• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

paradokset

Oprindelig forfatter Groen Seneste forfatter Redaktionen

paradokset, hovedbegreb i Søren Kierkegaards forsøg på at skærpe forståelsen af, hvad det religiøse og navnlig det kristelig-religiøse betyder.

Paradokset betegner en sammensætning af tid og evighed, som strider imod vore forestillinger. Søren Kierkegaard skelner mellem det sokratiske og det kristelige paradoks.

For Sokrates bestod det i, at den evige sandhed forholder sig til et eksisterende menneske, fordi sandheden angår dette enkelte menneske. Det kristelige paradoks er, at den evige sandhed selv er et paradoks, idet Gud, den evige, bliver menneske og dør på korset.

Annonce

Dette er med Kierkegaards ord det absolutte paradoks; det lader sig ikke forstå, kun tro. Alligevel er det afgørende at forstå, at det er paradokset.

Ifølge Kierkegaard er paradokset ikke en selvmodsigelse, da det har en bestemt betydning: At Gud kommer det menneske i møde, der har fanget sig selv i skyld.

Søren Kierkegaard taler derfor om syndsforladelsens paradoks, nemlig at tro, at Gud, der ser alt og dømmer mennesket, kan glemme menneskets skyld.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Arne Grøn: paradokset i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=138523