Oprindelig forfatter BSH Seneste forfatter Redaktionen

genfødsel, religiøst begreb, der bruges i tre forskellige betydninger: 1) i forbindelse med overgangsriter; 2) i forbindelse med reinkarnation, dvs. den tanke, at sjælen efter døden får en ny krop af kød og blod i denne verden. Denne tanke kan i forfædrekulten følges tilbage til religionshistoriens begyndelse og lever fortsat, fx i Gambia, hvor faderen løfter en nyfødt op og tre gange hvisker bedstefaderens navn i barnets øre, hvorved han får nyt liv gennem barnet. Noget anderledes ses genfødsel i den hinduistiske samsara-lære og i buddhismen, hvor et menneskes livsforløb tydes som virkning af et tidligere livs handlinger og således ikke forstås positivt. Det gør det derimod i moderne vestlig new age-tankegang, hvor reinkarnationen forstås som en fornyet livsmulighed.

3) Heroverfor står den kristne opfattelse. Med betoning af, at der kun gives ét liv, forstås genfødsel som en gudvirket fornyelse af et menneskes liv, hvorved det gamle fortabte menneske dødes, og et nyt frelst menneske bliver født. Der har i kristen tradition været nogen uenighed om, hvornår genfødslen finder sted, om det er ved dåben, i forbindelse med retfærdiggørelsen eller i forbindelse med omvendelsen (se også pietisme og metodisme).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Smidt Hansen: genfødsel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83050