Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

evangelist

Oprindelige forfattere HJFr og Mull Seneste forfatter Redaktionen

Evangelist. Billedhuggeren Anne Marie Carl Nielsen har udført reliefferne til de tre bronzeporte i Ribe Domkirke. Den ene af dem, Løveporten fra 1904, udsmykkede hun med de fire evangelistsymboler, som vind og vejr har irret.

evangelist, i Det Nye Testamente betegnelse for den, der forkynder evangeliet. Senere bruges betegnelsen fortrinsvis om forfatterne til de fire evangelier, Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. I nyere tid kan den tillige bruges om frikirkelige forkyndere.

Evangelistsymboler

I oldkristen og middelalderlig billedkunst fremstilles de fire evangelister i reglen i lange, løsthængende gevandter, fx romersk toga. For det meste bærer de en bog eller bogrulle som symbol for deres evangelier, og hyppigt ses de siddende ved en pult eller et bord i færd med at forfatte deres skrifter.

Efter at oldkirken havde tolket de fire livsvæsner fra Ezekiels Bog 1,10 og Johs.Åb. 4,7 som symboler for de fire evangelier, der indgår i NT, slog de også i kunsten igennem som evangelistsymboler.

Annonce

Lukas. Miniature af Lukas fra Ostromirevangeliet, det ældste daterede kyrilliske håndskrift (1056-57), fremstillet i Novgorod for statholderen Ostromir under indtryk af den kulturelle blomstring i Kijev-Rusland under Jaroslav den Vise. Forlægget var bulgarsk, og sproget stort set kirkeslavisk. Håndskriftet, der nu opbevares i Sankt Petersborg, er et såkaldt aprakos-evangelium, hvor de enkelte evangelietekster er anført i kirkeårets rækkefølge.

Matthæus symboliseres ved et menneske med vinger, Markus ved en løve med vinger, Lukas ved en okse med vinger og Johannes ved en ørn. Et tidligt eksempel er apsismosaikken i kirken Santa Pudenziana i Rom fra ca. 400. Når en evangelist afbildes s.m. sit symbol, kaldes symbolet for hans attribut. Symbolikken går fra Ezekiel tilbage til Egypten, hvor kongen hvert år ofrede et menneske, en okse, en ørn og en løve for de fire verdenshjørner.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørgen Frederiksen, Mogens Müller: evangelist i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 9. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73305