• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Minos

Oprindelig forfatter CGTor Seneste forfatter Redaktionen

Minos, i græsk mytologi konge i Knossos på Kreta. De græske historikere Herodot og Thukydid omtaler ham som en halvt mytisk konge, der levede før Den Trojanske Krig, og regner ham for den første hersker, thalassokrat, over Det Ægæiske Hav; i de athenske sagn bliver kun Theseus hans overmand. Ligesom broderen Rhadamanthys blev Minos berømmet for sin gode lovgivning, og flere vasemalerier fremstiller brødrene s.m. Aiakos som dommere over de døde i Hades. I den orfisk prægede underverdensvision i Platons dialog Gorgias er Minos den øverste dommer.

Den minoiske sagnkreds

Minos. Den fønikiske kongedatter Europa bortføres af Zeus, der har omskabt sig til en tyr. Maleri på tallerken, udført i 300-t. f.Kr. i landskabet Apulien, Italiens hæl; Kunsthistorisches Museum, Wien.

Minos. Den fønikiske kongedatter Europa bortføres af Zeus, der har omskabt sig til en tyr. Maleri på tallerken, udført i 300-t. f.Kr. i landskabet Apulien, Italiens hæl; Kunsthistorisches Museum, Wien.

Til Minos' navn knytter sig en sagnkreds, der har meget lidt tilfælles med den historiske periode, der i nutiden kaldes den minoiske; se minoisk kultur. Selvom nogle træk, særlig tyrens rolle i myterne, nok indeholder halvt glemte mindelser om kulten i Knossos, afspejler især Theseusmyten snarere den senere mykenske periode. Den minoiske sagnkreds har ligesom den thebanske sit udgangspunkt i Fønikien: Kong Agenor i Tyros havde en datter Europa, som Zeus forelskede sig i, og forvandlet til en hvid tyr lokkede han pigen op på sin ryg og svømmede bort med hende.

Zeus og Europa kom til Kreta, hvor hun fødte Minos og Rhadamanthys, i nogle versioner også Sarpedon. Da brødrene voksede op, blev magtkampen om Kreta afgjort af Poseidon, der s.m. Zeus spiller den vigtigste rolle i sagnkredsen. Poseidon opfyldte Minos' bøn om at få et offerdyr, som var værdigt for en kommende konge, og lod en prægtig tyr stige op af havet. Hermed var Minos konge, men han indlemmede den smukke tyr i sin hjord og slagtede et ringere dyr i stedet; dette løftebrud fik senere katastrofale følger for slægten. Minos giftede sig med Helios' datter Pasifaë, der fødte ham sønnen Androgeos og døtrene Ariadne og Faidra, men som hævn lod Poseidon Pasifaë blive sygeligt forelsket i offertyren. Hun overtalte den landflygtige Daidalos, der opholdt sig ved Minos' hof, til at konstruere en kunstig ko af træ overtrukket med kohud. Skjult i koen blev Pasifaë bedækket af tyren, og resultatet af deres samleje blev uhyret Minotauros 'Minos-tyren', der havde tyrehoved og menneskekrop. Daidalos konstruerede derefter labyrinten, der skulle huse monsteret.

Annonce

Bindeled mellem Minossagnene og den athenske sagnkreds er Herakles, hvis syvende arbejde bestod i at indfange den kretensiske tyr, i nogle versioner identisk med Poseidons tyr, i andre med den, som førte Europa til Kreta. Tyren slap senere fri og hærgede egnen omkring Marathon nord for Athen, hvor kong Aigeus regerede. I jagten på tyren blev Minos' søn Androgeos dræbt, og Minos belejrede i lang tid Athen for at få hævn over Aigeus. De udsultede athenere indvilligede til sidst i hvert år at sende syv drenge og syv piger til Knossos, hvor de skulle lukkes inde i labyrinten og ædes af Minotauros. Det tredje år meldte Aigeus' heltemodige søn Theseus sig og sejlede til Knossos, hvor han med Ariadnes hjælp fik bugt med Minotauros og reddede sig ud af labyrinten. Minos forfulgte den flygtende Daidalos og endte sine dage på Sicilien, og efter fredsslutningen med Minos' overlevende søn Deukalion giftede Theseus sig med Faidra.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen: Minos i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126032