Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Yi Jing

Oprindelig forfatter BenNi Seneste forfatter Redaktionen

Yi Jing, I Ching, Forvandlingernes Bog, kinesisk spådomsbog, filosofisk værk og den første af de 13 klassikere (se kongfuzianisme). Værket består af to hoveddele, hvoraf den ene i 64 korte afsnit stammer fra 800-t. f.Kr., mens den anden udgøres af de såkaldte Ti Vinger, som er kommentarer, essays og gloser forfattet ca. 300-100 f.Kr. Hvert af de 64 afsnit i den ældste del forholder sig til et heksagram, dvs. en figur bestående af seks vandretliggende linjer oven på hinanden. Disse linjer kan enten være brudte (yin) eller hele (yang, se også yin og yang), og foruden en kort sentens, der knytter sig til hele figuren, findes yderligere en sentens til hver af de seks linjer. Disse tekster består af korte historiske optegnelser, poesi og naturvarsler af typen "når vildgåsen går frem til højderyggen, bliver konen ikke gravid i tre år". Vha. en relativt kompliceret manipulation med 49 røllikestængler konstruerer spåmanden linje for linje et heksagram og tyder de ledsagende tekster. De Ti Vinger giver anvisning på, hvordan et heksagram yderligere kan afkodes sin overordentlig rige symbolverden og talmagi. Fx betragtes et heksagram som komponeret af to af i alt otte mulige trigrammer, dvs. figurer bestående af tre linjer. Disse trigrammer repræsenterer naturfænomenerne himmel og jord, torden og vind, vand og ild, bjerge og marskland og anvendes som klassifikationsprincipper for alt mellem himmel og jord. Desuden indgår de i forskellige kosmologiske diagrammer. Se også Luo Shu.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Nielsen: Yi Jing i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=183589