• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Athena

Oprindelige forfattere CGTor og HDA Seneste forfatter Redaktionen

Athena, i den græske mytologi gudinden for krig, håndværk og kunst; hos romerne hed hun Minerva. Athena var Athens bygudinde, men hun blev dyrket i alle græske byer.

Zeus' første hustru Metis var mor til Athena, men da Zeus havde slugt Metis, voksede fosteret videre i hans hoved. Smedeguden Hefaistos måtte kløve det med sin økse, og ud af panden sprang Athena i fuld rustning.

Senere konkurrerede hun med Poseidon om herredømmet over Attika, som hun vandt, fordi hun gav kong Kekrops og hans folk oliventræet. Hos Homer har Athena ofte tilnavnet Pallas (ung pige?) og opfattes som jomfru (parthenos; heraf Parthenon, Jomfruens Hus).

Annonce

Athena har opfundet fløjten (se Marsyas) og er en mester på væven (se Arachne). Sammen med Hefaistos er hun håndværkernes skytsgud. Senere blev Athena også beskytter af videnskab og kunst i almindelighed; i mange lande har uddannelsesinstitutioner o.l. derfor navn efter hende, Athenæum. Athena har den lille ugleart Athene noctua knyttet til sig; den optræder ofte som hendes symbol, i oldtiden på byen Athens mønter, i nutiden som symbol på lærdom.

Athena er religionshistorisk set en mykensk (eller førgræsk) borggudinde. Hendes navn findes nævnt i linear-B-indskrifter fra Knossos (A-ta-na po-ti-ni-ja, 'herskerinden Athena'), og bynavnet Athen må være afledt af hendes navn. Hendes placering i mytologien som Zeus' jomfruelige datter synes at være et forsøg på at pointere hendes nære tilknytning til og samtidig uafhængighed af gudernes konge.

Billedfremstillinger af Athena kendes fra mykensk tid, men de bliver først almindelige fra 600-t. f.Kr. og fortsætter i hellenistisk tid helt frem til romersk tid. Athena optræder enten alene eller i mytologiske scener, skildret i statuer, statuetter og relieffer, i malerier og vasemalerier, på gemmer eller mønter.

Alene afbildes gudinden som Athena Polias, bystatens beskytter. Den mest berømte statue var gudebilledet i det gamle Athenatempel på Akropolis i Athen (500-t. f.Kr.), en simpel, flad træskulptur siddende på en trone (se xoanon); kun senere gengivelser af statuen er bevaret.

Som krigsgudinde optræder hun som Athena Promachos, en stående figur i fuldt krigsudstyr med spyd, skjold og ægide, dvs. en slangeomkranset kort kappe med et Medusahoved, båret over skulderen.

Sådan kendes hun især fra vasebilleder på de såkaldte panathenæiske amforaer, men også fra statuer, bl.a. en mægtig bronzestatue af Fidias på Akropolis, som dog kun er bevaret i kopier. Hun findes også i gengivelser af statuen Palladion, den stående krigsgudinde, som var byen Trojas vartegn. Statuen blev efter overleveringen røvet af Diomedes og Odysseus og bragt til Rom af Æneas.

Den bevæbnede jomfrugudinde, Athena Parthenos, ses bl.a. i tempelgavle (fx Parthenontemplet på Akropolis i Athen), på friser og som kultstatuer. Den mest berømte er Fidias' statue i Parthenontemplet. Ifølge skriftlige kilder var den 12 m høj og lavet af guld og elfenben; dens udseende kendes kun fra mindre kopier og gengivelser.

I mytologiske fremstillinger gengives Athenas fødsel, hvor hun springer fuldt bevæbnet ud af Zeus' hoved. Desuden ses hun sammen med andre guder og helte, især Herakles, i scener fra den trojanske sagnkreds samt i fremstillinger af kampen mellem guder og giganter, fx på Pergamonalteret.

Afbildninger af den romerske Minerva og den etruskiske Men(e)rva minder om de græske Athenafremstillinger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Helle Damgaard Andersen: Athena i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41463