Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bogomiler

Oprindelig forfatter CRiis Seneste forfatter sthornval

bogomiler, tilhængere af en religiøs sekt, der opstod i Bulgarien i midten af 900-t.; de har navn efter præsten Bogomil (Gudkær), der ledede en teologisk og social oprørsbevægelse mod den ortodokse kirke.

Bogomilerne forkastede Det Gamle Testamente. Deres teologi byggede på gnostisk dualistiske, paulikianske og manikæiske idéer samt en righoldig apokryf litteratur. De opfattede den synlige verden som Guds faldne søns (Satans) værk, som Guds udsending (Jesus) skulle befri menneskene fra. De forkastede inkarnationslæren, kirkens gudstjeneste og sakramenter, ægteskab, ikoner, kors og helgener. I stedet fordrede de bod, bøn (Fadervor) og askese.

Bevægelsen spredtes til Serbien og Bosnien, Det Byzantinske Rige og Rusland, men antallet af tilhængere er ikke nøjere kendt. I 1100-1200-t. bestod der en aktiv forbindelse med katharerne i Norditalien og Sydfrankrig (se albigensere). Bogomilerne blev udsat for hårde kætterforfølgelser og forsvandt i 1400-t. under den osmanniske erobring af Balkan. Helt op i 1700-t. kan der dog spores bogomilske tendenser, fx i Bulgarien og Rusland.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Riis: bogomiler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49037