Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

trosbekendelser

Oprindelig forfatter PN-H Seneste forfatter Redaktionen

trosbekendelser, symboler, inden for kristendommen kirkeligt autoriserede, forpligtende sammenfatninger af et kirkesamfunds tro.

I oldkirkens første århundreder var den kristne læres vigtigste punkter sammenfattet i en trosregel. Den afløstes fra 300-t. af normative sammendrag af den kristne tro, dvs. egentlige trosbekendelser. De har forskellige funktioner: Som grundlag for undervisning, katekese, hvilket specielt gælder den apostolske trosbekendelse, og dermed som dåbsbekendelse, som afgrænsning over for kætteri (især den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse), som uddybning af Treenighed og kristologi (fx den athanasianske trosbekendelse) og som led i liturgien. Her viste sig alene den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse siden 381 at have økumenisk (mellemkirkelig) gennemslagskraft.

I løbet af Reformationen udarbejdedes bekendelsesskrifter med gyldighed i bestemte kirkesamfund. På de gammelkirkelige trosbekendelsers grund og i bundethed til skriften som ubetinget norm udfolder de hver især specifikt protestantiske forståelser af troens indhold (fx Den Augsburgske Bekendelse, konkordieformelen, Tetrapolitana, Den Belgiske Konfession; se også schweiziske bekendelser). Generelt har det vist sig, at en fælles bekendelse er forudsætning for kirkelig enhed.

Annonce

Lignende formler findes i andre religioner. Inden for buddhismen tager man tilflugt til Buddha, dharma og sangha (se triratna); inden for jødedommen kan indledningen til de daglige bønner betragtes som en slags trosbekendelse (se shema), og man regnes for muslim, hvis man i vidners nærvær tre gange har udtalt trosbekendelsen shahada.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peder Nørgaard-Højen: trosbekendelser i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174636