• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

moské

Oprindelig forfatter SSoen Seneste forfatter Redaktionen

Grundplaner af tre store moskéer fra forskellige egne af den islamiske verden. Tv. Sidi Okba-moskéen fra Kairouan i Nordafrika, påbegyndt 836, som hører til den ældste type med den store søjlehal, der kun er åben ud mod den arkadeomgivne gård. Dernæst den persiske moské med fire ivaner omkring en gård, repræsenteret af Fredagsmoskéen i Isfahan fra 1000-1100-t., og th. Selimiyemoskéen i Edirne, et fremstående eksempel på den tyrkiske bygningstype med et stort kuppeldækket centralrum, en type, der udvikledes i 1500-t.

Grundplaner af tre store moskéer fra forskellige egne af den islamiske verden. Tv. Sidi Okba-moskéen fra Kairouan i Nordafrika, påbegyndt 836, som hører til den ældste type med den store søjlehal, der kun er åben ud mod den arkadeomgivne gård. Dernæst den persiske moské med fire ivaner omkring en gård, repræsenteret af Fredagsmoskéen i Isfahan fra 1000-1100-t., og th. Selimiyemoskéen i Edirne, et fremstående eksempel på den tyrkiske bygningstype med et stort kuppeldækket centralrum, en type, der udvikledes i 1500-t.

moské, bygning, hvor muslimer samles til de fem daglige tidebønner, til koranlæsning og til privat andagt. Moskéen, hvor fredagsprædikenen afholdes, kaldes jami.

I sin oprindelige form var moskéen en åben gård omgivet af en søjlegang, som var udvidet i bederetningen (mod Mekka), qibla, markeret ved en niche, mihrab. En prædikestol, minbar, og en fontæne med rindende vand til den rituelle afvaskning før bønnen er fast inventar. De fleste moskéer har et eller flere tårne, minareter, hvorfra der kaldes til bøn. Der kan være ansat en imam, som leder bønnen, og en khatib, som prædiker om fredagen.

Ordet moské kommer via fr. fra arab. masjid 'sted, hvor man bøjer sig i bøn'.

Moskéen har gennem hele islams historie spillet en central rolle. I ældre tid var den ramme om undervisning og forskning, og for det almindelige sociale liv har moskéen altid fungeret som en central institution i den islamiske verden.

Annonce

I 1900-t. har moskéen på grund af fravær af anden legal politisk aktivitet tillige fået en vigtig oppositionel politisk funktion og betydning. Det har været tilfældet i Iran i 1970'erne, i Egypten fra begyndelsen af 1980'erne og i Algeriet i 1990'erne.

Den store moské i Kairouan fra 800-t. rejser sig højt over byens flade tage. Den kvadratiske minaret markerer sammen med bedehallens to kupler (tv. i billedet) anlæggets hovedakse og viser dets store udstrækning. Traditionelt for en islamisk bygning åbner moskéens rum sig mod en stor gård i midten, mens ydervæggene, bortset fra indgangene, er lukkede mod omgivelserne.

Den store moské i Kairouan fra 800-t. rejser sig højt over byens flade tage. Den kvadratiske minaret markerer sammen med bedehallens to kupler (tv. i billedet) anlæggets hovedakse og viser dets store udstrækning. Traditionelt for en islamisk bygning åbner moskéens rum sig mod en stor gård i midten, mens ydervæggene, bortset fra indgangene, er lukkede mod omgivelserne.

Muhammeds bedested i Medina dannede s.m. den persiske søjlehal det arkitektoniske udgangspunkt for islams ældste moskéer, hvor en søjlehal med foranliggende gård, omgivet af kølige, skærmende buegange, blev en vidt udbredt type. Alt efter geografisk område varieredes denne fleksible bygningstypes udsmykning. Omkring 1000-1100-t. udvikledes i det østislamiske område en type med store hvælvede rum, ivaner, eller en større kuppel over hovedskibet. I vest opstod en helt ny type med højdepunkter i arkitekten Sinans sultanmoskéer fra 1500-t. i Edirne og Istanbul. Her udgøres tagkonstruktionen af en centralkuppel, hvorfra halv- og kvartkupler som kaskader breder sig ud.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Svend Søndergaard: moské i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127822