Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kongregationalisme

Oprindelig forfatter Lyby Seneste forfatter Redaktionen

kongregationalisme, engelsk-amerikansk trosretning (denomination), hvis grundprincip er, at den enkelte menighed som en frivillig sammenslutning skal være uafhængig af al kirkelig og verdslig øvrighed mht. lære, styreform og liturgi (independentisme). Tendenser til kongregationalisme sporedes på Reformationstiden, og efter begyndende menighedsdannelse under Elizabeth 1. udformedes kongregationalismens teoretiske grundlag i slutningen af 1500-t. af Robert Browne (jf. brownister). Den spillede en stor rolle under Oliver Cromwell, der selv var påvirket af den. I 1620 overførtes den til Amerika, hvor den har præget hele det protestantiske kirkeliv. Der er ingen fælles kirkeorganisation, men et uforpligtende samarbejde mellem de kongregationalistiske menigheder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Thorkild C. Lyby: kongregationalisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109149