Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vishnu

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

Vishnu, (sanskrit Viṣṇu), guddom i hinduismen, som ved siden af Shiva er hinduismens betydeligste. I den hinduistiske mytologi optræder Vishnu sommetider sammen med guderne Brahma og Shiva i en triade (trimurti), hvor Brahma skaber, Vishnu opretholder, og Shiva ødelægger Universet.

Som guddom rangerede Vishnu ikke særlig højt i vedareligionens panteon, selvom hans funktioner var betydelige; han synes at have haft en kosmosordnende virksomhed; med tre skridt udmåler han Universet, hvorved han skaber livsbetingelser for guder og mennesker. I vedisk tid var han endvidere den mægtige gud Indras hjælper. Det var Indras opgave at beskytte guder og mennesker mod dæmoner og onde magter, og det er denne beskyttende virksomhed, som Vishnu har overtaget i hinduismen.

Guden Vishnu er en sammensat skikkelse. Mange lokale guder og guddommelige væsener er smeltet sammen med Vishnu-skikkelsen. Dette forklarer, at en guddom fra en beskeden plads i den vediske gudeverden har kunnet hæve sig op til at blive den højeste gud for millioner af mennesker. Lejlighedsvis stiger Vishnu ned på Jorden og viser sig i et dyrs eller et menneskes skikkelse (avatara) for at frelse verden fra undergang. Ofte dyrkes Vishnu af sine tilhængere i en af disse fremtrædelsesformer, af hvilke Rama og Krishna er de vigtigste.

Annonce

Vishnus hustru, Lakshmi, er lykkens og skønhedens gudinde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: Vishnu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=180660