Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mosebøgerne

Oprindelig forfatter TLT Seneste forfatter Redaktionen

Mosebøgerne, hebræisk Torah, de første fem bøger i Det Gamle Testamente. Deres græsk-latinske navne er Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri og Deuteronomium, under ét kaldet Pentateuken (gr. 'fembogen'). Mosebøgerne har Moses som hovedskikkelse og udgør den første store del af Bibelens prosatragedie om det gamle Israels skabelse og ødelæggelse, fremstillet i 12 bøger (1.Mos. til 2.Kong.).

Inden for den traditionelle gammeltestamentlige forskning anses Mosebøgerne for at bestå af fire hovedkilder, skrevet på forskellige tidspunkter af Israels historie: Jahvisten under det forenede monarki (900-800-t. f.Kr.), Elohisten under det delte monarki (700-t. f.Kr.), Deuteronomisten under Josijas regering (600-t. f.Kr.) samt Præsteskriftet fra eftereksilsk tid (500-400-t. f.Kr.).

Den moderne forskning daterer med større rimelighed Jahvisten til eksilsk eller persisk tid (500-300-t. f.Kr.) og Deuteronomisten og Præsteskriftet til den hellenistiske periode (330-31 f.Kr.), mens Elohisten ikke længere regnes for en selvstændig kilde til Pentateuken. Nogle forskere afviser totalt denne kildehypotese og opfatter i lighed med græsk historieskrivning Pentateuken som en samling af prosatraditioner, der blev sammenfattet i sen persisk eller tidlig hellenistisk tid (ca. 450-150 f.Kr.).

Annonce

Traditionen

I skarp modsætning til den deuteronomistiske litteratur (Josvabogen-2.Kongebog) er Mosebøgerne præget af traditioner, der hører hjemme i den nordlige del af Israels land. Der findes paralleller til denne samling i Den Samaritanske Pentateuk og i Jubilæerbogen (fra 100-t. f.Kr.); Jubilæerbogen er den ældste tekst, der peger på Moses som forfatter af Mosebøgerne. Endelig vidner stamtavlerne i 1.Krøn. kap.1 om eksistensen af en rig og varieret tradition om Israels fortid.

Pentateuken fungerer som en fortælling, der beretter og forklarer, hvorledes det gamle Israel blev til. Den optræder som en sammenhængende tradition, der er bygget op på grundlag af en række samlinger af litterære enheder samt af brudstykker fra eventyr, sange, stamtavler, ordsprog, love og forordninger. Teksterne holdes sammen vha. sideordnede temaer og motiver. Disse optræder i en kronologisk rækkefølge, der rækker fra Adam til Abraham, og som er udvidet med en række legendariske fortællinger. Den fortsætter med en kæde af fortællinger, der går fra historien om Babelstårnet (1.Mos. 11,1-9) til Moses' sang (5.Mos. kap.32).

Strukturen

Traditionen, der udfoldes, har det hellenistiske verdensbillede som sit grundlag. Den klassiske kortskitse over Asien, Europa og Afrika, der findes i Jubilæerbogen, genfindes i 1.Mos. kap.10, der fungerer som en oprindelseshistorie for verdens lande, sprog og folkeslag. Denne stamtavle er hæftet til historien om Babelstårnet, som genspejler Jerusalems senere ødelæggelse (2.Kong. kap.25) og står i modsætning til fortællingen om Guds skaberværk i 1.Mos. kap.1. Babelstårnfortællingen beskriver menneskets handlinger som udtryk for hybris, som det straffes for. Hele Pentateuktraditionen sammenfattes og fortolkes teologisk og kosmisk ud fra Guds perspektiv i Moses' afskedssang i 5.Mos. kap.32: "Da den Højeste fordelte folkene, da han skilte menneskene fra hinanden, fastsatte han folkenes områder efter tallet på gudssønnerne. Herrens del blev hans folk, Jakob blev hans arvelod".

Historien, som følger fra 1.Mos. kap.11, beskriver, hvorledes Israel blev et folk. Efterhånden som Pentateukfortællingen skrider frem, bliver den til en tragedie, der omfatter skabelsen af Israel og dets senere undergang. Heri indgår mange oprindelig selvstændige traditioner, der struktureres af en serie af overskrifter, som i sig selv udgør en ramme for fortællingerne.

1.Mos., som vedrører Israels oprindelse, er struktureret af en række slægtsbøger: Først "Adams slægtsbog" (1.Mos. 5,1), som i form af notitser henviser til forfædrenes slægtshistorier (hebr. Toledoth). Siden holder tilsvarende henvisninger til slægtsbøger traditionerne sammen: "Dette er Teras slægt" (11,27), "Dette er Abrahams søn Isaks slægtshistorie" (25,19), "Dette er Jakobs slægtshistorie" (37,2). Hver af disse indleder en serie af fortællinger om hhv. Abraham (11,27-25,11), Jakob (25,19-35,29) og Josef (37,2-50,26). Indledningsoverskriften til Exodusberetningen (2.Mos., kap.1-23), som indeholder navnene på Israels stamfædre (2.Mos. 1,1-5), modsvarer strukturen i slægtshistorierne i 1.Mos. Herefter indledes beretningerne om ørkenvandringen med en række dramatiske overskrifter (især 2. Mos. 24,1 og 40,1; 3.Mos. 1,1; 4.Mos. 1,1), som præsenterer en række vidt forskellige samlinger af samfundsregler og skikke som guddommelig lovgivning. 2.-4.Mos.s præsentation af Torahen (loven) som åbenbaret, gentages i form af en række nærtbeslægtede varianter i 5.Mos., som ifølge sin overskrift (1,1-5) på dramatisk vis foregiver at gengive Moses' afskedsprædiken.

En lang række forskellige teknikker anvendes i øvrigt til at kæde enkelttraditionerne sammen. Hertil hører gentagelser af de samme episoder, fx indtoget i Egypten (1.Mos. 46,27 og 2. Mos.1,5), eller af ens motiver, fx sky- og ildsøjlen (2.Mos. 13,17-22 og 14,20). Desuden bringes afvigende traditioner i harmoni med hinanden, fx Abrahams hjemstavn (1.Mos. 11,26-31 og 12,1-4) eller slavehandlerne (1.Mos. 37,36 og 39,1). Endelig struktureres beretningerne af treleddede gentagelser, fx striden mellem Jakob og Esau (1.Mos. 25,22f.; 24-26 og 27-34) og Faraos undertrykkelse af Israel (2.Mos. 1,7-2,10).

Som en sammenhængende beretning om fortiden præges Mosebøgerne af en tolkning, der er bestemt af visdomsmotiver, og som på en underforstået måde kommer op til overfladen en række steder. Et eksempel er beretningen om skabelsen af mennesket (1.Mos. 1,26), der kan ses som en illustration til den kosmologiske beskrivelse heraf i salme 115,16. På tilsvarende måde modsvarer billedet af kvinden, der begærer frugten fra visdommens træ, Salomons resultatløse higen efter visdommen (sml. Præd. 1,13). Mosebøgerne benytter sig desuden af poetiske gentagelser, der på den ene side kæder en persons skæbne sammen med og legitimerer bestemte samfundsforhold (fx 1.Mos. 2,23 og især 1.Mos. kap.49), og som på den anden side placerer fortidens historie i et kosmisk og mytologisk perspektiv (fx 2.Mos. kap.15 og 5.Mos. kap.2). Pentateukens måde at fortælle historien på peger mod fremtiden og fortolker historien som et eksempel på menneskehedens tragiske forudbestemmelse. Således modsvarer historierne i Pentateuken om ødelæggelserne af verden (syndfloden), af Babelstårnet og af Sodoma beskrivelserne af ødelæggelsen af Samaria og Jerusalem i Kongebøgerne, og fortællingen om ørkenvandringen i 2.-4. Mos. folkets skæbne i det babyloniske eksil.

Centrum i Mosebøgernes univers er fortolkningen af Jahves væsen, som findes i 2.Mos., kap. 3 og 6. Jahve, der anerkendes som himmelens Gud, identificeres her med fædrenes Gud, som er kendt fra traditionen (2.Mos. 3,15 og 6,3). Endvidere beskrives Jahve som den Gud, der bistår Israel (3,12). Jahve er Guds navn, han er den manifestation af det guddommelige, som det gamle Israel kendte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thomas L. Thompson: Mosebøgerne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127787