Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Abraham

Oprindelig forfatter EdNi Seneste forfatter Redaktionen

Abraham, det jødiske folks stamfader og første patriark, hvis historie er fortalt i 1.Mos., kap. 11-25.

Navnet Abraham er hebraisk 'Faderen (Gud) er ophøjet'.

Navnet er en aramæisk form af det kanaanæiske Ab(i)ram, som Abraham kaldes i kap. 11-16. Fortællingen bygger på spændingen mellem Guds løfte til Abraham om en talrig efterslægt og Abrahams virkelige situation. Hans kone Sara var ufrugtbar, og hun lod Abraham gøre slavinden Hagar gravid, for at de kunne adoptere barnet. Abraham og Sara, der "ikke længere havde det på kvinders vis", fik i Mamrelund (Mamres Ege) besøg af Gud, der lovede, at Sara skulle få en søn det følgende år. Sara fødte Isak, og Abraham måtte sætte Hagar og sin søn Ismael på porten. Men derefter krævede Gud, at Abraham ofrede Isak på Morijas bjerg; Abraham adlød den frygtelige befaling, men i sidste øjeblik blev han standset af Guds engel. Kort før sin død sendte Abraham sin tjener til Karan i Nordsyrien for at finde en pige af Abrahams slægt til Isak, så slægten kunne føres videre uden fremmed blod.

Mange af fortællingerne om Abraham er gamle og har været knyttet til Hebron i Juda rige. Deres endelige form har de fået i efter-eksilsk tid, dvs. efter 530'erne f.Kr., hvor stamfaderen Abraham blev idealbilledet for det jødiske folk. Abrahams lydighed, da Gud befalede ham at ofre Isak, er et tema, som Kierkegaard gennemspiller i bogen Frygt og Bæven (1843). Se også akedah. I islam har Abraham status som en betydningsfuld profet, se Ibrahim.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eduard Nielsen: Abraham i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=31929