Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dåb

Oprindelige forfattere JSten, Kofod og PN-H Seneste forfatter Redaktionen

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne dragt af kamelhår som Johannes Døberen bærer omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til hans ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, der ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

Kristi dåb, malet af Joachim Patenier efter 1515 på egetræ; Kunsthistorisches Museum, Wien. Den lodne dragt af kamelhår som Johannes Døberen bærer omtales i Matth. 3,4 og hører i europæisk kunsthistorie til hans ikonografiske stiltræk. Joachim Patenier er navnlig kendt for sine på én gang realistiske og fantasifulde landskaber, der ofte danner ramme om motiver hentet fra Bibelen eller helgeners liv.

dåb, en kristen ritus, der tjener til optagelse i menigheden. Den bestod oprindelig i neddykning i vand, hvad der er bevaret i østkirken og genoptaget i baptisme og adventisme; i vestkirken blev den afløst af overøsning med vand. Dåben foretages i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

De fleste kristne kirker praktiserer barnedåb, men nogle, fx baptistiske og anabaptistiske trossamfund, anser spædbørns dåb for kirkeligt betydningsløs og benytter i stedet "troendes dåb", evt. i form af gendåb, ud fra hævdelsen af, at den sande kristne dåb forudsætter tilslutning hos dåbskandidaten (voksendåb).

Den kristne dåb, der har sine forløbere i den jødiske proselytdåb og i Johannes Døberens dåb af Jesus i Jordan, beror på den såkaldte dåbsbefaling (Matth. 28,18-20), formentlig en senere menighedsdannelse.

Annonce

Efter urmenighedens opfattelse handler Gud i dåben med mennesket og giver det del i Jesu død og opstandelse. I dåben giver den troende sig ind under Kristi herredømme, genfødes og får Helligånden, syndernes forladelse og evigt liv.

Forud for dåbens meddelelse går i NT den tro på Kristus, på hvilken der døbes. Derfor er dåben i urkirken primært trosdåb, dvs. i princippet voksendåb.

Barnedåb (for slet ikke at tale om dåb af spædbørn) var med overvejende sandsynlighed ukendt på nytestamentlig tid. Spædbarnedåb kendes fra ca. 200 i Nordafrika og blev almindelig praksis i 300-t., da den augustinske arvesyndslære og kristendommens ophøjelse til Romerrigets statsreligion havde banet vejen teologisk og politisk.

Samtidig etableredes forståelsen af barnedåben som et frelsesnødvendigt sakramente til overvindelse af den arvesynd, der besmitter alle mennesker, inklusive spædbørn.

Barnedåben volder imidlertid vanskeligheder, hvis man samtidig vil fastholde NTs understregning af troen som grundlaget for dåb, idet man da (som fx hos Martin Luther) tvinges til at hævde spædes mulighed for at tro. Omvendt risikerer den baptistiske voksendåbspraksis at reducere dåben til en fortrinsvis menneskelig bekendelseshandling.

Kirkeret

I den danske folkekirke finder barnedåb i almindelighed sted under en gudstjeneste. Selve dåbshandlingen består i, at præsten af døbefonten øser vand tre gange på hovedet af barnet, idet han efter barnets navn siger: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Foto fra kronprins Frederiks barnedåb i Holmens Kirke 1968.

I den danske folkekirke finder barnedåb i almindelighed sted under en gudstjeneste. Selve dåbshandlingen består i, at præsten af døbefonten øser vand tre gange på hovedet af barnet, idet han efter barnets navn siger: Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Foto fra kronprins Frederiks barnedåb i Holmens Kirke 1968.

Medlemskab af kristne kirker og trossamfund forudsætter, at man er døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Dåben, dvs. enten barnedåb eller voksendåb, betragtes som adgangsbetingelse for medlemskab med tilhørende rettigheder og pligter.

Dåben er således en betingelse for adgang til præstelig betjening ved sakramenter og kirkelige handlinger, fx konfirmation, brudevielse og kirkelig begravelse. Det samme gælder erhvervelse af valgret og valgbarhed til kirkelige styrelsesorganer samt forpligtelse til økonomiske ydelser for medlemskabet, fx i form af kirkeskat. Kristen dåb er tillige betingelse for at kunne beklæde præsteembede i en kristen kirke.

Kirkelig vielse kan dog finde sted, når blot brudeparrets ene part er folke- eller frikirkemedlem. Dåb i et andet kristent trossamfund skal ikke gentages, når folkekirkeligt medlemskab etableres. Hvis et folkekirkemedlem lader sig voksendøbe (gendøbe), medfører det fortabelse af medlemskabet, jf. Lov om medlemskab af folkekirken 1991.

I Danmark har spædbørns dåb været almindelig kirkelig praksis siden middelalderen (Jyske Lov 1241). Ifølge Danske Lov (1683) skulle forældre — under straf af 20 lod sølv — opfylde deres kirkelige forpligtelse til at lade deres børn døbe inden otte dage efter fødslen. Også dåbsforordningen af 30.5.1828 fastsatte tvangsmidler for forældrene, hvis ikke de inden en vis frist lod deres børn døbe; dåbsforpligtelse indskærpedes 1842 over for danske baptister, som undlod at lade deres børn døbe, kun syv år før religionsfrihedens indførelse ved Grundloven. Ved lov af 4.3.1857 blev alle disse tvangsforanstaltninger formelt ophævet, og der findes herefter ingen retsmidler til at gennemtvinge børns dåb, hverken inden for eller uden for folkekirken.

Skikke

Hos de fleste af Jordens folkeslag er der til navngivningen knyttet en højtidelighed af rituel art. I det førkristne Norden blev barnet vandøst i forbindelse med navngivningen og fik en større gave i navnefæste. Derved blev barnet betragtet som retsbeskyttet og et fuldgyldigt medlem af slægt og samfund. Med kristendommen afløstes vandøsningen af dåben, der gjorde barnet til medlem af den kristne menighed. Frem til loven af 30.11.1854 var man i øvrigt kun arveberettiget, hvis man var døbt.

Både før og efter Reformationen mente man, at børn var født som hedninge og derfor særlig udsat for farer. Det er på denne baggrund, man skal forstå den megen folketro, der var knyttet til det udøbte barn, og som endnu var udbredt i slutningen af 1800-t.

Især var man bange for, at barnet skulle blive forbyttet af bjergfolk eller ellefolk til en såkaldt skifting, hvorfor man inden dåben sikrede det ved hjælp af forskellige ondtafværgende genstande (lys, jern, stål) samt ved at få det døbt hurtigst muligt.

Barnets navn måtte ikke nævnes højt, fordi dæmoner da ville kunne få magt over det. Det blev hvisket til gudmoderen, når hun af faderen fik overrakt barnet med ordene: "Her leverer jeg dig en hedning, bring mig så en kristen tilbage". Gudmoderen og fadderne gav umiddelbart efter dåben barnet pengegaver; de "ofrede på barnets bryst", som man sagde.

Ved siden af dåbshøjtideligheden i kirken har man altid holdt et verdsligt barselsgilde, som tidligere også kaldtes for barsel. I nyere tid kaldes festen for barnedåb. Se også barselsskikke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Stenbæk, Else Marie Kofod, Peder Nørgaard-Højen: dåb i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67798