Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Djævelen

Oprindelig forfatter KiNi Seneste forfatter Redaktionen

Djævelen, i Det Nye Testamente en af betegnelserne for de onde magters fyrste. Djævelen er skildret som en person og kaldes som sådan Satan, Beelzebul, Antikrist, fristeren, fjenden (Matth. 13,39) eller Den Onde (Matth. 13,19); ud fra en tolkning af Esajas 14,12 kom navnet Lucifer til.

Af latin diabolus, af græsk diabolos 'bagvasker', af dia- og afledning. af ballein 'sætte, kaste', dvs. 'sætte til hver sin side, så splid'.

NT's opfattelse af Djævelen må ses dels på baggrund af GT, hvor Djævelen kendes under navnet Satan (hebr. 'modstander'), dels i forhold til djævleforestillingerne i apokryferne, pseudepigraferne og Dødehavsteksterne.

I Det Gamle Testamente omtales Satan kun tre gange (Job 1,6, Zak. 3,1-7 og 1.Krøn. 21,1); det er kendetegnende for disse tre steder, at selv om Satan optræder som frister og anklager, så hører han alligevel med til kredsen omkring Jahve, Israels Gud. Satan er således ikke beskrevet som en selvstændig magt. Det gammeltestamentlige gudsbillede levnede ikke plads for konkurrerende magter: Jahve er eneste Gud og derfor ophav til både lys og mørke, fred og ulykke (Ez. 45,5-7). Det er gudsbilledet, monismen, der sætter grænserne for Satans selvstændighed. Men dette gudsbillede er samtidig med til at skabe behovet for en skikkelse, der i særlig grad har som opgave at bringe ulykker over mennesker (jf. dualisme). Den uretfærdige lidelse, som beskrives i Jobs Bog, bliver trods alt mere begribelig, hvis Satan har sin del af ansvaret for den. Tanken om Satan som et himmelsk væsen, der bringer ondt over mennesker, bidrog til at sikre den nødvendige distance mellem den retfærdige Gud og den uretfærdige lidelse.

Annonce

Forestillingerne om en ond magt, der plager menneskene, videreføres i forstærket form i de ikke-kanoniske skrifter, apokryferne og pseudepigraferne, hvor Satan optræder under navne som Mastema, Belial eller Beliar, Djævelen og Azazel. Djævelen er i disse skrifter beskrevet som en ødelægger; han frister og anklager mennesker og omgiver sig med en hær af dæmoner. Fra ham stammer alt ondt, ja døden selv, (Visdommens Bog 2,24), og af ham har menneskene lært at handle ondt (1.Enok 9,6).

Oprindelig var Djævelen en engel, der havde sin gang i himlen; men pga. sit hovmod og sit oprør mod Gud blev Djævelen forvist til Jorden, hvor han og hans dæmoner sidenhen har hærget. I disse skrifter er Djævelen Guds store modstander, som dog en dag skal besejres af Gud selv, hvorefter al sorg og pine er forbi. Hvor Det Gamle Testamente fastholder det monistiske gudsbillede, møder man i disse skrifter forestillinger, der er præget af dualistisk tankegang.

I Dødehavsteksterne er Djævelen skildret som en mørkets engel og kaldes som oftest Belial. Hans herredømme er tidsbegrænset, for i kampen mellem lys og mørke vil lyset sejre.

Også i NT møder vi opfattelsen af Djævelen som Guds modstander. I fristelsesberetningen sker fristelsen af Jesus ganske vist på Guds initiativ; det er Ånden, der fører Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen (Matth. 4,1-11). Men adskillige steder optræder Djævelen som en fjende, der modarbejder Guds frelsesplaner, og som Jesus bekæmper gennem sine helbredelser og dæmonuddrivelser (Matth. 12,22-29). I 1.Joh. 2,18ff opfattes Djævelen tydeligvis som en sådan modstander og kaldes ganske enkelt for Antikrist.

Djævelens magt fremgår af betegnelser som "denne verdens fyrste" (Joh. 12,31) og "denne verdens gud" (2. Kor. 4,4). Grunden til, at Guds søn kom til verden, var da også, at han skulle tilintetgøre Djævelens gerninger (1.Joh. 3,8).

I Johannes' Åbenbaring beskrives det endelige opgør som en kamp, hvor Satan besejres og kastes i ildsøen (Joh.Åb. 20,1-10). I Det Nye Testamente anskues verden som en kampplads mellem godt og ondt; men en egentlig dualisme, som den kendes fra fx gnosticismen og zarathustrismen, er der ikke tale om.

I jødedommen fastholdes de gammeltestamentlige forestillinger om Djævelen, der dog spiller en meget tilbagetrukken rolle inden for jødisk teologi.

I Koranen, islams hellige bog, videreføres Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes forestillinger om Djævelen som en ond magt, der anklager og frister mennesker. Djævelen kaldes Iblis (afledt af gr. diábolos), og det fortælles, at han blev forstødt fra himlen, fordi han ikke ville kaste sig ned for Adam (sura 15,29ff). Som det er tilfældet i Det Nye Testamente, understreger Koranen, at Djævelen til slut vil blive besejret og kastet i en sø af ild.

Forestillingerne om en ond magt, der kan beskrives i personkategorier, spillede en stor rolle i middelalderen, hvor forfølgelser af såkaldte hekse ofte skete ud fra den forudsætning, at disse personer var besat af eller havde indgået pagt med Djævelen. Djævlepagt er også motiv i legenderne om Dr. Faust; i GoethesFaust kaldes Djævelen Mefistofeles. Gradvis i takt med fremkomsten af moderne teknik og videnskab og i 1700-tallets oplysning blev forestillingerne om en personlig djævel for en stor del afvist og erklæret for uforenelige med en videnskabelig tankegang. I 1900-tallet har afmytologiseringen i mange tilfælde ført til teologisk tavshed om Djævelen eller i det mindste til en mere abstrakt tale om "det onde" i stedet for Den Onde.

En særlig form for interesse for Djævelen findes inden for visse minoritetsgrupper, se satanisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kirsten Nielsen: Djævelen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=65569