• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det Gamle Testamente

Oprindelig forfatter NPLem Seneste forfatter Redaktionen

Pieter Bruegel d.æ.s maleri Opførelsen af Babelstårnet fra 1563; Kunsthistorisches Museum, Wien. Billedet illustrerer den berømte fortælling i Det Gamle Testamente (1.Mos., kap.11) om sprogs forskellighed: Da alle mennesker endnu talte ét og samme sprog, udfordrede de Gud ved i Babel at ville bygge et tårn til himlen, men Gud gjorde så deres sprog forskellige. I middelalderen blev sprogs forskellighed derfor opfattet som Guds straf for menneskets hovmod, og først med renæssancen blev sproglig diversitet et positivt begreb.

Pieter Bruegel d.æ.s maleri Opførelsen af Babelstårnet fra 1563; Kunsthistorisches Museum, Wien. Billedet illustrerer den berømte fortælling i Det Gamle Testamente (1.Mos., kap.11) om sprogs forskellighed: Da alle mennesker endnu talte ét og samme sprog, udfordrede de Gud ved i Babel at ville bygge et tårn til himlen, men Gud gjorde så deres sprog forskellige. I middelalderen blev sprogs forskellighed derfor opfattet som Guds straf for menneskets hovmod, og først med renæssancen blev sproglig diversitet et positivt begreb.

Det Gamle Testamente, GT, har siden oldtiden været helligt skrift for såvel jødedom som kristendom. For kristendommen indgår GT som første del af Bibelen.

Betegnelsen Det Gamle Testamente er første gang bevidnet omkring 200 e.Kr. Det Gamle Testamente betyder 'den gamle pagt' ('testamente' er den latinske oversættelse af det græske diateke, egentlig 'pagt'; heraf den i ældre oversættelser ofte benyttede titel "Den gamle Pagts Bøger").

Hovedparten af GT er oprindelig forfattet på hebraisk, mens en mindre del (det meste af Daniels Bog og kortere afsnit i Ezras Bog og Jeremias' Bog) er skrevet på aramæisk.

Annonce

Tilblivelse, omfang og indhold

I bibeloversættelser på den vestlige verdens sprog består GT af 39 forskellige bøger. Grundlaget for den danske oversættelse er Biblia Hebraica, jødedommens hebraisksprogede Bibel, men der er betydelige forskelle mellem jødedommens GT og de forskellige udgaver af det kristne GT.

Biblia Hebraica består efter jødisk tradition ikke af 39 bøger, men af 24 bøger, idet fx Tolvprofetbogen regnes for én enkelt bog. Ligeledes opfattes Samuelsbøgerne, Kongebøgerne og Krønikebøgerne hver for sig kun som én bog og ikke som to, som det er tilfældet i moderne bibeloversættelser.

Bøgerne i det hebraiske Gamle Testamente er opdelt i tre hovedgrupper, Loven, Profeterne og Skrifterne (efter de hebraiske forbogstaver forkortet til Tanak). De kristne oversættelser af GT, der benyttes i det meste af verden, følger inddelingen af de bibelske bøger i den latinske oversættelse af det hebraiske GT fra 300-t. e.Kr. (se Vulgata).

Den græsk-ortodokse kirke besidder et græsksproget GT (også kaldet Septuaginta), der ud over sproget på en række punkter adskiller sig fra såvel den jødiske som den øvrige kristne Bibel. Bl.a. er den række af skrifter, der i den danske Bibel regnes til GT's apokryfe (skjulte) eller deuterokanoniske bøger, en fast del af den ortodokse kirkes GT, der yderligere medtager bøger, der i vor tradition gælder som pseudepigrafe bøger (af græsk, dvs. bøger 'med falsk påskrift', se pseudepigrafer).

Det hebraiske GT blev til i begyndelsen af den hellenistisk-romerske periode (200-tallet f.Kr. til 300-t. e.Kr.). Der foreligger således i såvel bibelske omtaler i Siraks Bog og Det Nye Testamente (NT) som i jødiske skrifter fra det 1. årh. e.Kr. vidnesbyrd om en fremskreden kanonisering (af kanon, egentlig græsk 'rettesnor') af den gammeltestamentlige litteratur. Til de mere kendte eksempler hører henvisningerne i NT til "Loven og Profeterne" (fx Matth. 11,13) eller "Moseloven, Profeterne og Salmerne" (Luk. 24,44). Disse og andre omtaler røber, at ikke alle dele af GT er blevet til på samme tid.

Normalt anser man Loven for at være den ældste del, idet den ifølge GT selv første gang skulle være foredraget for det jødiske folk af skriveren Ezra i midten af 400-t. f.Kr. Denne dato er muligvis for tidlig, men omtalerne i jødisk-hellenistisk litteratur og i NT viser, at Loven var en etableret del af den jødiske skrifttradition i denne periode. Det samme gælder for den profetiske litteratur, hvis kanonisering på Jesu tid har været langt fremskreden, men muligvis ikke endelig afsluttet. Således placerer den jødiske bibel Daniels Bog blandt Skrifterne (den tredje del af Tanak), mens Daniels Bog i kristne bibeludgaver regnes til de store profetskrifter. Skrifterne er under alle omstændigheder den yngste del af den jødiske bibel, og indholdet af denne samling er næppe blevet lagt fast førend i forbindelse med den endelige redigering af GT.

Den endelige fastlæggelse af omfanget samt af indholdet af Biblia Hebraica hører imidlertid hjemme i 100-t. e.Kr. De enkelte gammeltestamentlige bøger har indtil dette tidspunkt foreligget i et større eller mindre antal forskellige udgaver. Herom vidner Dødehavsteksterne (i hovedsagen fra 1. årh. f.Kr.), hvoriblandt et betydeligt antal bibelhåndskrifter og bibelfragmenter, der indbyrdes ofte er meget uens. Desuden går den græske oversættelse af de gammeltestamentlige bøger sandsynligvis tilbage til perioden 200-100-t. f.Kr.

De mange udgaver af de enkelte gammeltestamentlige bøger, der findes blandt Dødehavsteksterne, og de i nogle tilfælde meget forskellige græske oversættelser viser imidlertid, at endnu i begyndelsen af vor tidsregning havde man ikke lagt sig fast på én bestemt udgave af GT's kanoniske bøger.

Kriterierne for, hvilke skrifter der blev medtaget i den gammeltestamentlige kanon, har sandsynligvis først og fremmest været af teologisk art. De enkelte bøgers originalsprog har sikkert også spillet en rolle, idet der i det hebraiske GT kun findes bøger, der oprindelig er skrevet på hebraisk eller aramæisk. Ikke desto mindre har de jødiske lærde, der stod bag fremkomsten af den hebraiske bibel, valgt at se bort fra en række bøger, der forelå på hebraisk (således Siraks Bog, Jubilæerbogen og Henoks Bog), og her må der være tale om en bevidst udeladelse af skrifter, der i den rabbinske jødedom i det 1.-2. årh. e.Kr. har været anset for sekteriske. Det noteres således, at der i GT kun er bevaret meget lidt af den apokalyptiske jødiske litteratur fra tiden omkring Kristi fødsel (se apokalyptik), muligvis fordi tankegangen i denne litteratur har været anset for at ligge for nær ved kristne forestillinger.

Placeringen i den kristne tradition

Det jødiske GT indgår ikke på egne betingelser som en del af den kristne Bibel, men i den kristne tradition er GT til enhver tid blevet betragtet ud fra en nytestamentlig synsvinkel. Mens GT for jødedommen rummer erindringen om det israelitiske folks historie og formidler Guds lov til menneskene (kort sagt er en samling af hellige bøger, der kan studeres og kommenteres for deres egen skyld), er det for kristendommen oftest blevet anset for at udgøre en form for indledning til den egentlige åbenbaring, som alene findes i NT.

Den traditionelle kristne tolkning af den gammeltestamentlige beretning om Israels historie har derfor set bort fra, at denne historie er det jødiske folks historie. I stedet har man behandlet den israelitiske historie som første del af en frelseshistorie, dvs. beretningen om Guds plan med verden, inden for hvilken den nytestamentlige åbenbaring betegner det centrale punkt, der forbereder gudsrigets komme engang i fremtiden. Når kristne bibeloversættelser siden oldtiden har benyttet en anden rækkefølge af de gammeltestamentlige bøger end den jødiske Bibel og placerer profetbøgerne efter Skrifterne, kan det derfor hænge sammen med fremhævelsen af, at GT indeholder en profeti, som alene blev opfyldt i Jesus Kristus. GT får på denne måde karakteren af en forjættelse, mens NT fortæller om opfyldelsen af denne forjættelse. Side om side med dette i grunden positive kristne syn på GT har et langt mere negativt syn på GT præget den kristne opfattelse. Den jødiske betoning af GT som lov sammenholdt med NT's status af evangelium har som modstilling fået GT til at fremstå i et negativt lys som loven kontra evangeliernes glade budskab om frelse.

GT og dermed jødedommen rummer kun en foreløbig åbenbaring, mens kristendommen besidder den sande åbenbaring, og denne tankegang har for sin del ført til, at der siden Markion (100-t. e.Kr.) flere gange er blevet slået til lyd for, at GT helt skulle udelades af den kristne kanon. Kirken har hver gang vendt sig imod denne holdning, fordi den ville føre til en uhensigtsmæssig spiritualisering af kristendommen i stil med det så sent som i 1960'erne populære slogan: "Gud er kærlighed". Praktiske kirkeledere har derimod altid haft brug for et GT, idet de har indset NT's uegnethed som norm for, hvordan kristne mennesker skulle opføre sig. For dem har GT indeholdt læren om livet, hvilket undertiden er blevet formuleret således, at mens NT hører hjemme i kirken, skal den rette plads for GT søges i skolen, hvor børnene forberedes på livet. Det paradoksale ved denne holdning er, at på trods af den officielle kristne afstandtagen fra jødedommen og dennes anvendelse af GT som normgivende har kristendommen selv på en måde, der kun gradsmæssig har været forskellig fra den jødiske brug, taget GT til sig som sin rettesnor.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Peter Lemche: Det Gamle Testamente i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82019