Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Clairvaux

Oprindelig forfatter BPM Seneste forfatter PKN

Clairvaux, cistercienserkloster i Champagne sydøst for Troyes i Frankrig. Clairvaux blev grundlagt 1115 som en aflægger af cisterciensernes moderkloster Cîteaux.

Clairvauxs grundlægger, abbed Bernhard fra Clairvaux, skaffede klostret et godt ry og tiltrak mænd fra hele Europa, også fra Danmark. Ved Bernhards død i 1153 havde Clairvaux næsten 200 datterklostre, heriblandt Esrum Kloster og Vitskøl Kloster i Danmark.

Navnet Clairvaux kommer af latin Clara Vallis 'Den Lysende Dal'.

Den danske ærkebiskop Eskil af Lund var ven af Bernhard og opgav i 1177 sit embede for at leve sine sidste fire år som munk i Clairvaux.

Annonce

Den danske Roskildebiskop Niels Stigsen døde i 1249 i Clairvaux og blev begravet i klosterkirken.

Under Den Franske Revolution blev Clairvaux lukket og omdannet til statsfængsel, senere udbygget til at rumme især livstidsfanger, i nyere tid fx Carlos (Sjakalen) siden 2006. Sparsomme rester af klostret findes endnu og er åbent for besøgende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Brian Patrick McGuire: Clairvaux i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57474