Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Artemis

Oprindelige forfattere CGTor og HDA Seneste forfatter Redaktionen

Artemis og Apollon dræber Niobes børn. Detalje af græsk vasemaleri, 400-t. f.Kr.

Artemis og Apollon dræber Niobes børn. Detalje af græsk vasemaleri, 400-t. f.Kr.

Artemis, i den græske mytologi gudinde for den vilde natur, såvel for jagt som for beskyttelse af dyrene. Hun er desuden knyttet til kvinders verden; ved fødsler blev hun anråbt, og man mente, at pludselige dødsfald blandt kvinder skyldtes hendes pile. Romerne identificerede hende med Diana.

I mytologien er Artemis jomfru, datter af Leto og Zeus, tvillingsøster til Apollon, men i mange lokalkulter dyrkedes hun som moder- og frugtbarhedsgudinde. Dette ses særlig tydeligt på hendes kultbillede i Efesos. I mytologien og kunsten er hun Afrodites modsætning: Symbolet på kyskhed, der ofte med grumme midler afviser den menneskelige seksualitet (se Atalante, Hippolytos, Aktaion, Orion). Hendes rolle som dyrenes beskytter kommer klart frem i myten om Ifigenia.

I billedkunsten afspejles Artemis' mangesidede væsen. Gudinden er, med eller uden vinger, fremstillet sammen med forskellige vilde dyr, især hjorte, fugle, løver, pantere, geder, bjørne, heste og tyre. Hun kan have flere aspekter: De tidligste Artemisfremstillinger viser hende som potnia theron, dyrenes behersker, der holder et eller to dyr i hænderne; denne type går tilbage til kretisk-mykensk tid, men blev brugt i hele antikken. Artemis optræder oftest som jægeren med bue og pil, især fra 500-t. f.Kr. og frem; kendt er den hellenistiske marmorstatue Artemis fra Versailles (Louvre). Fra 400-t. f.Kr. får hun et dødsaspekt, der vises ved, at hun bærer en fakkel. Gudinden skildres desuden i scener fra den græske mytologi, bl.a. sammen med Apollon og Leto, samt i kampen mod giganterne og mod niobiderne; som beskytter af livet og frugtbarheden ses hun i afbildninger af ofringer. Artemishelligdomme kendes bl.a. i Sparta og i Brauron. Den vigtigste var Artemistemplet i Efesos, der rummede kultbilledet af Den Efesiske Artemis.

Annonce

Artemis. Kultstatuen i Efesos havde træk, som går helt tilbage til hittitiske modergudinder: den høje hovedbeklædning, den stående frontale stilling og de fremstrakte arme. Almindeligvis tolkes udposningerne på bryst og mave som kvindebryster. Ifølge en anden tolkning drejer det sig om påhængte tyrepunge, som symboliserer den mandlige avlekraft. Denne romerske kopi af en ældre skulptur findes på museet i Selçuk nær Efesos.

Artemis. Kultstatuen i Efesos havde træk, som går helt tilbage til hittitiske modergudinder: den høje hovedbeklædning, den stående frontale stilling og de fremstrakte arme. Almindeligvis tolkes udposningerne på bryst og mave som kvindebryster. Ifølge en anden tolkning drejer det sig om påhængte tyrepunge, som symboliserer den mandlige avlekraft. Denne romerske kopi af en ældre skulptur findes på museet i Selçuk nær Efesos.

Den etruskiske Artumes optræder i samme varianter som Artemis. De tidligste fra 600-t. f.Kr. viser hende som potnia theron. I romersk tid blev hun identificeret med Diana, og fremstillingerne viser hende som jæger og som beskytter af kvinder, bl.a. fødende kvinder. Det ældste Dianatempel lå på Aventinerhøjen i Rom, det mest berømte ved Nemisøen nær Rom.

Også senere, især i renæssancens og barokkens billedkunst, var Artemis/Diana en ofte afbildet skikkelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Chr. Gorm Tortzen, Helle Damgaard Andersen: Artemis i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=40571