Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Petersbrevene

Oprindelig forfatter HKjN Seneste forfatter Redaktionen

Petersbrevene, to af de Katolske Breve i Det Nye Testamente. De er efter eget udsagn skrevet af apostlen Peter, men det er af flere grunde en problematisk påstand.

1. Petersbrev er antagelig skrevet i Rom i 90'erne og henvender sig til forskellige lilleasiatiske menigheder. Solidt forankret i urkristen tradition er dette brev forkyndende og navnlig formanende. Med tanke på adressaternes himmelske tilhørsforhold tiltales de som udlændinge hér (1,17; 2,11) og som udvalgte, der bor som fremmede blandt andre folk (1,1). De må derfor en tid være forberedt på forfølgelser og lidelser, ligesom Kristus har måttet udstå lidelser, og de skal tilmed glæde sig over at lide for Kristi skyld (3,14-18; 4,12-19). I den situation formanes og opmuntres de til indbyrdes kærlighed og omsorg og til at leve på en sådan måde, at de bliver et vidnesbyrd for dem, de lever iblandt (2,11-12). Hustavlen rummer særlige formaninger til forskellige grupper inden for menigheden (2,13-3,12).

2. Petersbrev, der måske er det yngste skrift i NT, blev først sent alment anerkendt som kanonisk. Det er antagelig skrevet i beg. af 100-t., men hvor og til hvem lader sig ikke afgøre. Brevet formaner læserne til at arbejde på at befæste kaldelsen og udvælgelsen (1,3-11), at stole på apostlenes og profeternes vidnesbyrd (1,12-21), at være på vagt over for falske profeter og lærere (2,1-22; jf. Judasbrevet) samt ikke at tvivle på, at Herren kommer igen. For ham er én dag som tusinde år (3,1-13), og hans langmodighed er til frelse (3,9.15).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Kjær Nielsen: Petersbrevene i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141256