• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sufisme

Oprindelige forfattere MRothog SSoen Seneste forfatter Redaktionen

sufisme, islamisk mystik, der opstod i 700-t. som en asketisk reaktion mod umayyadekaliffernes tiltagende verdslighed. Med udgangspunkt i Koranens bud om at søge Gud gennem bøn, meditation og almisse udviklede askesen sig snart til en egentlig mystik, til dels under indflydelse af kristne eneboeres fromhed.

Ordet sufisme kommer af arabisk sūf 'uld', sigtende til de første tilhængeres fattige dragt, og -isme.

Den kvindelige sufi Rabia al-Adawiyya al-Qaysiyya (d. 801) fra Basra betonede den rene, uselviske gudskærlighed uden tanke på løn eller straf og anslog dermed en grundtone i sufismen. I 800-t. fremstod en række store sufimestre, som med dyb psykologisk og teologisk indsigt formede sufismen som en vej, der gennem flere stadier førte til enhed med Gud: omvendelse, askese, total tillid til Gud, tilfredshed, taknemmelighed, kærlighed og endelig som sidste stadium erkendelse.

Undervejs oplevede sufien glimt af Guds åndelige gaver kulminerende i forsvinden i enhed med Gud og forbliven, dvs. sufiens tilbagevenden til nøgternhed, men gennemglødet af enhedsoplevelsen. Al-Hallaj fra Persien udtrykte dristigt sin oplevelse med ordene "Jeg er Sandheden" (dvs. Gud), men blev anklaget for blasfemi og henrettet i 922. I 900- og 1000-t. fremkom håndbøger i sufisme, som tjente til at gøre den acceptabel i ortodokse teologiske kredse.

Annonce

Nyplatonsk påvirkning kan spores i Ibn Arabis (1165-1240) enhedsmetafysik og i al-Suhrawardis (d. 1191) tanker om sjælens rejse mod det rene lys. Begge fik stor indflydelse i senere sufisme. Især i Iran virkede sufismens følsomhed og erfaring af enhed mellem Gud og det skabte som en inspiration for en rig digtekunst.

Sufismen overleveredes fra mester til elev i et flerårigt discipelforhold, og der dannede sig skoler, som fra 1100-t. udviklede sig til ordener, åndelige og sociale netværk, hierarkisk opbyggede og med hver deres traditioner og liturgi; især dhikr blev et væsentligt ritual. Med tiden optog de mange elementer fra tidligere religioner, herunder helgendyrkelse. De store sufimestre mentes at have del i guddommelig velsignelse (baraka) og dermed kraft til at gøre undere.

Valfarter til deres grave på deres dødsdag blev en del af folkelig islam, selvom konservative teologer fordømte dem. I moderne tid har staterne i den islamiske del af verden søgt at begrænse og kontrollere sufiordenernes indflydelse, men de har stadig tag i befolkningen.

I løbet af 1990’erne er sufismen gledet ind som en del af den euro-amerikanske religiøse subkultur. Dog ikke i sin sædvanlige former, men i varianter uden binding til bestemte mestre eller etniske grupper. I Skandinavien har flere kunstnere ladet sig inspirere af sufistiske traditioner.

I dyb koncentration drejer de dansende dervisher rundt i kreds og rundt om sig selv til lyden af fløjte, tromme og sang. De tilhører den sufiske mawlawiyya-orden, indstiftet i 1200-t. af den persiske digter Jalalu-d-Din Rumi, som tilbragte det meste af sit liv i Konya i det nuv. Tyrkiet. Ceremonien holdes fortsat i hævd, til dels som et folkloristisk indslag i den tyrkiske kultur. Ifølge Rumi er dansen og musikken sjælens næring: Når gudselskeren rører jorden med sin fod, springer livets kilde; han er som de lysende støvkorn, der danser i solens stråler. Enheden med Gud kan skildres som en himmelsk dans.

Rumi hentyder ofte til al-Halladj, der ifølge legenden dansede i sine lænker på vej til skafottet, dømt til døden for at have udtalt „Jeg er Sandheden“, den samme tanke, som ligger i hans måske mest kendte vers:

Jeg er den som jeg elsker, og den som jeg elsker, er mig.

Vi er to sjæle der bor i ét legeme.

Ser du mig, da ser du Ham;

Ser du Ham, da ser du os.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mikael Rothstein, Svend Søndergaard: sufisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166788