Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

profet

Oprindelige forfattere FSte, HKjN og KJep Seneste forfatter Redaktionen

profet, i religionshistorien en person, der ofte i ekstase modtager åbenbaringer fra en gud og forkynder dem som hans budskab. Profeten kan undertiden have shamanistiske træk (se shamanisme) og kan være knyttet til et orakel, men har normalt ikke præstelige funktioner.

Ordet profet kommer af græsk profetes 'forkynder, sandsiger', af pro- og phanai 'sige, tale'.

I Det Gamle Testamente

anvendes på hebraisk ordet nabi både om Jahve-profeter og profeter for andre guder som Baal og Ashera. Ordets oprindelse er usikker, men en sandsynlig betydning er 'en, der er kaldet (af Gud)'. I nogle litterære lag har profet-titlen bredt sig til andre kendte personer end egentlige profeter, fx både Moses og Abraham.

Annonce

De fire store profeter er Esajas, Jeremias, Ezekiel og Daniel. De tolv små profeter er Hoseas, Joel, Amos, Obadias, Jonas, Mika, Nahum, Habakkuk, Sefanias, Haggaj, Zakarias og Malakias.

Fænomenologisk er de gammeltestamentlige profeter beslægtet med religiøse skikkelser fra nabokulturerne; enkelte profeter var ekstatikere og magikere, men de typiske profethandlinger i GT var at bringe orakler og udføre undere som helbredelser og dødeopvækkelser.

Nogle profeter boede i kollektiver, men levede ikke i cølibat, andre var knyttet til et tempel, men profetien var ikke uløseligt bundet til kulten.

Umiddelbart synes der at være forskel på profeter, der optrådte alene, og profeter, der var i flok; men sandsynligvis har de normalt tilhørt et profetlav; undtagelsen er profeten Amos (Amos 7,14).

Eftertiden betragtede profeternes rolle som forkyndere som den vigtigste; de kunne optræde som ukaldede kritikere af kongerne og andre ledere, og de forkyndte dom eller frelse afhængigt af, hvordan det samtidige folk forholdt sig til Gud.

En del orakler blev samlet i profetbøger, tillagt navngivne profeter; heri læste eftertiden, bl.a. Det Nye Testamentes forfattere, udsagn om begivenheder i deres egen tid.

I Det Nye Testamente

bruges betegnelsen ofte som i GT om profeter, hvis forjættelser i mange tilfælde ses opfyldt i og med Jesus. Johannes Døberen betegnes som profet (fx Matth. 11,9-14; Luk. 1,76), og han er som sådan forstået som forløber for Messias. Ifølge Paulus, der selv optrådte og forkyndte med profetisk myndighed, har Gud i menighederne indsat nogle til at være profeter, udrustet dem med en særlig nådegave og givet dem en særlig opgave (jf. 1.Kor. 12,28; 14,1-25).

I islam

bruges især betegnelserne nabi og rasul om profeterne, som er de samme som i GT og NT, men ofte i en ny fortolkning; fx opfattes Jesus (Isa) som en profet og ikke som Guds Søn. Rækken af profeter slutter med Muhammed, "Profeternes Segl", der for muslimer er sendebud for Allahs endegyldige åbenbaring: Koranen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Stefánsson, Helge Kjær Nielsen, Knud Jeppesen: profet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145542