• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sofisterne

Oprindelig forfatter Mejer Seneste forfatter Redaktionen

sofisterne, de intellektuelle, der i 400-t. f.Kr. rejste rundt i Grækenland og mod betaling tilbød at undervise på et niveau, der gik ud over den almindelige skoleundervisning. Deres aktivitet skal ses som led i den sociale udvikling i mange græske bystater efter Perserkrigene 490-479 f.Kr., da demokratiske styreformer vandt frem. Selvom sofisterne stammede fra mange forskellige bystater, kender vi kun til deres undervisning og betydning for den intellektuelle og politiske udvikling i Athen; Platons dialoger, især Protagoras, og Aristofanes' komedie Skyerne giver et indtryk af den rolle, de spillede i samfundslivet.

Ordet sofist kommer af græsk sophistes 'klog eller kyndig mand', afledn. af adj. sophos 'klog, vis'.

Sofisternes særlige indsats bestod i at undervise i retorik og argumentation; da den politiske debat hovedsagelig blev ført i mundtlig form, øgedes de politisk aktive borgeres mulighed for at deltage heri. Denne undervisning medførte en sofistikeret analyse af begreber og argumenter, der ofte førte til spidsfindigheder. For eftertiden stod retorikundervisning som sofisternes vigtigste funktion, men de var i virkeligheden ualmindelig bredt orienteret. De to kendteste sofister, Protagoras og Gorgias, beskæftigede sig også med filosofiske emner, mens andre sofister inddrog matematik, natur- og sprogvidenskab (Hippias, Prodikos). Sofisternes villighed til at sætte alle emner under debat, fx retfærdighed, lovgivning, religion og moral, bevirkede, at de traditionelle værdier kom under angreb; i denne diskussion spillede deres brug af modsætningen mellem natur og konvention (nomos) en vigtig rolle. Da deres elever oftest var yngre samfundsmedlemmer, reagerede mange ældre borgere imod den relativisme og kynisme, som de tilskrev sofisterne i slutningen af 400-t. f.Kr. Der kan dog ikke være tvivl om, at sofisterne var seriøse tænkere; den senere nedvurdering af dem skyldes især Platons negative holdning.

En række intellektuelle, der i 100- og 200-t. e.Kr. lagde vægt på retorik og stil og betragtede sig som sofisternes efterfølgere, er blevet benævnt "den anden sofistik", fx Filostratos fra Lemnos og Julius Pollux.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Mejer: sofisterne i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161895