• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Augustin

Oprindelige forfattere Grane og ILKol Seneste forfatter Redaktionen

Augustin, 354-430, (fornavnet Aurelius er usikkert), den mest indflydelsesrige af alle latinske kirkefædre. Han har præget teologi og kirkeliv og har tillige haft stor betydning for vesteuropæisk åndstradition i bredere forstand.

Augustin blev født i Tagaste i den romerske provins Numidia (i dag Souk-Ahras i Algeriet). Af hans forældre, Patricius og Monica, var det kun moderen, der var kristen. Han gik i skole i Tagaste og Madaura, og i Karthago blev han uddannet til retor, dvs. taler. I 376-83 underviste han i retorik i Karthago, og efter et ophold i Rom virkede han 384-86 som kejserlig retor i residensbyen Milano. I 388 vendte han tilbage til Tagaste, hvor han boede med nogle venner i et klosterlignende fællesskab, indtil han i 391 blev præst i Hippo Regius (nuv. Annaba i Algeriet), hvor han var biskop fra ca. 396 til sin død. I årene 371-84 levede han sammen med en kvinde, hvis navn ikke er overleveret; i 372 fik de en søn (død ca. 390). Moderens planer om ægteskab blev opgivet, da Augustin forud for sin dåb i 387 besluttede at leve et asketisk liv.

I sine Confessiones (da. Bekendelser), skrevet 397-401, der er et af verdenslitteraturens berømte værker, har Augustin skildret sin åndelige udvikling. Under retorikstudiet læste han den nu tabte dialog Hortensius af Cicero, hvori kærlighed til visdommen blev kaldt den sande lykke. Kristi navn, som var ham fortroligt fra barndommen, fik ham til som ungt søgende menneske at læse Bibelen, men han skuffedes dybt og søgte i stedet vejledning i manikæismen, som foregav at give en rationel forklaring på tilværelsen. Imidlertid fandt han heller ikke her, hvad han søgte, og da han knap 30 år gammel rejste til Italien, hældede han nærmest til skepticismen. Men i Milano blev det anderledes; især tre forhold førte ham til kristendommen: mødet med nyplatonismen, biskop Ambrosius' prædikener i Milano og det asketiske livsideal, som det er skildret i ørkenfædrenes skrifter. Augustin blev overbevist om kristendommens sandhed, og ved den omvendelse, som beskrives i Bekendelser, blev det klart for ham, at han skulle forsage verden.

Annonce

Augustin skrev hele sit forfatterskab på latin. Følgende hovedværker kan fremhæves:
  • Confessiones, skrevet 397-401 (Bekendelser, seneste da. oversættelse ved Torben Damsholt, 1988 ).
  • De Trinitate, Om Treenigheden, skrevet 399-419.
  • De civitate Dei, skrevet 413-426/27 (Om Guds stad, da. oversættelse i 5 bd. ved Bent Dalsgaard Larsen, 1984 ff.).
  • De doctrina christiana, Om den kristne lære, afsluttet 426 (Den 4. bog i da. oversættelse Om den kristne taler ved Niels W. Bruun, 1972).
  • Retractationes, Revisioner, skrevet 427.
  • Det øvrige forfatterskab består af et stort antal tekster. Augustin skrev i løbet af sit liv mange polemiske skrifter, især rettet imod manikæisme, donatisme og pelagianisme. Fra hans hånd findes desuden bibelkommentarer og dogmatiske og etiske skrifter samt langt over 300 prædikener og flere end 200 breve, hvoraf en del kan betragtes som afhandlinger.

To forhold af ydre art har i særlig grad været af betydning ved tilblivelsen af Augustins omfattende forfatterskab: For det første nødvendigheden af at gøre op med de bevægelser, som han blev konfronteret med i sit eget liv, og for det andet de problemer og opgaver, han blev stillet over for som biskop i Hippo. I de første år efter sin omvendelse til kristendommen i 387 gjorde han op med skepticismen og med manikæismen. Da han i 391 blev præst, gav et indgående bibelstudium hans skrifter en ny dimension. Som biskop blev han stillet over for donatismen, som han bekæmpede i en lang række skrifter. Skønt han anerkendte donatisternes dåb, fraskrev han dem frelsen, som kun kunne opnås i kirkens katolske enhed. Efter at alle åndelige kampmidler havde vist sig forgæves, accepterede Augustin til sidst anvendelse af tvang imod dem, hvilket i kraft af hans store autoritet fik en almen og skæbnesvanger betydning for middelalderens syn på kætterbekæmpelse.

I de sidste tyve år af sit liv var Augustin ivrigt optaget af at bekæmpe pelagianismen. Ved siden af de mange polemiske skrifter skrev han mange bibelfortolkninger, dels kommentarer, dels prædikener, ligesom han gav anvisninger på oplæring i kristendom og på kunsten at prædike og fortolke Bibelen (De doctrina christiana, Om den kristne lære). Han forblev tro mod sin egen fortid, for så vidt som han anså det traditionelle (hedenske) uddannelsessystem for at være en nødvendig forudsætning også for kristen filosofi og teologi, hvorved han blev en af de vigtigste kulturbevarere i den senantikke kristendom. Samtidig skabte han med sine Bekendelser en ny litterær genre af største betydning for europæisk kultur, idet han forstår tiden og historien som den afgørende dimension i et menneskes liv; det er ikke tidløse idealer, men begivenheder, der bestemmer menneskets virkelighed.

Endnu to af Augustins værker fik en kolossal indflydelse i Europa, der rækker helt frem til vor tid: De Trinitate, Om Treenigheden, som på selvstændig vis bearbejder den græske teologis resultater og dermed løftede den vesterlandske teologi op på et intellektuelt niveau, der er på højde med Origenes og de andre store teologer i den græsksprogede del af Romerriget; De civitate Dei, da. Om Guds stad, hvori Augustin fremlægger sin forståelse af historien (tiden) i dens forhold til evigheden og afviser enhver forbindelse mellem religion og jordisk lykke. Historiens gang ser han som en kamp mellem to fællesskaber, det guddommelige og det jordiske; her på Jorden er Guds stad og den jordiske stad forviklet med hinanden og kan derfor ikke identificeres med hhv. kirken og den verdslige magt. Først ved historiens afslutning ophører enhver sammenblanding, og kun de udvalgte skal leve evigt med Gud. Alligevel er den katolske kirke med biskopperne i spidsen for Augustin et sandt udtryk for Guds stad. Kirkeinstitutionen får således en fremtrædende plads i Augustins tænkning og praksis.

Endelig bør også Retractationes, Revisioner, nævnes, det skrift, hvori Augustin hen mod slutningen af sit liv tog hele sit forfatterskab op til kritisk revision, vel vidende at skiftende forudsætninger og modsætningsforhold havde fremkaldt nuancer i hans standpunkter, som ikke altid uden videre kunne bringes i overensstemmelse med hinanden.

Augustin var enig med nyplatonikerne om, at målet for den sande erkendelse er forening med Gud; til grund for dette synspunkt ligger en skarp sondring mellem den sanselige, synlige verden og den åndelige, usynlige. Sandheden findes kun i den sidste, som alene kristendommen kan vise vejen til, da "læreren" er den ydmyge Gud selv, dvs. Guds evige ord, som blev kød i Jesus Kristus. Derfor er tro nødvendig, hvis erkendelsen skal nå sit mål i Gud, fra hvem mennesket har sin væren, og til hvem det er skabt. At søge saligheden i denne verden er derfor at være på vej tilbage til den intethed, hvoraf Gud har skabt os. At søge Gud er det samme som at virkeliggøre sin bestemmelse, mens flugten fra Gud er lig med at handle imod tilværelsens egentlige væsen. Det er altså i viljen, det afgøres, om mennesket vil rette sin kærlighed mod det skabte eller mod Gud, men kun ved at erkende og elske Gud kan mennesket få fred: "Du har skabt os til dig, o Herre, og vort hjerte er uroligt, indtil det finder hvile i dig" (Bekendelser).

Fordi mennesket søgte sin salighed i det skabte og således i hovmod ville gøre sig selv til Gud, mistede det sin frihed. Kun ved Guds nåde kan det atter søge sit mål i Gud og komme ind på den vej, som i evigheden vil føre til den fuldkomne kærlighed til Gud. Med udgangspunkt hos Paulus og i strid med pelagianismen drog Augustin de sidste konsekvenser af sin ontologiske forståelse af mennesket: Ved faldet blev det afgørende bestemt af arvesynden og dermed af den intethed, hvoraf det er skabt. Kun Guds nåde i Kristus kan redde mennesket. Men det betyder, at frelsen er afhængig af Guds forudbestemmelse: Da mennesket kun ved Guds indgriben kan overvinde den falske kærlighed til det skabte, beror det alene på Gud, hvem han vil frelse.

Augustins tænkning var en stor inspirationskilde i hele middelalderen. Skønt den konsekvente augustinisme i nådelæren havde svært ved at trænge igennem, var hans indflydelse dominerende i de følgende århundreder og meget betydelig i skolastikken, især i 1100-t. Med Thomas Aquinas' anvendelse af Aristoteles i 1200-t. ændres Augustins plads, men han vedblev at spille en fremtrædende rolle; hans indflydelse rakte dybt ind i kirkeretten, hvor en lang række formuleringer kan føres tilbage til ham. Augustins Guds stad blev identificeret med Kirken under middelalderens stridigheder mellem kirke og kejsermagt. Augustins organisering af præsterne i Hippo i et klosterligt fællesskab fik i kraft af hans autoritet en afgørende betydning for mange ordener (se Augustinerreglen) og for synet på præsteskabet og dets livsform. Teologisk set efterlod han sig en rig arv, som tilskyndede til en forening af erkendelse og eksistens, byggende på overbevisningen om viljens, dvs. kærlighedens, afgørende betydning til forskel fra intellektualisme og individualisme. For Luther og andre reformatorer fik hans tænkning en fornyet indflydelse pga. hans paulinske nådelære; disse impulser fik senere en videre betydning i jansenismen. For mange teologer og filosoffer i oplysningstiden udgjorde han en betydelig irritation, der dog også var igangsættende. I 1900-t. har Augustin især haft betydning for eksistensteologien, eksistensfilosofien og for fornyelsen i den katolske kirke. Trods afstand i tid er Augustin et bærende led i vor kulturtradition.

Augustin fik indflydelse på middelalderens symbolsk-allegoriske kunstopfattelse gennem sine talrige skrifter. I billedkunsten er han selv oftest fremstillet i bispeskrud og med et hjerte i hånden; hjertet symboliserer hans selvbiografiske værk Confessiones.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Grane, Inger-Lise Kolstrup: Augustin i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41965