• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jesus Kristus

Oprindelig forfatter Mull Seneste forfatter Redaktionen

Bertel Thorvaldsens næsten 3,5 m høje statue over alteret i Vor Frue Kirke i København (siden 1924 Københavns Domkirke) fremstiller Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matth. 11,28), men sårmærkerne på hænder og fødder viser, at Kristus samtidig skal opfattes som genopstanden, som dødens overmand. Statuen blev modelleret i 1821, udført i marmor 1827-28 og opstillet i 1839 tillige med Thorvaldsens 12 apostelstatuer. Ved indvielsen af Vor Frue Kirke i 1829 var alle 13 statuer opstillet i form af midlertidige gipsmodeller. Thorvaldsens Kristus vandt i 1800-t. og langt ind i 1900-t. stor udbredelse i form af miniatureudgaven, som Den Kgl. Porcelainsfabrik fremstillede i biskuit. Den knælende engel, der holder dåbsfadet, modellerede Thorvaldsen i 1827-28 og fuldendte i marmor i 1833.

Bertel Thorvaldsens næsten 3,5 m høje statue over alteret i Vor Frue Kirke i København (siden 1924 Københavns Domkirke) fremstiller Jesu ord: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile (Matth. 11,28), men sårmærkerne på hænder og fødder viser, at Kristus samtidig skal opfattes som genopstanden, som dødens overmand. Statuen blev modelleret i 1821, udført i marmor 1827-28 og opstillet i 1839 tillige med Thorvaldsens 12 apostelstatuer. Ved indvielsen af Vor Frue Kirke i 1829 var alle 13 statuer opstillet i form af midlertidige gipsmodeller. Thorvaldsens Kristus vandt i 1800-t. og langt ind i 1900-t. stor udbredelse i form af miniatureudgaven, som Den Kgl. Porcelainsfabrik fremstillede i biskuit. Den knælende engel, der holder dåbsfadet, modellerede Thorvaldsen i 1827-28 og fuldendte i marmor i 1833.

Jesus Kristus, kristendommens centrale skikkelse. Fra at være titel blev Kristus tidligt et egennavn, således allerede hos Paulus. Siden oplysningstiden i 1700-t. har en kritisk forskning skelnet mellem mennesket Jesus fra Nazaret og bekendelsens Kristus, som troen havde forvandlet til en guddommelig skikkelse. Man kan dog også betragte denne guddommeliggørelse som et tidsbestemt forsøg på at fastholde og formidle en oplevelse af Jesu betydning. Skepsis mht., om Jesus overhovedet har levet, synes ubegrundet. Se også kirke, kristendom, kristologi.

Annonce

Navnet Jesus Kristus kommer fra latin, genetiv Jesu Kristi; af græsk Iesous Christos; 1. ord gengivelse af hebraisk Jeshua 'Jahve er frelse', Matth. 1,21, jf. Josva; 2. ord oversat fra hebraisk-aramæisk hamashiah 'messias, den salvede'.

Jesus fra Nazaret

Jesus fra Nazaret har været en karismatisk vandreprædikant med det profetiske budskab, at Guds rige var kommet nær og allerede gjorde sig gældende i en ny religiøs orden, hvor gudsforholdet ikke var betinget af et menneskes overholdelse af bestemte bud og forskrifter. Jesu forkyndelse fandt udtryk i en række prægnante udsagn, i lignelser samt i hans omgang med religiøst deklasserede mennesker som prostituerede og toldere. I en polemisk lovudlægning fordømmes en kun ydre overholdelse som hykleri; ikke mindst forståelsen af sabbatsbuddet var omstridt. Grundlæggende i Jesu forkyndelse er, at sand opfyldelse af lovens bud alene kan ske som resultat af Guds gerning med mennesket. Frelsen er både udgangspunkt og mål.

Denne lovforståelse har som konsekvens, at kun de bud, der gælder Gud og næsten (jf. det dobbelte kærlighedsbuds centrale stilling, Matth. 22,37-40; alle henvisninger indbefatter evt. paralleller i de andre evangelier), betyder noget, mens hele den "rituelle" del af den mosaiske lovgivning om renhed og urenhed og den ydre gudsdyrkelse får præg af formalitet. Helt centralt står et ord om, at det ikke er det, der kommer ind i et menneske udefra, der gør det urent, men det, der kommer ud af det indefra (jf. Matth. 15,11; Mark. 7,15). Dermed var datidens forestillinger om rent og urent som grundlæggende for gudsforholdet vendt på hovedet. I hvert fald i dette adskilte Jesu forkyndelse sig radikalt fra lovforståelsen hos de tre partidannelser i den samtidige jødedom, farisæisme, saddukæerne og essæerne. Det skal bemærkes, at Jesus i evangelierne udtrykkeligt også fremstilles som læreren, der underviser, nemlig i lovudlægningen. Det karismatiske ytrede sig i underfulde helbredelser, som ikke var et ukendt fænomen i samtiden (jf. Matth. 12,27).

Det står fast, at Jesu mor hed Maria, hans far Josef (nævnes dog ikke i Markusevangeliet), og at han havde søskende (Matth. 13,55; jf. Joh. 2,12), jf. Jesu brødre.

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne dragt af kamelhår som Johannes Døberen bærer omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til hans ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, der ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne dragt af kamelhår som Johannes Døberen bærer omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til hans ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, der ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

Måske udgik Jesus fra kredsen omkring Johannes Døberen, hvis dåb han i hvert fald underkastede sig (Matth. 3,13-17). I løbet af sit virke samlede Jesus en discipelskare, også bestående af kvinder (se fx Luk. 8,1-3). Måske udvalgte han særligt tolv som en tegnhandling, der markerede oprettelsen af et nyt Israel (se apostel). Efter at have virket i Galilæa og omegn med hjemsted i Kapernaum drog han til påskefest i Jerusalem, hvor hans indtog vakte opsigt, og hvor det kom til et — måske kun symbolsk — opgør med kulten i templet, den såkaldte tempelrensning. Den modstand, som han i kraft af sin udlægning af loven havde fremkaldt hos de etablerede religiøse partier (farisæerne og saddukæerne), kulminerede, da han blev taget til fange af den jødiske øvrighed, repræsenteret ved synedriet og ypperstepræsten, og overgivet til denromerske besættelsesmagt, der henrettede ham ved korsfæstelse.

Et vanskeligt spørgsmål er, om Jesus kunne forudse sin henrettelse, og om han i givet fald tillagde den en særlig betydning. At en sådan død var en nærliggende risiko, viste Johannes Døberens skæbne.

Messiasspørgsmålet

På Jesu tid var begrebet messias ikke forbundet med én bestemt forestilling. Det udtrykker blot, at den "salvede" i særlig grad går Guds ærinde, evt. handler i kraft af Guds ånd. I samtidens jødedom var det ikke udtryk for en særlig "natur", idet enhver forestilling, der antastede monoteismen, var udelukket. Det samme gælder titlen Guds Søn. I NT er det alene Johannesevangeliet, der overskrider denne grænse (fx 1,18). Hele messiastitulaturen i NT skal derfor ikke forstås "baglæns" ud fra den senere kirkes dogmedannelse omkring Jesus som en guddom, der sammen med Gud Fader og Helligånden udgjorde en treenighed. Den skal forstås historisk og inden for rammerne af jødedommen. Peters bekendelse ved Caesarea Filippi (Matth. 16,13-20; jf. Joh. 6,68) må ganske vist bedømmes som en senere konstruktion. Men at Jesus under synedrieforhøret ikke har afvist, at han var messias, ligger inden for sandsynlighedens grænser; det vil i givet fald alene sige, at han fastholdt, at hans gerning var det sande udtryk for Guds vilje til frelse.

Dermed er givet et benægtende svar på spørgsmålet, om Jesus gjorde brug af de kristologiske "højhedstitler", som optræder i evangelierne. Det drejer sig her, foruden om Messias/Kristus, især om Guds Søn og Davids Søn; tidligere spillede også Menneskesønnen en vigtig, om ikke den vigtigste, rolle i denne sammenhæng, idet det i evangelierne er Jesu hyppigste selvbetegnelse, der blev sat i forbindelse med en særlig apokalyptisk-universel messiasforventning i antik jødedom (jf. Daniels Bog 7,13). Det bagvedliggende aramæiske udtryk har dog ikke kunnet opfattes som en messiastitel, da det er en omskrivning for fællesnavnet "man". I givet fald er Menneskesønnen først blevet en titel i evangelierne (jf. også Ap.G. 7,56). Påfaldende er dog, at flere Menneskesøn-ord har paralleller, hvor der står "jeg".

Kilder

Jesus nedskrev intet selv. Alle betydelige kilder, der er overleveret, er skabt af den menighed, der dannede sig efter Jesu død og bekendte sig til ham som den opstandne frelser. De er således teologiske dokumenter, bestemt af hensigten at ville forkynde eller retfærdiggøre denne tro. Betragtes de som historiske kilder, oplyser de om de tidligste kristne menigheders teologiske bearbejdelse af overleveringerne om Jesus, hvor også GT optrådte som en skabende faktor (jf. Bibelen).

De ældste skriftlige vidnesbyrd om Jesus er Paulus' breve (skrevet ca. 50-55, se paulinske breve), der dog ikke indeholder meget om Jesu liv. Som kilder hertil kommer først og fremmest evangelierne i betragtning. En række Jesusord, hvis ægthed er mulig, findes overleveret uden for evangelierne (se agrafa). En notits hos den jødiske historiker Josefus er delvis usikker, og kortfattede oplysninger hos romerske forfattere som Plinius den Yngre, Tacitus, Sueton og Lukian kan i bedste fald bekræfte, at Jesus har levet. Senere, apokryfe evangelier som Petersevangeliet er bidrag til legendedannelsen, mens Thomasevangeliet alene består af Jesusord.

De fire evangelier i NT er alle skrevet for at aktualisere Jesu frelsesbetydning for deres samtid (se især Joh. 20,31). Derfor må de læses kritisk, hvis man vil bruge dem som kilder til en bagvedliggende historie. Desuden er evangelierne relativt sene (almindeligvis dateres de til mellem 70 og 100), og de tre første, de såkaldte synoptiske, står tilmed i et indbyrdes afhængighedsforhold (Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet). For sig selv står Johannesevangeliet, der udgør en særlig tradition, men udmærket kan indeholde historisk pålidelige overleveringer.

Det er udslag af en overdrevet kritik at hævde, at evangelisternes fortolkning ikke har et fast udgangspunkt i det indtryk, som Jesus gjorde på sine disciple. Det må antages, at der er en grundlæggende kontinuitet mellem den historiske Jesus og den tydende bearbejdelse i forkyndelsen ("den forkyndte forkynder").

Kilder

Tidspunktet for Jesu fødsel volder vanskeligheder. Ifølge Matth. 2,1 fandt den sted under Herodes den Store, der døde 4 f.Kr.; inddrages Matth. 2,16, når man år 7 eller 6 f.Kr. Dette er dog usikkert. Luk. 2,2 lader Jesu fødsel ske under en folketælling under statholderen Quirinius (jf. Ap.G. 5,37) og peger dermed på 7 e.Kr.

Lidt fastere grund synes der at være mht. tidspunktet for Jesu første offentlige fremtræden i forbindelse med hans dåb. Johannes Døberens virke dateres i Luk. 3,1-2 til kejser Tiberius' femtende regeringsår, dvs. 29/30 e.Kr., og Luk. 3,23 siger, at Jesus var omkring 30 år gammel, da han trådte frem. Derved når man til ca. år 30. Det er dog usikkert. Varigheden af Jesu virke angives forskelligt; de synoptiske evangelier regner øjensynlig kun med ét år, Johannesevangeliet, der lader Jesus deltage i to påskefester foruden den sidste, med tre år.

Også tidspunktet for Jesu død er omstridt. De synoptiske evangelier henlægger Jesu sidste måltid med disciplene til "skærtorsdag" den 14. nisan ('april') (Matth. 26,17), således at døden indtraf den 15. nisan, mens Johannesevangeliet lader Jesus dø på forberedelsesdagen til påsken, dvs. 14. nisan (Joh. 19,36). Hvor de synoptiske evangelier fremstiller et påskemåltid, lader Johannesevangeliet Jesus dø samtidig med slagtningen af påskelammene (jf. 1.Kor. 5,7). Sandsynligst er dog 15. nisan, og da Jesu død med sikkerhed fandt sted under Pontius Pilatus, 26-36 e.Kr., giver det mulighederne 7. april 30 eller 23. april 34.

Jesus som Kristus

Forståelsen i NT af Jesus fra Nazaret er båret af bekendelsen til ham som den opstandne Kristus og kommer til udtryk i et gammeltestamentligt-jødisk univers' forestillinger og begreber. Om disse udtryk for Jesu persons og gernings frelsesbetydning bruges kunstordet kristologi, læren om (Jesus som) Kristus. Man skelner her mellem en uudtalt (implicit) kristologi, der indirekte kommer til orde i den fordring, Jesus gør på at tale og handle på Guds vegne, og en udtalt (eksplicit) kristologi, der udlægger Jesu "selvbevidsthed" i kristologiske titler. Kilderne synes her at tillade den slutning, at Jesu forkyndelse faktisk har været båret af en uudtalt kristologi, mens den udtalte først og fremmest er udtryk for den senere menigheds bekendelse.

Det ældste lag lod måske først Jesus blive "Guds Søn" ved opstandelsen fra de døde (se Rom. 1,3-4). I 1901 fremsatte den tyske teolog William Wrede en messiashemmelighedsteori, idet han tolkede Jesu forbud mod at røbe, at han var Kristus (se især Mark. 9,9), som udtryk for en tilbagedatering af messianiteten i en oprindelig umessiansk tradition; således var det først troen på den opstandne, der førte til en messiasbekendelse. I de synoptiske evangelier synes Jesus at blive Kristus ved dåben (adoptionskristologi), idet dog Matthæus- og Lukasevangeliet strækker messianiteten tilbage til undfangelsen ved talen om "jomfrufødsel", en forestilling, som synes at være skabt af forfatteren til Matthæusevangeliet (1,23) ud fra den græske tekst til Esajas' Bog 7,14. Men bl.a. med baggrund i forestillingen om den himmelske visdom, sofia, der i antik jødedom optræder som en personifikation af en side af Guds væsen, opstår tidligt tanken om en forudtilværelse (se præeksistens), hvad der medfører forkyndelsen af tilsynekomsten som menneske (se inkarnation) (se fx Filipperbrevet 2,6-7; Joh. 1,14).

En gammeltestamentlig horisont kommer også til syne i Matthæus- og Lukasevangeliets barndomsfortællinger, der ikke kan tillægges nogen historisk værdi og i øvrigt er indbyrdes modstridende, fx mht. om Jesu forældre kom fra Betlehem (således Matth. 2,1-22) eller — som sandsynligst — Nazaret (således Luk. 1,26; 2,4). Jesu dåb forbindes i evangelierne med Helligåndens komme til Jesus, som ved denne lejlighed proklameres som Guds Søn, hvad der siden gentager sig i fortællingen om forklarelsen på bjerget. Fristelsesberetningen, der følger umiddelbart efter dåben i de synoptiske evangelier (Matth. 4,1-11), er udtryk for en uddybning af, hvordan Jesus var Guds Søn, nemlig gennem en beskrivelse af, hvordan han ikke var det.

Jesu forkyndelse

Jesu forkyndelse i evangelierne gengiver ikke umiddelbart, hvad den historiske Jesus sagde, men er præget af den senere menigheds Kristusforkyndelse. Dette er særlig tydeligt i Johannesevangeliet, hvor Jesusfiguren først og fremmest forkynder sig selv, men det gælder i lige så høj grad i de synoptiske evangelier. Bjergprædikenen (Matth. 5-7), som i sin nuværende skikkelse er en matthæisk komposition, fremstiller til en vis grad Jesus som den ny Moses.

I evangelieforskningen står striden om, hvilke Jesusord der er "ægte", og hvilke der senere er blevet tillagt ham. Der er stor fare for cirkelslutninger, og resultatet vil afhænge af, hvor stor kontinuitet der antages at være mellem Jesu forkyndelse i ord og gerning og den forkyndelse, som "fortsatte" Jesu virke efter hans død. For denne bestod jo ikke i en blot og bar gentagelse, men inddrog forkynderen i forkyndelsen på en sådan måde, at man må spørge, om der blev tale om noget helt nyt og anderledes, eller om det var et nødvendigt middel til at fastholde en side af Jesu gerning, der ville gå tabt, hvis man alene holdt sig til hans "ord".

En kritisk sondring gør det dog muligt at afdække nogle hovedtræk af Jesu egen forkyndelse og undervisning. Lovudlægningen synes at have spillet en væsentlig rolle, og Jesu lignelser synes at have været et karakteristisk element i hans forkyndelse. Mange af lignelserne er episke billeder på det Guds rige, som nok er kommet så nær, at dets kræfter allerede er virksomme, men hvis endelige komme vil betyde, at denne verden går under og afløses af en ny. Der er her i Jesu prædiken en nærforventning (fx Matth. 16,28), som giver den et eskatologisk præg. Et betydningsfuldt moment i Jesu forkyndelse er endelig dens gudsbillede, som især kommer til udtryk i talen om Gud som den himmelske fader (jf. brugen af det aramæiske abba i tiltale) samt i bønnen fadervor, som måske klarest formulerer Jesu forventning til Gud.

Lidelseshistorien

Lidelseshistorien udgør et særligt kapitel i overleveringerne om Jesus. Tre lidelsesforudsigelser i de synoptiske evangelier (Matth. 16,21-23; 17,22-23; 20,17-19) er først formuleret ud fra kendskab til, hvad der faktisk hændte (vaticinia ex eventu). Beretningen om Jesu sidste uge i Jerusalem, begyndende med indtoget og tempelrensningen (som Joh. 2,14-17 dog henlægger til begyndelsen af Jesu virke) og sluttende med fortællingen om den tomme grav, virker umiddelbart sammenhængende, men er sammensat af forskellige traditioner og stærkt farvet af teologiske interesser i dels ud fra GT at klargøre Jesu døds forudbestemthed, dels at skildre den lidende som et forbillede for dem, der måtte udsættes for en lignende skæbne. Selve lidelseshistorien omfatter bøn i Getsemane Have, tilfangetagelse, forhør hos de jødiske autoriteter, domfældelse, spot, overgivelse til den romerske myndighed, piskning, korsfæstelse og død. Siden følger gravlæggelsen og kvindernes gang til graven den første dag i ugen, hvor de finder den tom; med denne oplysning slutter det oprindelige Markusevangelium (se Mark. 16,8). Fortællinger om tilsynekomster af den opstandne frelser optræder i de tre andre evangelier, hvad der siden førte til et "supplement" til Markusevangeliet (Mark. 16,9-20).

Skildringen af Jesu død henter flere enkeltheder fra GTs Salme 22, der næsten virker som en drejebog for korsfæstelsesscenen. Også Jesu korsord viser bearbejdelse: Hvor Markus- og Matthæusevangeliet kun kender ét og det samme ("Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" Matth. 27,46), kender Lukas- og Johannesevangeliet hver tre andre, så de "syv korsord" alene opnås ved addition.

Sonings- og forløsningsforestillingen (Matth. 20,28) er i overleveringen nøje forbundet med beretningen om, at Jesus ved det sidste samvær med sine disciple indstiftede nadveren ved at tolke brødet som sit legeme og vinen som sit blod, der som den nye pagts blod udgydes for mange til syndernes forladelse. Det sikre er, at den tidligste menighed (jf. 1.Kor. 11,23-25) tolkede Jesu død som udtryk for Guds vilje og et led i hans frelsesplan og desuden som en ny pagtslutning. Således kunne den kristne menighed opfatte sig selv som opfyldelsen af den profetiske forjættelse om en ny pagtslutning i de sidste tider (især Jeremias' Bog 31,31-34).

Jesu opstandelse

Jesu opstandelse er ikke skildret i evangelierne, der alene fortæller om den tomme grav og — bortset fra Markusevangeliet — om forskellige tilsynekomster af den opstandne. Kun Matthæusevangeliet gør opstandelsen til en "historisk" hændelse, som også ikke-troende kunne kende til (28,11-15; jf. 12,39-40). Historisk må disse beretninger ses som forsøg på ud fra samtidige forestillinger at give udtryk for en stærk erfaring af, at Jesus også efter sin død var menighedens magtfulde Herre (Matth. 28,18-20, se missionsbefalingen).

Unddrager Jesu opstandelse sig historikeren som begivenhed, er virkningerne af troen på den opstandne frelser dog klare nok. Men der kan ikke sluttes umiddelbart fra virkning til historisk årsag. Fortællingerne om tilsynekomsterne udviser også store forskelle. Ifølge Ap.G. 1,2 sker de i et tidsrum på fyrre dage og slutter med Jesu himmelfart, som denne forfatter er ene om at kende til (se Luk. 25,50-51; Ap.G. 1,9-11), mens Paulus om sig selv kan hævde, at han er den sidste, som den opstandne viste sig for (1.Kor. 15,8).

Fra først af synes der at have været tale om en ophøjelseskristologi: Gud havde ophøjet den korsfæstede til en plads ved sin højre side og dermed vedkendt sig hans gerning (se fx Fil. 2,9-11; jf. Matth. 22,41-46). Tidligt er dette motiv blevet forbundet med beretninger om en opstandelse på tredjedagen og tilsynekomster af den opstandne (se 1.Kor. 15,3-9). Først siden synes talen om den tomme grav, som Paulus øjensynlig ikke kendte, at være kommet til som en historisk konkretisering. Der er naturligvis også forskere, der mener, at overleveringen om den tomme grav hviler på et historisk fundament.

Disse forestillinger skal ikke forstås som en umiddelbar "fortsættelse" på historien. De er — og har fungeret som — udtryk for en gudserfaring, oplevelsen af en kraft, der virkede som en guddommelig autorisation af Jesu forkyndelse, undervisning og gerning. Dette kommer til orde i evangelierne, der netop vil fremstille disse forestillinger som noget, der nok er hændt på et bestemt tidspunkt i historien, men som også umiddelbart har adresse til og betydning for de menigheder, som evangelisterne skriver for. Således må talen om ophøjelse og opstandelse ligesom tilsynekomstberetningerne forstås som legitimation med tilbagevirkende kraft, dvs. som et forsøg på med forhåndenværende forestillinger at give udtryk for en oplevelse af Jesu livs og gernings evige frelsesbetydning. At denne betydning ikke var entydig, bevidner NT, hvor hvert skrift eller skriftgruppe (Paulus' breve) i større eller mindre udstrækning rummer hver sin "teologi", dvs. kristologi.

Udblik

Historisk-kritisk bibelforskning har ført til en "dekonstruktion" af forestillingen om, at historikeren umiddelbart kan erkende noget direkte guddommeligt ved Jesusskikkelsen. Historisk er alene den indirekte virkning, nemlig de Kristustroendes tolkning, der udgik fra overbevisningen om, at Jesus i eksklusiv forstand var Guds ord og som den enbårne søn Guds tolk (Joh. 1,1-18). Symptomatisk er det, at de såkaldte naturundere fra at have haft en bekræftende betydning nærmest er blevet en belastning for de troende. Kritisk forskning må ty til andre modeller, og blandt de forslag, der har været fremsat, er bl.a. profetkategorien interessant. For intet tyder på, at Jesus har forstået sig som stifter af en ny religion, derimod nok som en fornyer af jødedommen. Også påvirkninger fra den græsk-romerske omverden er mulige. Omvandrende filosoffer, fx af kynikernes observans, der satte spørgsmålstegn ved de etablerede værdinormer, var heller ikke ukendte i Palæstina. Forsøg på at gøre den historiske Jesus til en militant oprører savner derimod holdepunkt i kilderne.

Selvom NT har været det konstante udgangspunkt, har opfattelsen af Jesus som Kristus gennem hele kirkehistorien undergået betragtelige forandringer, betinget af forskellige tidsaldres teologiske og åndshistoriske forudsætninger. De ofte citerede ord: "Jesus havde forkyndt Guds rige, og det var kirken, der kom" (Alfred Loisy), skal ikke forstås som en kritisk morsomhed; kirken er fortsættelsen på det, Jesus bragte, og den må som sådan hele tiden kritisk lade sig konfrontere med sin historiske begyndelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mogens Müller: Jesus Kristus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=101386