Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

syriske kirker

Oprindelig forfatter HLeh Seneste forfatter Redaktionen

syriske kirker, syrisksprogede kirker i Orienten. Syrien var et af de områder, hvor kristendommen tidligt vandt indpas; allerede på nytestamentlig tid omtales Antiochia som kristent center (Ap.G. 11,26).

Fra 300-t. eksisterede der en rig syrisksproget teologisk litteratur, og især fra det tidlige 400-t. kendes et karakteristisk, stærkt asketisk og ofte kirkepolitisk aktivt syrisk munkevæsen i flere områder af den syriske ørken.

Efter kirkebruddet i kølvandet på Kalchedonkoncilet i 451 blev de to former af det syriske sprog, vest- og østsyrisk, instrumenter for hhv. en monofysitisk vestsyrisk og en nestoriansk-persisk østsyrisk kirke. Begge udfoldede stor teologisk-litterær virksomhed.

Annonce

Den vestsyriske kirke kaldes jævnligt den jakobitiske efter biskoppen Jakob Baradai. Med eget patriarkat i Antiochia øvede denne kirke en særlig indflydelse i det syriske område, ofte i modsætning til det græsk-ortodokse patriarkat. Kirken er i dag kendt som den syrisk-ortodokse kirke, mens den syrisk-katolske kirke er en kirkeafdeling, der siden 1500-t. har været i union med Rom. Særlige indiske aflæggere af den syrisk-ortodokse kirke betegnes malabariske kristne, Thomas-kristne og Mar Thomas-kirken.

Den østsyriske kirke udfoldede stor mission mod øst til Kina, Centralasien og Indien, men blev efter mongolernes overgang til islam trængt tilbage.

Den betegnede sig selv som Østens kirke, men kendes i dag under betegnelsen assyrisk-kristne, mens den med Rom unerede fløj betegnes den kaldæiske kirke.

Teologer fra begge kirker blev i 600-800-t. vigtige brobyggere mellem den klassiske græske og den "nye" islamisk-arabiske kultur. De lokale kirkers situation var i de følgende århundreder meget forskellig, afhængigt af områdets kirkelige, religiøse og politiske magtforhold; i 1800-1900-t. blev kirkerne stærkt decimeret i deres oprindelige områder (Libanon, Syrien, Tyrkiet, Irak og Iran), og bortset fra i Indien fremtræder de i dag (2000) i høj grad som meget små diaspora-menigheder, bl.a. i USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Lehmann: syriske kirker i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168515