• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

antisemitisme

Oprindelig forfatter KWei Seneste forfatter Redaktionen

Antisemitisme. Også i Danmark har der været antisemitiske strømninger. Efter statsbankerotten i 1813 blev jøderne gjort til syndebukke for den økonomiske krise. Det udviklede sig til pogromlignende tilstande under Jødefejden i 1819. I slutningen af århundredet holdt chikanerierne sig som regel på det verbale plan. I blade som  Ravnen og  Folkets Nisse florerede karikaturtegninger som denne, hvor eleven spørger læreren:  Hvor kunde Hvalfisken sluge Jonas? Hvalfisken har jo et snævert Svælg, saa at kun smaa Fisk kan slippe igennem. Læreren svarer:  Aa Sludder, Dreng — en Jøde kan s'gu bore sig ind alle Vegne!.

Antisemitisme. Også i Danmark har der været antisemitiske strømninger. Efter statsbankerotten i 1813 blev jøderne gjort til syndebukke for den økonomiske krise. Det udviklede sig til pogromlignende tilstande under Jødefejden i 1819. I slutningen af århundredet holdt chikanerierne sig som regel på det verbale plan. I blade som Ravnen og Folkets Nisse florerede karikaturtegninger som denne, hvor eleven spørger læreren: Hvor kunde Hvalfisken sluge Jonas? Hvalfisken har jo et snævert Svælg, saa at kun smaa Fisk kan slippe igennem. Læreren svarer: Aa Sludder, Dreng — en Jøde kan s'gu bore sig ind alle Vegne!.

antisemitisme, antijødiske holdninger, fjendtlige og uafhængige af tid og sted. Ordet antisemitisme stammer fra den tyske agitator Wilhelm Marr, som i 1879 erstattede ordene jøde og jødedom med semit og semitisme og i overensstemmelse med tidens raceteorier lagde et racistisk indhold i betegnelsen. Antisemitisme kan begrundes religiøst, politisk, socialt eller racistisk, men grænserne er flydende. Der kan skelnes mellem antisemitisme og antijudaisme, det sidste forstået som modstand mod jødisk religion, selvom grænsen heller ikke her står skarpt. I det følgende anvendes glosen antisemitisme generelt om antijødiske fænomener.

Den antikke verden

I Esters bog i GT fortælles om en udryddelsesaktion mod jøderne i Persien i 400-t. f.Kr. Ellers optræder antisemitisme i lande, som senere blev indlemmet i Romerriget; i den jødiske koloni, den babyloniske diaspora, kendtes den ikke ifølge den jødiske historieskriver Josefus. Den første alvorlige konflikt med antisemitiske toner var Antiochos 4. Epifanes' forbud mod udøvelsen af jødisk religion i Juda i 168 f.Kr. (se makkabæerne). Fra 1. årh. f.Kr. blev der med Roms voksende magt skabt en situation, der krævede balance mellem hensynet til den jødiske religion og loyaliteten over for den romerske stat. Balancen kunne forrykkes, men blev først væltet med den jødiske opstand mod Rom i 66 e.Kr. Under Cæsar og Augustus opnåede jøderne således privilegier, som tog hensyn til deres religiøse praksis; også omkring den romerske kejserkult blev der fundet en ordning, som tilgodeså både statsmagt og jødedom, kun kortvarigt truet under kejser Caligula (37-41). Selv kejser Hadrians forbud mod jødisk religion efter Bar Kochbas opstand (132-135) var forbigående. I diasporaens større jødiske samfund kunne det lokalt komme til antisemitiske optøjer, således i den alexandrinske diaspora i 1. årh. e.Kr.

I klassisk romersk litteratur dukker en antijødisk tendens op, der til en vis grad er afhængig af tidligere hellenistisk litteratur. Omtalen af jøder i græske værker fra ca. 300 f.Kr. var ofte positiv og forårsaget af etnografisk interesse — de ansås for et folk af filosoffer og stammer fra filosoffer. Fordomme som påstande om jødernes nedstamning fra spedalske, deres kult af et æselhoved og deres had til menneskeheden mødes især hos egyptisk-alexandrinske forfattere. Den egyptiske antisemitisme blev gentaget af den romerske forfatter Tacitus, der som andre romere var foruroliget over diasporaens eksplosive vækst.

Annonce

Oldkirken

Den hedenske verdens antisemitisme fik aldrig skæbnesvangre konsekvenser som den kristne verdens. Nøglen til kirkens antisemitisme er dens selvforståelse som værende det sande Israel og den sande arving til Guds løfter samt overbevisningen om, at Gud har forkastet det jødiske folk; Guds udvælgelse er flyttet fra det jødiske til det kristne folk. Grundlaget for denne opfattelse er udsagn i NT. Der er antijødiske udsagn i NT, men NT i sin helhed giver ikke af den grund basis for antisemitisme; negative udfald står ved siden af positive udsagn. Desuden forblev den jødiske bibel en væsentlig del af den kristne, skønt nu forstået som Gamle Testamente og dermed som en forløber for det Nye.

Hos kirkefædrene udformedes en argumentation, ifølge hvilken templets og Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.Kr. optrådte som bevis på Guds forkastelse af det Israel, som forkastede Jesus. Kærlighed til Kristus og had til dem, der ifølge kristen opfattelse var skyld i hans død, blev snart uadskillelige.

Med kirkens sejr i Romerriget i begyndelsen af 300-t. blev kirkens selvforståelse sat i system med politisk sociale konsekvenser. Mens de hedenske religioner blev forbudt, blev jødedommen ved med at være tilladt. Men ved hjælp af antijødiske love, der indeholdt forbud mod embedsbesættelse, militærkarriere, omvendelse til jødedommen og ægteskab med kristne, fremstod jøder som det, de ifølge den kristne lære var: De af Gud forkastede. Samtidig kunne kirken fastholde den nytestamentlige tanke, at jøderne til sidst skal frelses (Rom. 11, 25-27) — underforstået — ved at blive omvendt, på dommedag om ikke før.

Middelalderen

De antisemitiske virkninger af kirkens dogmatik blev omfattende fra 1. korstog i 1096. På vej til befrielse af Jesu grav angreb korsfarerbander jødiske kvarterer i tyske og franske byer. Jødisk tradition om helliggørelse af Guds navn (se kiddush ha-Shem) førte til jødiske samfunds kollektive selvmord som bolværk mod tvangsomvendelser.

Med Europas økonomiske opblomstring i 1100-t. lukkede lavene for jøder. Samtidig traf kirken forholdsregler mod kristnes pengeudlån mod rente; Moselovens forbud mod rentetagning af landsmænd gjaldt nu det kristne gudsfolk. Kirken opfordrede jøder til at tage sig af udlån. Erhvervet medførte kirkens og fyrsternes beskyttelse, hvor foragtet det end var. Men i den folkelige bevidsthed bevirkede det, at ågerkarlens rolle føjedes til billedet af den vantro og gudsbespottende jøde.

Fra 1100- og 1200-t. blev kirkens lære om hostiens og vinens (nadverelementernes) forvandling til Kristi kød og blod (se transsubstantiationslære) årsag til nye antisemitiske reaktioner. Jøder blev anklaget for hostieskænding og ritualmord.

Anklagen for ritualmord blev første gang fremsat 1144 i Norwich i England. I 1243 blev de første jøder brændt for hostieskænding i Tyskland. Begge anklager beroede på fejlslutninger. At jøder skulle knivstikke og brænde alterbrødet og således fortsætte den pine af den korsfæstede, som kirkekunst, andagtsbøger og passionsspil udmalede, forudsætter vel, at de opfattede forvandlingen som reel. At de skulle fange kristne og ofre dem for at bruge deres blod i påskeritualet, forudsætter dels et rasende had, dels at blod forekommer i dette ritual, hvilket det ikke gør. Selvom kleresiet tog afstand fra de folkelige udmalinger og ofte forsøgte at beskytte jøderne, førte anklagerne til bålet. Det samme gjorde anklagen for brøndforgiftning, som opstod da den sorte død kom til Europa 1348.

På det 4. Laterankoncil (1215), der stadfæstede læren om hostiens forvandling, blev det bestemt, at jøder skulle bære jødemærke. Koncilet fastlagde ikke mærkets form, og bestemmelsens håndhævelse afgjordes lokalt. I romanske lande var mærket ofte et cirkelformet stykke tøj, påsyet dragten, i germanske lande en særlig hat. Den gule farve blev efterhånden almindelig. Mærket kunne suppleres med små bjælder, så jøden kunne høres på afstand. Jødemærket blev afskaffet hen imod år 1800, men fra slutn. af 1930'erne genoptaget af nazisterne, som overvejende gjorde brug af den gule stjerne. Idéen om mærkning af anderledes troende var i sin oprindelse islamisk.

Havde den økonomiske udvikling givet jøderne et livsgrundlag, blev det imidlertid også den, som gjorde jødiske samfund overflødige i de kristne. Bankvæsenets udvikling og internationalisering ophævede jødernes økonomiske status som det nødvendige onde. I 1290 blev jøderne fordrevet fra England, og snart efter blev flere franske menigheder kastet på porten; massakrer rundt omkring i Europa sendte jøderne ud på vejene. Den folkelige antisemitisme forøgedes med billedet af den vandrende jøde, indbegrebet af den fremmede (se Ahasverus).

Spanien og Portugal

På Den Iberiske Halvø forløb udviklingen anderledes end i det øvrige Europa. Med visse undtagelser herskede der under islam en vidtgående tolerance (den spanske guldalder). De kristnes systematiske generobring (Reconquista) fra 1064 og de mauriske reaktioner gjorde de jødiske samfund til tungen på vægtskålen i striden mellem kristendom og islam og gav gode kår i endnu nogle århundreder. Men fra 1391 tog pogromagtige massakrer til. Jøderne stod ofte over for valget mellem tvangsdåb og eksil. Tvangsdåben skabte en klasse af kristne jøder (conversos), som delvist assimileredes og deltog i det spanske samfunds opsving i 1400-t.; efter to generationer var jøderne, nu som døbte, atter dominerende. I Toledo reagerede de gammelkristne med en pogrom mod conversos, fulgt af en statut om blodets renhed (limpieza de sangre): Fra offentlige embeder udelukkedes personer, som indtil tredje generation havde en jødisk (eller maurisk) forfader. Selvom statutten straks formelt ophævedes af pave og krone, trængte kravet om "ren" afstamning lidt efter lidt igennem i Spanien med en afsmittende effekt i Portugal. Hertil kom inkvisitionens opsøgning af døbte jøder, som i det skjulte var forblevet tro mod jødisk religion og praksis. De kristne jøder, som overlevede processerne, var socialt brændemærkede. I 1492 blev endelig alle jøder, som ikke valgte dåb, fordrevet fra Spanien. I Portugal tvangsdøbtes jøderne i 1497 uden mulighed for at vælge eksil, og de blev en foragtet og forfulgt gruppe, stadig mistænkt for kryptojudaisme (se marraner).

Reformationen og uddviklingen i Danmark

I reformationsbevægelsernes lande neddæmpedes antisemitismen til en vis grad, klarest i de calvinistiske menigheder. Luther lagde sig tæt op ad Paulus' syn på jøderne og mente i sine tidlige skrifter, at de kunne føres ud af deres vildfarelser og frem til den sande tro. Som den ufromme kristne er også jøden et eksempel på det menneske, som i ulydighed vender sig fra Gud. I senere skrifter opgav Luther muligheden for jødens omvendelse; med sproglig vulgaritet fremsatte han de kendte, folkelige fordomme. Formodentlig forblev Luthers teologiske holdning paulinsk, men virkningen af den lutherske holdning blev udpræget antisemitisk.

I den danske reformationskirke genfindes Luthers teologiske syn på jøderne. Det er imidlertid karakteristisk, at de danske teologer ikke gengiver Luthers hadefulde angreb, og at de primært anvendte udsagn om de blinde og vantro jøder som afskrækkende eksempler for menigheden. Den folkelige antisemitisme var sikkert ikke mindre i Danmark end andre steder, men virkningen var ringe, måske især fordi der længe så godt som ingen jøder var i Danmark. De første tilladelser til jøders bosættelse i kongeriget blev givet sidst i 1600-t. Københavns politimester foreslog oprettelse af en jødisk ghetto, men dette afviste den danske regering (1692). I 1814 fik de danske jøder ligestilling. Den litterære jødefejde i 1813, udsprunget af en tysk antisemitisk pamflet, kaldte forfattere som Baggesen og Blicher til forsvar for jøderne, og de korporlige antisemitiske optøjer i København og i provinsen i 1819 forblev forbigående fænomener.

Den katolske kirkes modreformation medførte en strengere håndhævelse af diskrimineringslovene fra 4. Laterankoncil. Et af resultaterne var indførelsen af den påtvungne ghetto i Italien og Østrig. Veneziaghettoen fra 1516 gav navn til fænomenet; ghettoen i Rom blev oprettet 1555 og stod indtil 1870. De middelalderlige jødekvarterer havde været åbne områder, ofte præget af velhavende handelshuse; ghettoen var et begrænset og lukket område, kronisk overfyldt og præget af forarmelse som følge af udelukkelsen fra samfundet.

Når udslag af kirkens antisemitisme i middelalder og reformationstid drøftes, kan der skelnes mellem den nytestamentligt teologisk begrundede opfattelse og folkelige forestillinger. De folkelige forestillinger om jøder antog dæmoniske træk. Kirkens mænd kunne være at finde mellem disse forestillingers modstandere, men lige så tit benyttede de sig af dem, lå undertiden selv under for dem. De folkelige forestillinger voksede på kirkelærens grund, men tog form under indtryk af politisk-sociale forhold. Jøderne fik syndebukkens rolle og fik skylden for alle ulykker, fordi de bar den største skyld af alle: skylden for mordet på Kristus. Forestillingerne næredes af passionsspil og andagtsbøger, som svælgede i Jesu lidelser og — ganske ubibelsk — udpenslede jødernes aktive rolle i tortur og korsfæstelse. I kirkekunsten fandt både den teologiske og den folkelige opfattelse udtryk. Således ses dels den blinde synagoge i skikkelse af en kvinde med bind for øjnene, dels de gnomagtige, modbydeligt tungerækkende og spyttende jøder.

Oplysningstiden

Med oplysningstiden i 1700-t. opstod nye muligheder og nye problemer. Tidens løsen var emancipation. For jødedommen rejste opbruddet fra ghettoen spørgsmålet om assimilation og assimilationens mulige konsekvens: overgang til kristendommen. Repræsentativ er den tyske jøde Moses Mendelsohns skæbne. Denne filosof og skribent skaffede oplysningstidens tanker indpas i jødiske kredse og introducerede jødisk litteratur og kultur i den ikke-jødiske verden, alt sammen i dyb loyalitet mod den jødiske religion. Hans sønner lod sig døbe. — I øvrigt rokkede oplysningstiden kun lidt ved den folkelige antisemitisme; selv oplysningens mænd anså jødisk religion for fremmed og asocial.

Heller ikke i revolutionens og lighedsprincippets Frankrig blev antisemitismen udryddet. Napoleon stillede jøderne over for valget enten at lade sig assimilere eller at lade sig undertrykke. Jøderne valgte assimilation. Men det hindrede ikke, at den fælleseuropæiske antisemitisme især i sammenhæng med finans- og korruptionsskandaler i slutn. af 1800-t. bredte sig. Dreyfusaffæren 1894-99 blev kulminationen. Den resulterede positivt i, at det socialistiske venstre tog afstand fra antisemitismen, som i Frankrig blev det ekstreme højres monopol. Det blev også Dreyfussagen, som gav stødet til det svar på Europas jødespørgsmål, som Theodor Herzl formulerede med sin tanke om at oprette en jødisk stat.

Nationalisme og raceteorier

Samtidig var nationalismen i vækst. I kølvandet på oplysningen, men også som en følge af Europas kolonialisme fandt refleksioner over menneskehedens struktur sted. Den videnskabeligt funderede raceopdeling fik i løbet af 1700-t. antisemitiske virkninger. Ariermyten blev skæbnesvanger. I sin oprindelse var der tale om en teori om sprogenes udvikling og indbyrdes forhold. Men i kombination med teorier om afstamning og specielt i forbindelse med tysk nationalismes tanker om den germanske ånd som en kontinuerlig identitet opstod en racistisk begrundet nedvurdering af jøden som et ikke-arisk, orientalsk element. Selvom jøderne retligt opnåede ligestilling — i Preussen i 1859 og i hele Tyskland i 1870 — ændrede det hverken på raceteorier eller på den folkelige antisemitisme. Den teoretiske raceopdeling blev det intellektuelle grundlag for den antisemitiske agitation og praksis, der som nævnt fra 1879 betjente sig af kampbegrebet "antisemitisme".

Antisemitisme. Igennem antisemitismens historie har det været brugt at sammenligne jøder og jødedommen med skadelige, uappetitlige og farlige dyr. I Nazityskland drejede man i 1930'erne en film, hvori jøderne blev fremstillet som kloakrotter, der invaderede og ødelagde alt. Her et postkort af ukendt oprindelse med tekst på fire sprog, som skal skræmme med den jødiske konspiration mod hele verden.

Antisemitisme. Igennem antisemitismens historie har det været brugt at sammenligne jøder og jødedommen med skadelige, uappetitlige og farlige dyr. I Nazityskland drejede man i 1930'erne en film, hvori jøderne blev fremstillet som kloakrotter, der invaderede og ødelagde alt. Her et postkort af ukendt oprindelse med tekst på fire sprog, som skal skræmme med den jødiske konspiration mod hele verden.

Det væld af antisemitiske skrifter og grupperinger, som i tiden frem til 1. Verdenskrig så dagens lys i Tyskland og i de europæiske randstater mod øst, hang ironisk nok væsentligt sammen med jødeemancipation og -assimilation. Overalt inden for kultur, videnskab og erhvervsliv gjorde mænd af jødisk afstamning sig gældende. Efter krigen — som jøder naturligt deltog i på fædrelandets side — og den økonomiske krise fra 1929 fik det katastrofale følger. Den antisemitiske agitation kom fra det yderligtgående højre, men havde i den grad gennemsyret det tyske samfund, at de demokratiske partier af hensyn til vælgerstemmerne ikke gjorde offentlig front mod agitationen. På universiteterne havde de nationalsocialistiske studenterforbund flertallet allerede før 1933. Med Hitlers og NSDAPs magtovertagelse i 1933 viste den racistiske og antisemitiske verdensanskuelse sit hæsligste ansigt. Se holocaust.

Rusland

I zartidens Rusland blomstrede en antisemitisme, baseret på kristne fordomme og brugt som et redskab for den zaristiske absolutisme. Med Polens deling i slutningen af 1700-t. var de talrige polske jøder blevet russiske undersåtter. De polske jøders tidligere historie omfattede bl.a. den blodige massakre under Bohdan Khmelnytskyjs kosakopstand og dens udløbere i midten af 1600-t., da over 100.000 jøder på få år blev dræbt, og også de russiske jøders historie blev katastrofal. I de nye vestområder etablerede zarstyret efter 1791 en slags storghetto med diskriminerende love, som gjaldt for jøden, også hvis han undtagelsesvis fik tilladelse til ophold andre steder. Jødernes status som fremmede blev fastholdt, medmindre de lod sig døbe i den russisk-ortodokse kirke.

Ganske vist førte de russiske kejsere oplysningstidens emancipationsidéer frem, men da emancipation var bundet til krav om assimilation, tog det sig for de mange fattige og ortodokse russiske jøder ud som undertrykkelse. Og selvom styrets holdning til jøder kan sidestilles med undertrykkelse af andre minoriteter, førte den sammen med den ortodokse kirkes traditonelle antijudaisme og den voksende fællesslaviske antisemitisme til konflikt. Fra 1881 eksploderede situationen i form af en bølge af pogromer, støttet fra højeste sted. En jødisk reaktion blev udvandring, dels mod vest, dels til Palæstina. Revolutionen i 1917 betød kun en momentan ændring. Assimilerede jøder deltog aktivt i bolsjevismens sejr, men samtidig skærpedes modsætningen mellem bolsjevikkerne og den gryende zionisme. Desuden tålte den nye stats ateistiske ideal ikke de gammeltro jøders praksis. Sovjetregimets reaktion blev en intensiv fortsættelse af zarismens antisemitisme.

Efter staten Israels oprettelse blev konflikten mellem kommunisme og zionisme kronisk, stadig støttet af den almindelige russiske antisemitisme. Stalintidens udrensninger og antisemitiske propaganda, som var rettet mod "de kapitalistiske, kosmopolitiske og rodløse jøder", suppleredes med billedet af den forslugne imperialist. Dette billede blev stående efter opgøret med Stalin. Da jøder fra slutningen af 1980'erne fik lov til at forlade Sovjetunionen, styrkede udvandringerne blot det zionistiske vrængbillede. Sovjetunionens sammenbrud og dannelsen af det nye Rusland i begyndelsen af 1990'erne ændrede ikke den grundlæggende holdning til jøder.

Siden 1945

Efter 2. Verdenskrig har den vestlige verden som helhed forsøgt at komme antisemitismen til livs, og staten Israels oprettelse i 1948 blev det klare udtryk for staternes nytænkning. Sovjetunionens kampagne mod de jødiske imperialister fik en aflægger i de arabiske stater; og statens eksistens har ikke kunnet fjerne opfattelsen af jøder i andre lande som de fremmede. Trods tabuisering er antisemitisme vedholdende dukket op i Europa siden 1950'erne. Røret omkring den østrigske præsident Kurt Waldheims rolle i 2. Verdenskrig afslørede antisemitiske træk i Østrig, som efter holocaust næsten ingen jøder har tilbage. Gravskændinger rundt om i Europa har foruden en fortsat forbindelse til det ekstreme højre afsløret sammenhæng mellem antisemitisme og nye grupper som skinheads og nynazister.

Også kirken har arbejdet på at lukke antisemitisme ude. Protestantiske kirker og teologer reagerede skarpt under nazismen. Efter krigen har omslaget i den katolske kirke været det synligste. På Det 2. Vatikankoncil i 1962-65 vendte den katolske kirke sig mod enhver form for antisemitisme såvel i fortid som i fremtid og er siden gået ind på dialog. Dialogen har været teologisk og politisk. I januar 1994 underskrev Israel og Vatikanstaten en aftale, som skal medføre diplomatiske forbindelser de to stater imellem. Kirken har dog fortsat ikke løst den opgave, det er at trække en klar grænse mellem en teologisk debat med jødedommen på den ene side og antisemitismen på den anden. Forhåbentlig bliver dialogen fremover så dybtgående, at også spørgsmålet om kirkens selvforståelse inddrages.

Siden 1948 har forholdet mellem antisemitisme og antizionisme løbende været diskuteret. Antizionisme er ligesom zionisme grundlæggende en ikke-racistisk, politisk holdning. Men for så vidt en antizionistisk argumentation låner træk fra antisemitisme, bliver den antisemitisk. Den samtale mellem Israel og de arabiske nationer, som i 1993 blev påbegyndt mellem Rabins regering og Arafats PLO, vil måske ikke blot resultere i tålelige forhold for både jøder og arabere i det gamle Palæstina, men tillige resultere i en gensidig tolerance.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karin Weinholt: antisemitisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38796