• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

benediktinere

Oprindelige forfattere KVJ, TNyb og UKjaer Seneste forfatter Redaktionen

Benediktinere. Sankt Benedikt irettesætter en munk.

Benediktinere. Sankt Benedikt irettesætter en munk.

benediktinere, munkesamfund, som lever efter Benediktinerreglen. Deres mål var og er "at bede og arbejde", således at gudstjenestelivet bestandigt måtte have første prioritet. Samtidig var det idealet, at klostrene skulle være uafhængige og selvstændige økonomiske enheder.

Benediktinerreglen fra 540'erne blev skabt af Benedikt fra Nursia for munkene i Montecassino i Italien, men snart blev den taget i brug i talrige klostre sammen med lokale "sædvaner"; først fra omkring 800 blev reglen enerådende for de følgende ca. 300 år. Samtidig blev klostrene skoler for Frankerrigets administratorer og forvaltere af klassisk viden, især latinkundskaber og teologi; de blev hjemsted for systematisk bogfremstilling, ligesom de var store lensbesiddere og ofte foregangsmænd inden for landbruget.

Munkesamfundet har navn efter ordensstifteren Benedikt fra Nursia og det personbetegnende -iner.

Organisatorisk var klostrene selvstændige under en enerådende abbed; først med reformbevægelsen i klosteret Cluny i begyndelsen af 900-t. blev nygrundlæggelser underlagt et moderkloster i et efterhånden Europaomspændende net af klostre, der også politisk fik stor betydning. Klostrene sluttede sig sammen i familier, kongregationer, der blev benævnt efter et førende kloster; fra 1000-t. fx Vallombrosa i Italien, i 1400-t. Melk i Østrig, i nyere tid fx Solesmes og Subiaco i hhv. Frankrig og Italien.

Annonce

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Benediktinerklosteret i Cluny var et af middelalderens største og mest betydningsfulde. Det havde sin storhedstid i 1100-t. og omfattede da tre kirker og talrige andre bygninger. Billedet viser en del af klosterbygningerne, som hovedsagelig fik deres nuværende udseende ved en ombygning i 1700-t. Bag dem ses resterne af den største af kirkerne, der blev nedrevet i begyndelsen af 1800-t., det sydlige tværskib med to spirprydede tårne.

Fra slutningen af 1000-t. blev benediktinerne kritiseret for deres åbenbare rigdom, og augustinere og cisterciensere vandt frem med strenge krav om enkelhed. Som modtræk blev mange benediktinerklostre reformeret og disciplineret, dog med bibeholdelse af en stadig prægtigere liturgi. Fra 1200-t.s begyndelse fik benediktinerne skarp konkurrence fra de nye tiggermunkeordener.

Benediktinske nonneklostre fører sig selv tilbage til Benedikts søster Scholastica og optog oprindelig kun adelige kvinder. For nogle har klosterlivet været et alternativ til et almindeligt verdsligt liv i ægteskab, og der udvikledes i klostrene et rigt mystisk, spirituelt liv som fx hos Hildegard af Bingen.

Benediktinernes mission var tidligt vidt udbredt både i allerede kristne områder som England og Irland, der gennem den knyttedes fastere til Rom, og i kristendommens yderområder som Danmark. Ansgar, der kom til Danmark som missionær i 826, var benediktiner, og domkapitlet i Odense, som var tilknyttet kulten for Knud 4. den Hellige, blev før 1100 besat med benediktinere fra England. Desuden fandtes klosterordenen i bl.a. Lund, Seem, Essenbæk, Ringsted og Næstved.

I 1500-t. blev næsten alle benediktinerklostre i Nordeuropa nedlagt. I 1600-t. skabtes nye reformbevægelser i Frankrig, bl.a. mauristerne, men først fra 1800-t. blev benediktinerne igen udbredt i stort tal, nu også i Nord- og Sydamerika. Først i 1893 fik de et fælles overhoved, en abbedprimas, med sæde i Rom.

Arkitektur

Benediktinerklosteret Sankt Gallen syd for Bodensøen var i 800-900-t. et af Europas kulturcentre. Efter en nedgangsperiode blev det atter i stand til at hævde sin rang i 1700-t. Det kom til udtryk ved en ombygning af de gamle klosterbygninger til et repræsentativt anlæg, hvorunder også kirkens østparti med koret og de to tårne opførtes 1761-69 under ledelse af Johann Michael Beer. Kirkens indre (th.) fremstår efter Peter Thumbs og Beers nybygning 1755-69 i overdådig sydtysk barok.

Benediktinerklosteret Sankt Gallen syd for Bodensøen var i 800-900-t. et af Europas kulturcentre. Efter en nedgangsperiode blev det atter i stand til at hævde sin rang i 1700-t. Det kom til udtryk ved en ombygning af de gamle klosterbygninger til et repræsentativt anlæg, hvorunder også kirkens østparti med koret og de to tårne opførtes 1761-69 under ledelse af Johann Michael Beer. Kirkens indre (th.) fremstår efter Peter Thumbs og Beers nybygning 1755-69 i overdådig sydtysk barok.

Benediktinernes arkitektur var i organisatorisk retning et forbillede for flere yngre klosterordener, stilistisk ofte påvirket af lokale byggetraditioner og som sådan ret forskelligartet.

Som det bl.a. fremgår af en idealplan fra ca. 820, bevaret i klosteret Sankt Gallen i Schweiz, udviklede benediktinerne en model for grupperingen af de mange bygninger i klosterets muromkransede verden. Indgangspartiet fik ofte en monumental udformning.

Det samme gjaldt både bygningen og indretningen af kirken, hvis plan som regel dannede et latinsk kors, gerne med apsisprydede kapeller langs tværskibets østmur.

Dette ses fx i Sankt Bendts Kirke i Ringsted, opført fra ca. 1160 af tegl som ramme om Knud Lavards grav. Danmarks ældste bevarede klosterkirke, benediktinerkirken i Veng fra ca. 1100, har apsis i overetagen af såvel forhallen som de to sidebygninger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen, Tore Nyberg, Ulla Kjær: benediktinere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45686