• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

platonisme

Oprindelig forfatter KFrJ Seneste forfatter Redaktionen

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

platonisme, historisk set var Platons filosofi en syntese af sokratisk dialektik og den ældre filosofiske tradition, først og fremmest pythagoræerne, Heraklit og Parmenides. Syntesen udformedes imidlertid ikke systematisk. De platoniske dialoger afspejler Platons syn på filosofi som en stadig erkendeproces. Traditionen kunne ikke videreføre alle sider af denne syntese. Eftertidens opfattelse af Platon har også i vid udstrækning været bestemt af Aristoteles' kritik af idélæren.

I Platons sene dialoger findes tendenser til en abstrakt, formel metafysik, som videreførtes i det tidlige Akademi, men som i begyndelsen af 200-t. f.Kr. afløstes af en skeptisk grundholdning, der byggede på de spørgende sokratiske dialoger (se Akademiet). En nivellerende tilnærmelse mellem platonisme og stoicisme fandt sted i 1. årh. f.Kr.

Ordet platonisme er dannet efter Platon og -isme)

I de følgende århundreder var platonismen ikke knyttet til Akademiet. Omkring Kristi fødsel indledtes den strømning, der kaldes den mellemste platonisme, og som kulminerede i 100-t. e.Kr.

Annonce

Det er en eklektisk epigonfilosofi, som optog aristoteliske og stoiske elementer; men som helhed betragtedes Platon som den indiskutable autoritet, og tidens platonisme adskilte sig klart fra stoicismen ved at betragte den transcendente verden som den sande virkelighed.

Et godt udtryk for den mellemste platonismes traditionalisme og trang til skolastisk systemdannelse er det kompendium af Platons lære, som i 100-t. e.Kr. forfattedes af Alkinoos (i ældre forskning fejlagtigt identificeret med Albinos).

Kompendiet er navnlig bemærkelsesværdigt ved en negativ gudserkendelse og ved — i modsætning til Platon — at betragte idéerne som "Guds tanker", en opfattelse, der blev gængs i romersk kejsertid. En række filosoffer har en løsere affinitet til den mellemste platonisme, således Plutarch (ca. 100 e.Kr.), Kelsos (100-t. e.Kr.) og Calcidius (ca. 400).

Den nypythagoræiske bevægelse (1. årh. f.Kr. til ca. 300 e.Kr.; se nypythagoræisme) er samtidig med den mellemste platonisme, og der er flere forbindelseslinjer. Filosofisk koncentrerede nypythagoræerne sig om en platonisk inspireret "principlære" med vægt på enheden som det højeste princip. Hermed forberedte de nyplatonismen.

Nyplatonismen danner afslutningen på den antikke, hedenske filosofi. Der kan sondres mellem flere perioder. Plotin (200-t.) var den første og betydeligste nyplatoniker. På grundlag af Platon skabte han et monistisk metafysisk system, hvor det ene eller det uendelige afspejledes i det endelige.

Hans elev Porfyrios repræsenterer et forsøg på at forene platonisme og aristotelisme; senere udformedes komplicerede metafysiske systemer (se Jamblichos og Proklos). Kommentarer til Platon og Aristoteles er et væsentligt træk ved den sene nyplatonisme.

Indflydelse og virkning

Platonismen øvede en væsentlig indflydelse på religiøse strømninger i senantikken, fx gnosticismen, men først og fremmest på den jødisk-kristne tradition. Filon fra Alexandria fortolkede Det Gamle Testamente allegorisk i det væsentlige ud fra tidens platonisme.

Denne metode fortsattes i kirkefædrenes bibelfortolkning, fx hos Origenes og Augustin. Augustin var hovedskikkelsen i udformningen af en kristen filosofi på baggrund af nyplatonismen, og middelalderen blev præget af den augustinske platonisme (fx Anselm af Canterbury, Bonaventura, for en stor del også Thomas Aquinas), uanset at kendskabet til Platons originaltekster stort set var andenhånds.

Denne situation ændredes imidlertid, ved at Marsilio Ficino i 1400-t.s slutning oversatte Platon, Plotin og andre nyplatonikere til latin. Fra og med det platoniske akademi i Firenze, der blev ledet af Ficino, fik Platon således en renæssance.

Renæssanceplatonismen er en syntese af hele den platoniske tradition, ofte også af platonisme og kristendom, og det er først fra 1700-t.s slutning, man begyndte at skelne mellem Platon og nyplatonismen; begrebet den mellemste platonisme opstod først senere.

Efter renæssancen kan man, med få undtagelser, ikke tale om egentlige platoniske systemer. Men det udelukker naturligvis ikke, at Platon helt op til den nyeste tid har været inspirationskilde (fx romantisk idealisme, A.N. Whitehead), og at der kan påvises strukturelle ligheder, fx hos Edmund Husserl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Friis Johansen: platonisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142746