Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mahayana

Oprindelig forfatter FM-K Seneste forfatter Redaktionen

mahayana, (af sanskrit mahāyāna 'det store fartøj', af mahat 'stor' og yāna 'fartøj'), den anden af de tre hovedretninger inden for buddhismen. Mahayana var under udvikling i Indien i 1. årh. f.Kr. Af de mange faktorer, der har spillet en rolle for dannelsen af mahayana, er de væsentligste uden tvivl forestillingerne i de to heterodokse hinayana-skoler: mahasanghika og sarvastivada.

Mahayana er en reformbevægelse, der adskiller sig fra de ældre ortodokse skoler i synet på det religiøse ideal og på Buddhaskikkelsen. Mahayana, der er en betegnelse, som retningens tilhængere smykker sig med, er en vej til frelse for de mange, dvs. ikke blot munke, men også almindelige mennesker. Mahayana-tilhængerne giver de ortodokse skoler prædikatet hinayana 'det lille fartøj', dvs. vejen til frelse for de få. Formålet med at opnå indsigt og erkendelse er i de ældre skoler at blive en arhat, en hellig, der stiler efter at indgå i nirvana, dvs. en person, der kun tænker på sin egen frelse. Det religiøse mål for en mahayana-tilhænger er at blive en bodhisattva, en person, der har nået den fuldkomne erkendelse, men som udskyder sin indgåen i nirvana ved at lade sig genføde for at hjælpe sine medmennesker ud af genfødslernes strøm. Kendte bodhisattva-skikkelser, fx Avalokiteshvara, betragtes som guddommelige væsener.

I de gamle hinayana-skoler forekommer kun et begrænset antal buddhaer, dvs. den historiske Buddha og hans forgængere, og de optræder aldrig samtidig. I mahayana eksisterer der i Universet uendelig mange buddhaer samtidig, og den historiske Buddha træder ofte i baggrunden til fordel for andre Buddhaskikkelser, fx Amitabha, der har opnået guddommelig status.

Annonce

Flere filosofiske skoler opstod inden for mahayana. De vigtigste er madhyamika og yogacara. Mahayana-buddhismen har fundet udbredelse i Himalaya-området, Tibet, Mongoliet og Østasien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Frede Møller-Kristensen: mahayana i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=120677