Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Europa

Oprindelige forfattere CGTor og TMel Seneste forfatter Redaktionen

Europa. Den fønikiske kongedatter bortføres af Zeus, der har omskabt sig til en tyr. Maleri på tallerken, udført i 300-t. f.Kr. i landskabet Apulien, Italiens hæl; Kunsthistorisches Museum, Wien.

Europa. Den fønikiske kongedatter bortføres af Zeus, der har omskabt sig til en tyr. Maleri på tallerken, udført i 300-t. f.Kr. i landskabet Apulien, Italiens hæl; Kunsthistorisches Museum, Wien.

Europa, i græsk mytologi datter af den fønikiske konge Agenor i Tyros. Ifølge den mest udbredte version forelskede Zeus sig i prinsessen; omskabt til en smuk hvid tyr bortførte han Europa fra stranden, hvor hun plukkede blomster, og svømmede med hende på ryggen til Kreta. Her fødte hun Minos, Rhadamanthys og Sarpedon. I Gortyn på Kreta groede en stedsegrøn platan, og i eller under dette træ forenedes Zeus og Europa. Europa er formentlig blot et tilnavn, 'pigen med den brede pande', og er på Kreta muligvis identisk med Britomartis. Myten har mange variationer (Europa flygter til Lilleasien), og i andre dele af Grækenland brugtes Europa som tilnavn til bl.a. Demeter. Stjernebilledet Tyren identificeres sommetider med myten om Zeus og Europa.

Den mest almindeligt forekommende billedgengivelse viser Europa ridende sidelæns på tyren, således også den ældste kendte, et parti af et græsk forrådskar fra 600-t. f.Kr.; ofte angiver en bølgelinje og/eller svømmende fisk, at turen går over havet. Rødfigursvasebilleder fra Athen og Syditalien (400-300-t. f.Kr.) viser scener, hvor Europa omgivet af sine terner møder tyren på en eng i Fønikien (kendes også fra romersk vægmaleri og mosaikker), samt scener, der skildrer modtagelsen på Kreta.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Torben Melander: Europa i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73092