Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

N.F.S. Grundtvig

Oprindelig forfatter CThod Seneste forfatter Redaktionen

Da N.F.S. Grundtvig var fyldt 70 år og dermed havde nået oldingealder, anlagde han sit velkendte hvide skæg. Fra 1850'erne og frem blev han fotograferet adskillige gange, sidste gang blot seks dage før sin død. Dette fotografi fra 1869 viser den 86-årige kæmpe i dansk åndsliv iført sort fløjlsslåbrok med ridderkorset. Fotograf Budtz Müller er mester for optagelsen, der formentlig er foretaget i villaen Store Tuborg ved Strandvejen i det nordlige København, hvor Grundtvig boede de sidste fem år af sit liv.

Da N.F.S. Grundtvig var fyldt 70 år og dermed havde nået oldingealder, anlagde han sit velkendte hvide skæg. Fra 1850'erne og frem blev han fotograferet adskillige gange, sidste gang blot seks dage før sin død. Dette fotografi fra 1869 viser den 86-årige kæmpe i dansk åndsliv iført sort fløjlsslåbrok med ridderkorset. Fotograf Budtz Müller er mester for optagelsen, der formentlig er foretaget i villaen Store Tuborg ved Strandvejen i det nordlige København, hvor Grundtvig boede de sidste fem år af sit liv.

N.F.S. Grundtvig, Nikolai Frederik Severin Grundtvig, 8.9.1783-2.9.1872, dansk digter, præst, historiker, politiker, pædagog og filolog. Grundtvig er ved siden af Søren Kierkegaard den betydeligste personlighed i 1800-t.s danske åndsliv.

Med originalitet og styrke gjorde han sig gældende på vidt forskellige felter, der utvungent samledes i én og samme bestræbelse hos ham selv: fornyelsen af dansk folkelighed og kristendom. Hans alsidige engagementer hænger tæt sammen med hans egen livshistorie.

Grundtvig, der var ud af konservativ luthersk-pietistisk præsteslægt, blev født i Udby på Sydsjælland, hvor faderen havde sit embede. Som niårig blev han sendt hjemmefra for hos en præst i Midtjylland at blive forberedt til undervisningen på Aarhus Katedralskole (1798-1800). Når han senere i livet vendte sig imod "den sorte skole", var hans egne erfaringer fra Aarhus en del af baggrunden.

Annonce

I 1803 blev han teologisk kandidat fra Københavns Universitet, men havde på dette tidspunkt brudt med hjemmets pietistisk farvede kristendom og erklæret sig som renlivet rationalist. For Grundtvig og mange jævnaldrende akademikere fik de filosofiske forelæsninger, som Grundtvigs ti år ældre fætter Henrik Steffens holdt 1802-03, stor betydning.

Allerede i sin studietid havde Grundtvig gjort forskellige litterære forsøg, der ikke blev trykt. Da han 1805-08 var huslærer på herregården Egeløkke på Langeland, gik skriverierne i en ny retning, bestemt af en voksende interesse for romantikkens poesi og filosofi og den nordiske mytologi. Den poetiske erkendelsesform hævede ham op over "eksistensen" til en livsforståelse, der hjalp ham over den ulykkelige forelskelse i husets seks år ældre frue, Constance Steensen-Leth (1777-1827).

Forfatterskabets bøger i udvalg

Grundtvigs forfatterskab er registreret i en bibliografi (4 bd., udarb. af Steen Johansen 1948-54), der rummer alle slags trykte offentliggørelser, fra et kort digt i et tidsskrift til bogværker i flere bind. Hertil kommer Grundtvigs prædikener 1821-22 (Præstø prædikener, 2 bd., 1988) samt 1822-26 og 1832-39 (12 bd., 1983-86).

  • Læsedrama
    • Maskeballet i Dannemark 1808. Et syn (1808)
    • Optrin af Nordens Kæmpeliv (2 bd., 1809-11)
  • Lyrik
    • Saga. Nytaarsgave for 1812 (1811)
    • Roskilde-Riim (1814)
    • Kvædlinger eller Smaakvad (1815)
    • Paaske-Lilien (1817)
    • Nyaars-Morgen. Et Rim (1824)
    • Krønike-Riim til Børne-Lærdom (1829)1
    • Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom (1833)1
    • Sang-Værk til den Danske Kirke (1837-41, fuldført 1870)
    • Nordiske Smaadigte (1838)
    • Modersmaalet (1838)
    • Viser og Sange for Danske Samfund (1847)
    • Bibelske og Kirkehistoriske Psalmer og Sange for Skolen (1853)
    • Christenhedens Syvstjerne (1854-55, samlet udgave 1860)
    • Nordens Myther (1864, trykt første gang 1930)
  • Prosa
    • Nordens Mytologi eller Udsigt over Eddalæren (1808)
    • Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812)
    • Krønikens Gienmæle (1813)
    • Roskilde-Saga til Oplysning af Roskilde-Riim (1814)
    • En liden Bibelkrønike for Børn og Menigmand (1814)
    • Kort Begreb af Verdens Krønike betragtet i Sammenhæng (1814)
    • Bibelske Prædikener efter Tidens Tarv og Leilighed (1816)
    • Udsigt over Verdens-Krøniken fornemmelig i det Lutherske Tidsrum (1817)
    • Kirkens Gienmæle imod Prof., Theol. Dr. H.N. Clausen (1825)
    • Vigtige Spørgsmaal til Danmarks Lovkyndige (1826)
    • Den sande Christendom (1826)
    • Om Religions-Frihed (trykt 1827, men først udgivet 1866)1
    • Skribenten N.F.S. Grundtvigs Literaire Testamente (1827)1
    • Christelige Prædikener eller Søndags-Bog (3 bd., 1827-31)1
    • Skal den Lutherske Reformation virkelig fortsættes? (1830)1
    • Politiske Betragtninger med Blik paa Danmark og Holsteen (1831)1
    • Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog (1832)1
    • Om Daabs-Pagten (1832)1
    • Haandbog i Verdens-Historien. Efter de bedste Kilder (3 bd., 1833-43, 3. bind først udgivet 1856, et tillæg i 1869)1
    • Om Sogne-Baandets Lösning og Hr. Professor Clausen (1834)1
    • Den Danske Stats-Kirke upartisk betragtet (1834)1
    • Statsmæssig Oplysning (1834, trykt første gang 1983)
    • Det Danske Fiir-Kløver eller Danskheden partisk betragtet (1836)1
    • Mands Minde 1788-1838. Foredrag (1838, trykt 1877)
    • Skolen for Livet og Academiet i Soer (1838)
    • Aabent Brev til mine Børn (1839, trykt 1841)
    • Bøn og Begreb om en Dansk Høiskole i Soer (1840)
    • Om Religions-Forfølgelse (1842)
    • Brage-Snak om Græske og Nordiske Myther og Oldsagn for Damer og Herrer (1844)
    • Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen (1847)
    • Lykønskning til Danmark med Det Danske Dummerhoved og Den Danske Høiskole (1847)
    • Norden mod Tydskland. Velkomst (1848)
    • Oplysning til det Danske Folk om Rigsdagens Opløsning (1853)
    • Lidt mere om Alterbogs-Daaben og saavidere (1856)
    • Den christelige Børnelærdom (1855-61, samlet udgave 1868)
    • Kirke-Speil eller Udsigt over den christne Menigheds Levnetsløb (1862-63, udgivet 1871)
    • Trøstebrev til Danmark (1864)
  • Fordanskninger
    • Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus (3 bd., 1818-23)
    • Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus (3 bd., 1818-23)
    • Snorro Sturlesøns Norske Konge-Krønike (3 bd., 1819-23)
    • Bjowulfs Drape (1820)
    • Phenix-Fuglen, et Angelsachsisk Kvad (1840)
    • Beowulfes Beorh eller Bjovulfs-Drapen (1861)
  • Tidsskrifter
    • Danne-Virke (1816-19)
    • Theologisk Maanedsskrift (1825-28, s.m. A.G. Rudelbach)
    • Danskeren (1848-51)

1 Trykt i censurperioden mellem 30.10.1826 og 24.12.1837

Den nyvundne livsforståelse kom til udtryk i Nordens Mytologi (1808), en poetisk inspireret gennemgang af de nordiske myters handling og dybere mening, der opfordrede til en åndelig genrejsning efter Danmarks militære og politiske katastrofer, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807.

I flugt hermed må nævnes hans digte "De Snekker mødtes i Kvæld paa Hav" og "Kommer hid, I Piger smaa", skrevet til minde om Peter Willemoes, der faldt i Slaget ved Sjællands Odde i marts 1808. Det var "Fædrenes værdige Sønner", der skulle inspirere til nye heltegerninger.

Ved tilbagekomsten til København blev Grundtvig lærer ved et privat gymnasium; til brug ved undervisningen udarbejdede han en verdenshistorie (utrykt).

Med den norrøne digtning som forbillede konkurrerede han som historisk digter med Adam Oehlenschläger og udgav to bind læsedramatik, Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord (1809) og Optrin af Norners og Asers Kamp (1811). Samtidig forberedte han oversættelse og udgivelse af eddadigte.

Den lovende litterære karriere blev afbrudt, da hans far i 1810 bad ham om at vende hjem til Udby som kapellan. Grundtvigs prøveprædiken i København, Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Huus?, var et skarpt angreb på den rationalistiske prædiken i samtiden, og den indbragte ham en irettesættelse fra universitetet.

Senere på året blev han grebet af en stærk bevidsthed om, at han var kaldet til at reformere den danske kirke, men lammedes af spørgsmålet, om han selv var en kristen.

Denne psykiske krise kan aflæses i "Deilig er den Himmel blaa" fra dec. 1810, "barnesangen", der tydeligt foregriber krisens overvindelse. De vise mænd fra Østerland, der ledet af stjernen rejser til Betlehem, er et billede på hans egen anskuelse siden studietiden og på samtidens rationalistiske lærde, der barnligt skal bøje sig for Bibelens autoritet og vende tilbage til den gammeldags kristendom.

Grundtvig blev ordineret 29.5.1811, og to dage efter drog han hjem. Da han så Udby i det fjerne, blev han grebet af mismod ved tanken om sin nye gerning. I et ekstatisk åndeligt syn "talte Herren til ham i skoven", en oplevelse, som han huskede resten af sit liv.

I to år prædikede Grundtvig for menighederne i Udby-Ørslev med stærk pietistisk-moraliserende tendens. På et intellektuelt plan udmøntedes de samme tanker i Kort Begreb af Verdens Krønike i Sammenhæng (1812), en omarbejdelse af den utrykte verdenshistorie med inspiration fra hans bibelkristne nybesindelse: Kristus er historiens centrum.

Bogens ubarmhjertigt skarpe angreb på store personligheder i fortid og nutid bragte Grundtvig i konflikt med hele den københavnske kulturelite, især de jævnaldrende H.C. Ørsted og Chr. Molbech, der - bl.a. inspireret af den tyske filosof F.W.J. Schelling - var tilbøjelige til at harmonisere tilværelsens faktiske modsætninger.

Heroverfor hævdede Grundtvig "modsigelsens grundsætning", dvs. at det er umuligt på samme tid at bekræfte og benægte det samme. Dette logiske princip passede til hans nyerhvervede bibelske teologi med de dualistiske modsætninger godt/ondt, Gud/Djævel, lys/mørke osv., der snart blev dominerende i hans teologi og i hans salmer.

Efter faderens død i 1813 fortsatte Grundtvig sin litterære virksomhed i København. I 1814 skrev han en ny verdenskrønike, der kun nåede halvt igennem det jødiske folks historie i Det Gamle Testamente. I 1815 opgav han sine ellers velbesøgte gæsteprædikener i København i protest mod at være overset af de ansættende myndigheder; som afskedssalut udsendte han sine Bibelske Prædikener (1816).

Begyndelsen af manuskriptet til salmen Alt, hvad som fuglevinger fik (1851) viser N.F.S. Grundtvigs omhu med at finde de rette ord. Første strofes sidste linje, Paa al vor Nød og Vaande, streges over til fordel for Paa Støvets Vee og Vaande. Salmen tager sit udgangspunkt i Jesu ord: Se himlens fugle ... (Matth. 6,26). Fuglene lovsynger spontant Guds godhed; med sin tanke og taleevne har mennesket endnu mere at takke for og animeres derfor til at synge kraftigere end dem. Melodiangivelsen øverst er Lær mig, o skov, at visne glad, Adam Oehlenschlägers kendte salme, som Grundtvig ikke brød sig om og bevidst skrev et modstykke til. Grundtvig-arkivet, Det Kgl. Bibliotek.

Begyndelsen af manuskriptet til salmen Alt, hvad som fuglevinger fik (1851) viser N.F.S. Grundtvigs omhu med at finde de rette ord. Første strofes sidste linje, Paa al vor Nød og Vaande, streges over til fordel for Paa Støvets Vee og Vaande. Salmen tager sit udgangspunkt i Jesu ord: Se himlens fugle ... (Matth. 6,26). Fuglene lovsynger spontant Guds godhed; med sin tanke og taleevne har mennesket endnu mere at takke for og animeres derfor til at synge kraftigere end dem. Melodiangivelsen øverst er Lær mig, o skov, at visne glad, Adam Oehlenschlägers kendte salme, som Grundtvig ikke brød sig om og bevidst skrev et modstykke til. Grundtvig-arkivet, Det Kgl. Bibliotek.

I stedet skulle historien og poesien afdække menneskets skæbne og livets mål. Det skete med hans tredje verdenshistorie, Udsigt over Verdens-Krøniken (1817), og med de to trebindsoversættelser af hhv. Saxos latinske Danmarkskrønike (1818-23) og Snorri Sturlusons oldnordiske kongekrønike (1819-23).

Det angelsaksiske kvad om Beowulf udsendte han i en fri dansk gendigtning, Bjowulfs Drape (1820), mens en række digte og filosofiske afhandlinger fandt plads i hans eget tidsskrift Danne-Virke (1816-19); heri forberedtes de teorier om sprog, danskhed og folkeånd, der udmøntedes i de følgende årtier. Kongen tildelte ham fra 1818 en årlig understøttelse, og i begyndelsen af 1821 blev han uden ansøgning ansat som sognepræst i Præstø.

Den manglende medgang i København bevirkede, at Grundtvig i stadig højere grad følte sig som Danmarks eneste virkeligt kristne forkynder. I digtet "Paaske-Lilien" (1817), kendt fra salmen "Paaskeblomst, hvad vil du her?", er han selv den foragtede bondeblomst, der til sin tid skal overbevise byens folk om evangeliets sandhed, og i slutningen af sine 11/2 år i Præstø sammenlignede han sig selv med en gammeltestamentlig profet, der efter udlændigheden i det hedenske Babylon skal føre folket hjem til Jerusalem og opbygge templet, dvs. genrejse kristendommen i København.

Da han i slutningen af 1822 blev præst ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, voksede hans opstemthed som prædikant. Med forkærlighed tog han sit udgangspunkt i korte Jesusord som "Bliv lys!", "Stå op!" eller længere centrale bibelsteder som fx Joh. 3,16, ord, der "gennemlyner tid og evighed" som udsagn, der gælder menigheden nu.

Der er en nær forbindelse mellem billedsproget i de samtidige prosapoetiske prædikener og de to store digte fra 1824, De Levendes Land og Nyaars-Morgen, og der er slående sammenhænge mellem fx den poetiske prædiken juledag 1824 og salmen "Velkommen igjen, Guds Engle smaa", der blev til samtidig hermed.

Grundtvig stræbte efter at finde et kriterium for kristendommens sandhed. I forlængelse heraf markerer udvælgelsen af særlige bibelord i prædikenerne en bibelkritisk holdning. Begge bestræbelser kulminerer i Grundtvigs påstand om, at hvad Jesus ifølge NT sagde til sine disciple dengang, ikke kan angå os nu. Anderledes er det med ordene ved dåb og nadver, som Jesus har indstiftet til stadig gentagelse i kirken, især de personligt henvendende ord: "Tror du ...", "Jeg døber dig ...", "Fred være med dig!", "Tag det ..., spis det ..., gør det ...". Dér taler Jesus i dag til den enkelte. Hermed er også defineret, hvad Grundtvig mente med "Det Levende Ord".

Dét var i 1825 Grundtvigs "mageløse opdagelse", der gjorde dåben og altergangen til kirkens centrale udtryksformer, fordi de går tilbage til apostlene og Jesus selv. Da den teologiske professor H.N. Clausen på samme tid udsendte en stor bog om katolicismens og protestantismens kirkeforfatning og definerede kirken abstrakt som "et Samfund til Fremme af almindelig Religieusitet", angreb Grundtvig ham to uger senere voldsomt med sin pjece Kirkens Gienmæle, hvori han præsenterede sin "opdagelse".

Professor Clausen anlagde straks injuriesag, og Grundtvig blev året efter idømt livsvarig censur (dog ophævet i dec. 1837). Denne afgørelse og anden modgang bevirkede, at Grundtvig nedlagde sit embede som præst i maj 1826, en uge før pinsedag, da 1000-året for kristendommens første forkyndelse i Danmark skulle fejres. Til den lejlighed havde han skrevet nogle salmer, som man på forhånd nægtede ham tilladelse til at synge i kirken, bl.a. "Den signede Dag med Fryd vi seer".

Virksomheden som præst og opgøret med H.N. Clausen havde skaffet Grundtvig mange tilhængere blandt lægmænd i og uden for de samtidige gudelige vækkelser. Sine prædikener fra Vor Frelsers Kirke gennemskrev han til Christelige Prædikener eller Søndags-Bog (3 bd., 1827-31), der fik stor udbredelse.

Sine historiske og filologiske studier fortsatte Grundtvig med offentlig støtte på tre rejser til England i 1829-31. Et lige så stort udbytte var det indtryk, han fik af englændernes praktiske virkelyst og deres sans for åndelig og verdslig frihed.

I 1832 udsendte Grundtvig en fuldstændig omarbejdet, udvidet udgave af Nordens Mythologi eller Sindbilled-Sprog. Heri opfordrede han til et bredt samarbejde mellem alle landsmænd "af ånd" om en ny videnskabelig dannelse med den nordiske tradition som baggrund, idet den bedre end den herskende klassiske dannelse kunne udvikle menneskets guddommelige kræfter. Det livligt fortalte, men helt igennem kildebaserede hovedværk, Haandbog i Verdens-Historien (3 bd., 1833-56 med et tillæg 1869), kan betragtes som en udfoldelse af dette program.

Dermed var der sket en radikal ændring i Grundtvigs livssyn, således som det udtrykkes i den berømte verslinje: "Menneske først og Christen saa". Alene som skabt, endnu uden kristentro, har mennesket en guddommelig status. Derom vidner både den nordiske mytologi, verdenshistorien og det virkelige liv.

På denne baggrund fremsatte Grundtvig sit program om "skolen for livet", dvs. en fri og levende folkeoplysning for voksne, der ikke skal bygge på bøger og lærerautoritet, men på vekselvirkningen i den indbyrdes samtale mellem elev og lærer, den idé, der fra 1844 og frem blev realiseret med oprettelsen af de grundtvigske højskoler og friskoler — for resten modsat Grundtvigs egen yndlingstanke om én central folkehøjskole på Sorø Akademi.

Salmer i udvalg
  • Dejlig er den himmel blå (1810)
  • Et barn er født i Bethlehem (1820)
  • Velkommen igen, Guds engle små (1825)
  • O kristelighed! (1824, 1832)
  • Den signede dag med fryd vi ser (1826)
  • Blomstre som en rosengård (1837)
  • Hil dig, frelser og forsoner! (1837)
  • Nu falmer skoven trindt om land (1844)
  • Vær velkommen, Herrens år (1849)
  • Det er så yndigt at følges ad (1855)
  • Lille Guds barn, hvad skader dig? (1855-56)

Allerede i 1810-11 havde Grundtvig talt for salmesangens fornyelse. Hans "mageløse opdagelse" havde understreget den kristne forkyndelses karakter af "tiltale"; lovsangen var det nødvendige "svar", der endnu manglede.

En kontant støtte satte ham i 1835-36 i stand til at skrive det første bind af Sang-Værk til den Danske Kirke (1837), hvori han gendigtede og selvstændigt digtede ca. 400 salmer, der skulle repræsentere hele den kristne kirkes tradition. I løbet af sit lange liv skrev han omkring 1500 salmer, der har givet den danske gudstjeneste et selvstændigt præg, der mærkes den dag i dag.

I 1830'erne indledte Grundtvig sin kamp for kirkelig frihed, bl.a. med kravet om frihed for den enkelte til at knytte sig til en anden præst end sin sognepræst (løsning af sognebånd). Den konkrete anledning var myndighedernes forsøg på at indføre tvungne ritualændringer af typisk rationalistisk tilsnit.

Med den holdning, Grundtvig efter sin "mageløse opdagelse" indtog til dåb og altergang, måtte han naturligvis protestere: De "gammeldags" kristne skulle have lov til at beholde deres gudstjeneste, og de "moderne" skulle have lov til at foretage de ændringer, de ønskede, alt sammen inden for den samme kirke. Kravene skærpedes af Grundtvigs ivrige kampfælle, J.Chr. Lindberg. De kirkelige reformforslag blev ikke realiseret pga. Grundtvigs indsigelser.

I perioden 1826-39 var han uden præsteembede. Af sine tilhængere blev han presset til at genoptage prædikantvirksomheden i et privat lokale. For at undgå kirkelig splittelse tillod myndighederne Grundtvig at fungere som ulønnet aftensangsprædikant ved Christians Kirke på Christianshavn fra 1832. Først i 1839 ansattes han som præst ved Vartov hospitalskirke. Til brug ved gudstjenesten her lod han fra 1845 sine egne salmer trykke på løse blade, der i 1850 samledes i den første udgave af Fest-Psalmer.

N.F.S. Grundtvig.  Fotografi fra 1872.

N.F.S. Grundtvig. Fotografi fra 1872.

I foråret 1844 ramtes Grundtvig af en ny religiøs anfægtelse, der udløste en psykisk krise; et vidnesbyrd om krisens overvindelse er digtet "Sov sødt, Barnlille", gudsbarnets vuggesang, hvormed den anfægtede voksne med sit fadervor lægges tilbage som et barn i Guds favn. Han var dog rask nok til allerede 4.7.1844 at tale om folkeånden og modersmålets genoplivelse for 10.000 lydhøre mennesker på Skamlingsbanken. Fra da af stod han som en landskendt politisk skikkelse, ikke mindst i skandinavistiske kredse.

Ud fra sin tillid til, at den enevældige kongemagt var garant for en stabil udvikling, måtte Grundtvig nære skepsis til forordningen om rådgivende stænder (1831-34), men den blev ryddet af vejen, da han så bonderepræsentanternes fornuftige, uimponerede fremtræden. Han var i første omgang heller ikke ubetinget glad for de politiske omvæltninger i 1848-49.

Hans mange tilhængere uden for hovedstaden valgte ham ind i Rigsdagen i en næsten tiårig periode fra 1848 samt igen i 1866, hvor han stemte imod revisionen af 1849-grundloven. På Rigsdagen gik han i brechen for frihed på alle områder i kirke og skole. Ved sit præstejubilæum i 1861 fik han som æresbevisning rang med Sjællands biskop. Omkring ham flokkedes kirkelige, folkelige og politiske tilhængere, som man allerede i hans levetid kaldte grundtvigianere.

Grundtvigs virksomhed som digter, skribent og præst forblev usvækket i de fleste alderdomsår. Han deltog med iver i den almindelige debat om både kirkelige og politiske spørgsmål, under Treårskrigen og grundlovsforhandlingerne i sit eget ugeblad Danskeren (1848-51).

Han var ikke uberørt af Søren Kierkegaards enmandsangreb på den officielle kirke i 1855; sine synspunkter udfoldede han i årene 1855-61 i en række afhandlinger, der samledes i Den christelige Børnelærdom (1868). Grundtvigs tredje psykiske krise, der brød frem under en gudstjeneste i 1867, vakte opsigt.

Hans 800 strofer store læredigt, Christenhedens Syvstjerne (samlet udgave 1860), skildrer (ud fra Joh.Åb., kap. 2-3) den kristne menigheds historie gennem de seks første folkemenigheder: den hebraiske, græske, romerske, engelske, tyske og nordiske menighed med udblik til den syvende menighed, som Grundtvig henlægger til Indien.

Hans betydning for sin egen tid og inspirationen fra hans indsats siden hen kan næppe overvurderes. I skrift og tale var det Grundtvig, der stod bag den kirkelige, folkelige og politiske myndiggørelse af den danske landbefolkning i 1800-t. med omfattende åndelige, praktiske og økonomiske virkninger til følge.

Med rod i den bibelske og oldkirkelige tradition genoplivede Grundtvig på selvstændig måde klassiske kristne temaer, der næsten var gået i glemmebogen, og kom dermed i åbenbar konflikt med sin samtids toneangivende teologi og kirkelighed. Fornyelsen kom først og fremmest til orde i hans salmer, der sammen med den "mageløse opdagelse" skabte en lavkirkelig sakramental vækkelse, et "oprør fra neden", der bandt vækkelsens folk til kirken.

Med forbillede i gamle salmers fortællende forløb udvidede han dette perspektiv ved fx i "Et Barn er født i Betlehem" at lade frelsen blive til virkelighed, mens den synges; i forløbet får de syngende "børn" englestatus. Deres halleluja smelter sammen med englenes: "Da vorde Engle vi som de,/Guds milde Ansigt skal vi se".

Som digter mestrede Grundtvig adskillige stilarter og lyriske genrer uden at tabe sit umiskendelige særpræg. Han kunne i et mangetydigt romantisk billedsprog smelte indhold og form sammen i fortættede digte, hvis retning og mening lå profetisk i det dunkle, med højdepunkt i det store, først langt senere værdsatte digt Nyaars-Morgen (1824): Her flettes Danmarks skæbne og hans eget liv ind i en kæde af historiske og mytologiske visioner.

Til andre tider kunne han i læredigte og sangbare vers skrive enkelt og forståeligt om de højeste emner. Ved denne poetiske styrke fornyede Grundtvig det danske sprog og skabte en folkelig og national selvbesindelse i tæt sammenhæng med realiseringen af hans skoletanker. Interessen for nordisk mytologi og historie forenet med Grundtvigs optimistiske tillid til menneskets gudskabte evner blev i store dele af den danske befolkning en virksom appel til praktisk virketrang på vidt forskellige områder.

N.F.S. Grundtvig giftede sig tre gange: 1818 (forlovet siden 1811) med Lise Blicher (1787-1851), 1851 med Marie Toft, f. Carlsen (1813-54) og 1858 med Asta Reedtz, f. komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (1826-90).

N.F.S. Grundtvigs grav findes i Køge på Claras Kirkegård, beliggende på Køge Ås ved Gammelkjøgegaard.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Thodberg: N.F.S. Grundtvig i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=86201