• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kina (Religion)

Oprindelig forfatter PoAnd Seneste forfatter Redaktionen

Kina. Buddhisme i det moderne Kina.

Kina. Buddhisme i det moderne Kina.

Den ældste kinesiske religion

Under Shangdynastiet (ca. 1650-ca. 1000 f.Kr.) blev den himmelske instans repræsenteret af Shang Di 'Den Øverste Hersker', en højgud, som synes at være opstået parallelt med tanken om det universelle kongedømme, og som stod i spidsen for en omfattende administration af guder for naturkræfterne, herunder floder og bjerge, nedbør og vind mv. De kongelige forfædre synes at have opholdt sig ved en art hof under Shang Di, og de havde således lejlighed til at gå i forbøn for deres efterkommere over for guden. De besad øjensynlig også selvstændig magt til enten at skade eller bringe velsignelse over deres efterkommere, og en stor del af de mange ofringer i den aristokratiske religion var henvendt til forfædrene.

Et vigtigt middel til kommunikation med guder og forfædre var orakeltagning ved hjælp af skildpaddeskjolde og skulderblade fra okser. Ved at udbore bestemte steder på dem og ophede dem med gløder opnåede man, at materialet slog revner, og de opståede krakeleringer blev fortolket som meddelelser fra guderne, dvs. som en art skrift. Både spørgsmålet og tydningen af svaret blev indridset i orakelbenene som almindelig tekst med den tids skrifttegn. Et stort antal af dem er bevaret i kongelige arkiver, som er udgravet i 1900-t.

Annonce

Den traditionelle kinesiske religion

Af orakelteksterne samt af indskrifter på rituelle offerkar kan man udlede en del om Shangelitens religion. Det fremgår, at guderne blev taget med på råd ved alle vigtige beslutninger, og man søgte deres hjælp til helbredelse af sygdomme, drømmetydning og andre problemer. En mængde spørgsmål angik det rette tidspunkt for ofringer og indholdet af offerhandlingerne. Under Shang ofredes både dyr og korn og også mennesker, fx krigsfanger eller slaver og undertiden shamaner.

Shamaner eller 'åndemedier', wu, synes at have spillet en vigtig rolle under Shang. Ved at gå i trance kunne de identificere sig med bestemte guddomme og således formidle budskaber fra guderne, men det er uklart, hvor høj deres status var, og i hvilken grad kongedømmet som sådan skal ses som forbundet med en art shamanfunktion. Som det fremgår af beskrivelser i tekster fra slutningen af Zhoudynastiet (ca. 1000-255 f.Kr.), havde shamanerne på daværende tidspunkt en underordnet placering i hierarkiet. De synes at have udgjort en løst afgrænset gruppe, der snarere var dannet på basis af personligt talent end nedarvet rang. Det fremgår imidlertid entydigt af teksterne, at den lokale religion i den sydlige Chustat i særlig grad var præget af shamanisme. Dette bekræftes også af antologien Chu Ci 'Sangene fra Chu', som rummer en række hymner, der har været anvendt i ekstatiske ritualer af shamanistisk karakter og med et klart erotisk præg, fx i form af sakrale samlejer mellem præstinder og guden. Der er tale om et folkeligt lag af religion, som synes nærtbeslægtet med former, der har overlevet op til vore dage i folkereligionens kulter, især i det sydlige Kina, hvor shentong 'guddommelige ynglinge', dvs. medier for lokale guddomme, har spillet en vigtig rolle som udtryk for gudernes tilstedeværelse blandt de troende under religiøse fester.

En funktionelt tilsvarende rolle blev i den aristokratiske forfaderdyrkelse fra begyndelsen af Zhou spillet af en 'stedfortræder', shi (egl. 'lig'), dvs. en yngre efterkommer af en forfader, som modtog ofringer på dennes vegne og delte dem med de øvrige tilstedeværende i et rituelt måltid. Ligesom medierne, wu, der ikke indgik i forfaderkulten, blev stedfortræderne styret af en type religiøse specialister, der blev kaldt zhu 'besværgere', og som i embedshierarkiet synes at have stået et trin over medierne. I modsætning til medierne var stedfortræderens adfærd imidlertid ifølge alle beskrivelser præget af afmålt og formel optræden, og den synes ikke at have været forbundet med nogen form for trance eller ekstatisk identifikation med forfaderen.

Parallelt med forfaderdyrkelsen lagde de tidlige Zhoukonger stor vægt på himmelkulten. Begrebet Himlen, Tian, står både for det fysiske himmelhvælv og for en øverste guddom svarende til den tidligere Shang Di samt for et overordnet moralsk princip, som i Zhoufolkets ideologi sanktionerede de korrekte mønstre for menneskelig adfærd, dvs. den rette 'vej' dao, og deres egen adkomst til magten. Et centralt begreb i tidlige Zhoutekster er således Tianming 'Himlens mandat', dvs. tanken om en legitimering af regeringsmagten baseret på herskerens moralske egenskaber. Begrebet spillede en vigtig rolle til retfærdiggørelse af Zhoufolkets magtovertagelse, der angiveligt var nødvendiggjort af de sidste Shangkongers forsømmelighed og sædelige fordærv. Tanken har imidlertid været styrende i kinesisk politisk ideologi lige siden, og i kejsertiden blev den jordiske hersker ofte tituleret Tian Zi 'Himlens Søn'.

Et detaljeret system for den kejserlige kult blev etableret efter rigets samling under Qindynastiet (221-206 f.Kr.) og udbygget under det efterfølgende Handynasti (206 f.Kr.-220 e.Kr.). Kejseren kom herved til at stå som det eksklusive bindeled til de overordnede kosmiske magter med monopol på at udføre ofringerne til Himlen, dvs. til de fem himmelske herskere, Wudi, som svarede til de fire verdenshjørner plus centrum, samt ofringerne til Jorden repræsenteret af Houtu, i hhv. den sydlige og den nordlige forstad.

På et mere underordnet niveau blev lokale embedsmænd gjort ansvarlige for ofringer til de lokale territorialguder, først og fremmest ofringer på jord- og hirsealtrene, sheji, i en kult, der går tilbage til de tidligste tider. Kulten var forbundet både med tanken om jordens frugtbarhed og med den magiske indflydelse fra centrale helligsteder. Et territoriums jordalter, she, var et symbol på samfundets identitet og blev repræsenteret ved fx en forhøjning af jord eller sten i en bosættelses centrum i reglen med et gammelt træ, således som man finder det ved siden af landsbytempler den dag i dag i det meste af Kina.

I nyere tid repræsenteres et territorium også af mere klart personificerede guder, som dyrkes i lokale templer. Der er fx guden for bymur og voldgrav, Chenghuang, som råder over et helt distrikt, og Tudi gong 'Jordherren', som er tilforordnet mindre enheder, fx landsbyer. Begge står i forbindelse med underverdenens administration i det østlige hellige bjerg, Taishan, hvorfra de afdødes sjæle udgår i verden ifølge forestillinger, der går tilbage til Han, og begge har det moralske opsyn med indbyggerne i deres område. Ifølge traditionel kinesisk opfattelse kan en afdød kun overføres til dødsriget i sin egen hjemegn, efter at dødsfaldet er meddelt til den lokale Tudi gong, og så meget desto vigtigere er det derfor for en kineser at dø i sin hjemstavn og undgå at ende som et omstrejfende genfærd.

Kinesiske sjæleforestillinger kalkulerer både med mere åndelige hun-sjæle og med mere sanselige eller kropslige po-sjæle i hvert enkelt menneske, og håbet om et liv efter døden er især knyttet til den første type, mens po-sjælen menes at følge kroppen i graven med risiko for dæmonisering, at blive til djævle, gui, og hjemsøgning af de efterladte.

Kejserens særlige rolle blev ekspliciteret i den ortodokse kongfuzianske filosofi, der er repræsenteret især af Dong Zhongshu (ca. 179-104 f.Kr.). Hos ham møder man en udfoldelse af den kinesiske kosmologi, ifølge hvilken Universet, det menneskelige samfund og det enkelte menneskes krop er ordnet i parallelle strukturer, som fungerer i nøje overensstemmelse og samklang med hinanden. Systemet blev forbundet med former for astrologi og politisk varselstagning, fx kometer eller rapporter om observationer af fabeldyr. Varslerne blev udlagt som positive eller negative kommentarer til begivenheder i samfundet eller i herskerens livsførelse, og i embedsmændenes hænder havde systemet således i et vist omfang den virkning at afbalancere og danne modvægt til kejserens i øvrigt totalitære magt. De overleverede elementer af en fælles kinesisk mytologi er i reglen indpasset i eller direkte afspejlinger af dette kosmologiske system. To af de tidligste mytologiske herskere, Fu Xi og Nü Gua, som skal have skabt en række grundelementer af den menneskelige civilisation og fx indstiftet ægteskabet, er således i gravrelieffer fra Han afbildet som to figurer med underkroppe af sammenslyngede slanger og med emblemer, der tydeligt identificerer dem som symboler på hhv. yang og yin. En anden oprindelig selvstændig guddom Huangdi 'Den Gule Kejser' indgår i systemet af 'fem kejsere', Wu Di, som kejseren for centrum, hvis farve er gul svarende til elementet jord.

Ifølge traditionel kinesisk historieskrivning efterfulgtes de fem kejsere af Yao og Shun, og denne sidste overlod styret til Da Yu 'Den Store Yu', stifteren af det mytologiske Xiadynasti. Yu er først og fremmest kendt for at have skabt orden i verden efter den store oversvømmelse eller syndflod og for at have udført denne bedrift ved at vandre igennem verden i den særlige slæbende gangart, som kaldes Yubu 'Yus skridt'. Yu skal være blevet lam i den ene side på grund af de store anstrengelser, som han lagde for dagen, da han inddelte Kina i ni provinser i overensstemmelse med de ni himmelske regioner. Yus gangart udgør det mytiske forbillede for shamaner og daoistiske præster, når de regulerer det hellige område i kraft af deres rituelle danse og indfører en livgivende orden i verden.

Selve syndfloden er i en række myter blandt Kinas sydlige randfolk forbundet med foreningen af Fu Xi og Nü Gua, der her opfattes som et søskendepar, der som de eneste overlevede syndfloden og indgik en incestuøs forbindelse for at genskabe menneskeheden. De kinesiske skabelsesmyter har typisk karakter af en sådan etablering af orden ud af kaos, også forstået som en kosmisk enhed, en tanke, som endvidere genfindes i den relativt sent nedskrevne myte om kæmpen Pangu, ifølge hvilken verden opstod af Pangus legeme. Hans øjne blev til Solen og Månen, hans hår til vegetationen osv. Den samme myte genfindes i den religiøse daoisme, her anvendt på Taishang Laojun, den kosmiske version af Lao Zi, og den står tydeligt nok for det mystiske sammenfald mellem menneskekroppen og Universet, et sammenfald, som kan aktualiseres ved rituelle og meditative metoder.

Et yderligere udtryk for den skabende og politiske enhed er guden Taiyi 'Den Store Enhed', indført i den kejserlige kult under kejser Wu Di, som regerede 140-86 f.Kr., og forbundet med begrebet om den 'oprindelige ånde' yuanqi, en universel livskraft, som menes at strømme ud fra gudens residens i stjernen Kochab og bevæge sig igennem Universet i overensstemmelse med tallene i den magiske firkant Luo Shu eller langs med stjernerne i Karlsvognen. I kinesisk religion er Karlsvognen helt op i nutiden blevet betragtet som et kosmisk kraftcenter, der rummer et bureau af skæbneguder, som registrerer og bestyrer alle menneskers livsløb. Begrebet om Taiyis bevægelse langs de nævnte mønstre udgør en central model for en række divinationsteknikker, baseret på beregning ud fra fødselstidspunkt mv. Det udgør desuden forbilledet for konstruktionen af det hellige område i daoistiske ritualer samt for præstens bevægelse i dette område, og guden Taiyi står her både for en art ekstatisk erfaring af rituel enhed og for daoistens sande jeg.

Den såkaldte religiøse daoisme opstod mod slutningen af 100-t. i form af en række folkelige bevægelser. Den vigtigste af dem var Zhengyilæren 'Den Korrekte Enheds lære', som kontrollerede store dele af det vestlige Kina og fastlagde grundelementerne i de ritualtraditioner, der er blevet videreført af et daoistisk præsteskab helt op til nutiden. Typiske elementer var fra begyndelsen helbredelse ved hjælp af syndsbekendelser og eksorcisme, bl.a. baseret på talismaner, fu, og udsendelse af indre registre af beskyttende guddomme, der mentes at bo i det enkelte menneskes krop og blev opfattet som gradvis mere og mere omfattende struktureringer af den indre livskraft, qi, i takt med fortløbende initieringer. Hertil kom et moralsystem, baseret på læren i Dao De Jing og på en række fysiologisk-meditative metoder til opnåelse af udødelighed. Netop denne stræben efter at forvandle sig til en udødelig, xian, har så at sige været daoismens særkende. Den byggede fx på alkymi samt på åndedræts- og seksualteknikker og blev videreudviklet inden for klostertraditioner, hvoraf den vigtigste i nyere tid har været 'den fuldkomne realiserings tradition' Quanzhen-traditionen, der opstod i det nordlige Kina i 1100-t. Den kollektive liturgi blev kodificeret under Tangdynastiet (618-907), hvor daoismen opnåede stor indflydelse på kejsermagten, og Dao De Jing blev gjort til en del af pensum ved den kejserlige embedseksamen. Siden Songdynastiet (960-1279) har den daoistiske ritualtradition især haft betydning i forbindelse med de lokale kulter i folkereligionen, hvor forbindelsen til den grundlæggende beskyttergud i det enkelte lokalsamfund oprettes via en omfattende jiao 'offer'-ceremoni, forestået af daoistiske præster. Hertil kom udviklingen af en daoistisk liturgi for individuelle begravelser, delvis baseret på buddhismen, samt indførelsen af den daoistiske Jadekejser, Yu Huang, som øverste guddom i folkereligionens panteon.

Den kinesiske buddhisme

En alternativ vej til frelse blev indført i Kina fra midten af 1. årh. e.Kr., da bl.a. centralasiatiske købmænd bragte buddhismen til Kina. En stor mængde af de centrale mahayana-sutraer blev oversat af missionærer i løbet af de følgende århundreder og udbredt især i det sydlige Kina. Karakteristisk for buddhismen i Kina har været en høj grad af tilpasning til kinesisk mentalitet og verdensbillede og betoning af de elementer, som var i overensstemmelse med kinesisk kosmologi. Den kinesiske buddhisme har således lagt stor vægt på tanken om den iboende Buddhanatur i alle væsener samt den positive forestilling om verdens opståen ud af en skabende tomhed, xu (sunyata), snarere end på det oprindelige, mere erkendelsesprægede indhold i dette begreb.

Den vigtigste kinesiske nyskabelse, chanbuddhismen, som fra begyndelsen var inspireret af daoismen, kan ydermere med sin stærke vægt på meditation og pludselig oplysning ses som en kinesisk praksisorienteret holdning til spørgsmålet om frelse.

Buddhismen var i de første århundreder af Tang domineret af skolastiske traditioner som repræsenteret af Tiantai og Huayan, der videreudviklede doktrinerne og formidlede dem i systematiserende skrifter. I kraft af donationer og favorisering fra kejsermagtens side blev klostrenes økonomiske magt så stor, at det fremkaldte en modreaktion af både politisk og filosofisk karakter, og under de store forfølgelser under kejser Wuzong 843-845 blev i alt 4600 klostre inddraget, og 260.500 munke og nonner tvunget tilbage i lægstanden.

Buddhismen i Kina kom sig aldrig helt efter dette slag, men er først og fremmest ført videre i de mere lokalt baserede og selvforsynende chanklostre samt i den stærkt simplificerede Jingtu 'Rene Land'-tradition, hvis særkende er recitation af Ambitabha Buddhas navn med henblik på genfødsel i hans vestlige paradis. Jingtu har overlevet som element i chanklostertraditionen og i former for lægbuddhisme som fx de folkelige Hvide Lotus-bevægelser, der har spillet en vigtig rolle i Kinas politiske historie siden Yuandynastiet (1271-1368), bl.a. som udgangspunkt for bondeoprør.

Buddhismen har bidraget med mange elementer til den fælles kinesiske religion, fx med begreber om karma og gengældelse og om strukturen og funktionen af helvede i forhold til de afdødes genfødsel i verden eller overførsel til himlen. En række bodhisattvaer indgår som figurer i folkereligionens kulter, fx Guanyin (Avalokiteshvara), der har status som både en gudinde for børnefødsler og en frelsende guddom, der hører nødlidende sjæles råb om hjælp og kommer dem til undsætning.

Neokongfuzianismen fra Songdynastiet og frem til nutiden modtog en del inspiration fra både daoismen og buddhismen, idet den søgte et fundament for de moralske og sociale normer i en sammenhængende metafysik. Tanken om indre opdyrkelse og kultivering af hellighed blev nu vigtig ud fra bl.a. forestillingen om menneskets natur som overensstemmende med kosmos og den deraf følgende mulighed for at søge intuitiv viden om de rette normer og alle tings sande væsen i sit eget indre. I forhold til den almindelige befolkning har kongfuzianismen i nyere tid imidlertid især haft betydning som opdragende faktor dels som formidler af de grundlæggende moralbegreber, dels i forbindelse med udbredelsen af overklassens livsformer, herunder forfaderkult og klanstrukturer, foruden af ritualer for bryllupper og begravelser, fx beskrevet i Jiali 'Familieritualer' af Zhu Xi (1130-1200).

Andre religioner

Ud over buddhismen er en række andre fremmedreligioner gennem tiderne blevet indført i Kina. Det gælder fx nestoriansk kristendom (se nestorianerstenen) og manikæisme, som begge er dokumenteret i hovedstadsområdet under Tang. Manikæismen overlevede i en lomme i provinsen Fujian og var bl.a. med til at sætte sit præg på de oprørsbevægelser, der førte til dannelsen af Mingdynastiet. Islam blev medbragt af indvandrende befolkningsgrupper specielt under Yuan, og den videreføres den dag i dag af disse gruppers efterkommere, dvs. hui-minoriteten i forskellige egne af Kina, samt som den dominerende religion i uyghur-befolkningen i det nordvestlige Kina.

Religion i Kina i dag

Kristendommen er ligesom de andre af nutidens religioner i Kina trods visse hindringer eller sågar forfølgelse fra myndighedernes side i rivende udvikling. Det spiller i den sammenhæng en rolle, at det nuværende kinesiske lederskab for at tillade religiøse aktiviteter betinger sig, at de bidrager positivt til den såkaldt socialistiske opbygning, og at myndighederne derfor søger udstrakt indflydelse på de forskellige religiøse organisationer samt ønsker at påvirke selve definitionen af indholdet af disse religioner og deres aktiviteter. Resultatet er for kristendommens vedkommende, at ud over den traditionelle opdeling i trosretninger findes der nu både statslige og alternative organisationer til at repræsentere flere af disse, og statistikker over antallet af tilhængere varierer. I 2007 vurderedes de to officielle kirker, den protestantiske og den katolske, til at have ca. 16 mio. medlemmer. Hertil kommer et antal "uofficielle" kristne, hvor mange er usikkert.

Det er også af andre, mere saglige grunde vanskeligt at bestemme antallet af tilhængere af de former for daoisme, som omfatter periodevis involvering af hele lokalbefolkninger, idet disse ikke er individuelt registreret som medlemmer. Noget tilsvarende gælder den rituelle buddhisme, som praktiseres af munke, der fx indkaldes til at forestå begravelsesritualer, uden at det nødvendigvis indebærer, at de pågældende familier har et permanent tilhørsforhold til buddhismen. Skal man dømme efter den stigende anvendelse af sådanne religiøse specialister i Folkerepublikken Kina samt efter lokalbefolkningers og udlandskinesiske sponsorers meget omfattende engagement i tempelbyggeri, udgør de traditionelle religioner imidlertid en meget betydningsfuld faktor i det kinesiske samfund. Endnu stærkere gør det sig gældende på Taiwan og i andre kinesiske samfund uden for fastlandet, hvor også en mængde nye sekter i folkereligionen er i stærk fremmarch.

Læs mere om Kina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Andersen: Kina (Religion) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106206