• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Zeus

Oprindelige forfattere CGTorog HDA Seneste forfatter Redaktionen

Zeus. Figur fra ca. 550 f.Kr. Man ser desuden resterne af hans dronning. Udsmykningen stammer fra Akropolis, Athen.

Zeus. Figur fra ca. 550 f.Kr. Man ser desuden resterne af hans dronning. Udsmykningen stammer fra Akropolis, Athen.

/@api/deki/files/30492/=ud_a_18661.mp3?revision=2

Zeus, den største og mægtigste af de græske guder; af romerne identificeret med Jupiter.

Zeus er yngste barn af Rheia og Kronos, fra hvem han har tilnavnet Kronion eller Kroniden. Sammen med sine søskende og nogle af sine børn tilhører han det olympiske panteon af tolv guder, der nu hersker over verden. Da Kronos havde slugt alle sine øvrige børn, gav Rheia ham en sten i svøb i stedet for den nyfødte Zeus, der blev opfostret af Amaltheia i en hule på Idabjerget på Kreta. Som voksen overtog han magten fra sin far; i nogle myteversioner tvang han Kronos til at gylpe de nedsvælgede børn op, hvorefter han sendte ham ned i Tartaros. Derefter delte han verden mellem sig og sine brødre: Poseidon fik havet, Hades underverdenen, og han selv Himlen. Zeus giftede sig med søsteren Hera. De olympiske guder var nu verdens herrer og nedkæmpede giganternes forsøg på at erobre verdensherredømmet. Se også Tyfon.

En række af de kvinder/gudinder, som Zeus fik børn med

I genealogierne spiller Zeus en afgørende rolle som den store elsker, der i egen skikkelse eller forvandlet til dyr (svane, tyr), menneske (Amfitryon) eller naturfænomener (regn og lynild) blev far til både guder og helte. Mange græske kongeslægter regnede Zeus for deres stamfader, se navnene i oversigten og Ganymedes.

Annonce

Zeus og de andre guder. Hos flere af antikkens digtere omtales Zeus i vendinger, der leder tanken hen på en monoteistisk opfattelse af ham, men i almindelig græsk bevidsthed er han den første blandt ligemænd, den besindige konge, som med sin autoritet løser konflikter ved forhandling med de andre guder eller holder sig neutral som i striden om det gyldne æble (se Eris). Ud over de ægteskabelige sidespring er han kun enkelte gange i konflikt med Hera, som når hun i begyndelsen af Iliaden beskylder ham for at være partisk i striden mellem Achilleus og Agamemnon.

Zeus' mange funktioner udspringer alle af opfattelsen af ham som patriarken; han er en græsk udgave af den indoeuropæiske gudekonge, og hans kult kan følges tilbage til mykensk tid (se også Georges Dumézil vedr. teorien om trefunktionalitet).

Kult og kultsteder. Zeus blev overalt i Grækenland dyrket på de højeste bjergtinder, ofte under åben himmel, men allerede fra tidlig arkaisk tid kendes spor af kultsteder i byerne; her dyrkedes han alene eller sammen med Hera (se Olympia) eller Dione (se Dodone). Mange steder var han byens beskytter med titlen Zeus Polieus 'Byzeus', se attiske fester.

Zeus som guddommelig garant. I dagligdagen spillede Zeus en vigtig rolle som garant i menneskelige relationer: Zeus Basileus 'Kongezeus' er indbegrebet af den retfærdige konge, som giver de jordiske konger autoritet og pligt til at herske med retfærdighed; Zeus Eleutherios 'Frihedszeus' er symbolet på byen, der har fordrevet en tyrannisk leder; Zeus Horkios 'Edszeus' garanterer, at det går menedere ilde; Zeus Ktesios 'Grundzeus' sikrer, at jord og ejendom beskyttes; Zeus Meilichios 'Nådigzeus' lytter til bønner og løfter; Zeus Soter 'Frelserzeus' anråbes i krig; Zeus Xenios 'Fremmedzeus' beskytter fremmede på rejse.

De tidligste afbildninger af Zeus er fra ca. 700 f.Kr. og viser en nøgen eller chiton-klædt mand med enten en tordenkile, et scepter eller et sværd, af og til med en hjelm. Fra 700-t. f.Kr. kendes bronzestatuetter fra Olympia, der muligvis er af Zeus og Hera, et motiv, der kendes med sikkerhed fra det sene 600-t. f.Kr. fra Samos. Fra 600-t. f.Kr. etableredes de vigtigste ikonografiske træk, dvs. Zeus gående eller siddende på en trone, nøgen eller let påklædt og oftest med skæg og langt hår; i hånden holder han en tordenkile, et scepter eller en ørn. Fra arkaisk tid kendes mange gengivelser af Zeus i mytologiske scener, især på vasebilleder, fx kampen mod giganterne, Athenas fødsel eller Herakles' ankomst til Olympen. Fra klassisk tid blev den almindeligste type den gående Zeus kastende en tordenkile. Fra denne periode stammer også Fidias' Zeusstatue i Olympia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Helle Damgaard Andersen: Zeus i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. januar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=184055