Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bahai

Oprindelig forfatter MaWa Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

bahai, (bahā'ī, efter Bahaullah), oprindelig en iransk religion, der blev grundlagt i 1860'erne af Bahaullah. I dag har bahai-troen omkring seks mio. tilhængere over hele verden, heraf ca. 330 i Danmark. En del af tilhængerne i Iran findes blandt de højtuddannede, og bahaierne udgør dér den største religiøse minoritet.

Bahai-troen begyndte som en nyfortolkning af babismen, ifølge hvilken Bahaullah efterfulgte Bab, som den indtil da sidste og største af Guds manifestationer. Bahaierne mener, at der med Bahaullah blev indledt en epoke, hvori en ny verdensorden vil forene menneskeheden politisk og religiøst.

Bahaullah nedtonede militante elementer fra babismen, understregede pligten til politisk loyalitet over for myndighederne og forbød sine tilhængere at tage aktiv del i politik. Samtidig blev religionen mere vestligt orienteret, og ligestilling mellem mænd og kvinder, obligatorisk skoleuddannelse, fordømmelse af al diskrimination samt indførelsen af en verdensregering og et universelt hjælpesprog blev en del af det religiøse budskab.

Annonce

Både Bahaullah og hans efterfølgere, Abdul Baha og Shoghi Effendi, fastholdt dog de antiklerikale dele af religionen, og bahai-troen har intet præsteskab, men ledes af valgte forsamlinger. Siden 1963 har også bahai-samfundets øverste ledelse i Haifa været en valgt nimandsforsamling.

I Vesten voksede bahai-samfundet kraftigt i årtierne efter 2. Verdenskrig, men senere har væksten især fundet sted i den tredje verden.

Under Den Iranske Revolution i 1979 blev bahaierne voldsomt forfulgt og ca. 200 henrettet. Også i dag foregår der systematisk forfølgelse af bahaierne i Iran.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Margit Warburg: bahai i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43114