• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

idé

Oprindelige forfattere CHKo og KFrJ Seneste forfatter Redaktionen

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

Platon. Romersk marmorkopi efter et græsk originalportræt.

idé, i filosofisk terminologi fra og med Platon gengivet med 'idé' eller 'form'. Forud for Platon i 300-t. f.Kr. anvendtes ordet hos atomisterne (om et atoms form) og i de hippokratiske skrifter (om en sygdoms art eller natur).

Ordet idé kommer af græsk idea med grundbetydningen 'synlig form', sideform eidos.

Hos Platon udtrykker en idé det væsentlige ved en ting eller et sagforhold; den er evig, immateriel og uforgængelig, og den fungerer som standard eller norm for de størrelser, der fremtræder i den sansbare verden: fænomenerne. Den er således ikke et begreb om noget, men indbegrebet af eller mønstret for noget. Idéerne strukturerer verden og gør den begribelig for den menneskelige bevidsthed.

Idéerne eksisterer uafhængigt, fænomenerne afhængigt. Fænomenerne "participerer" i idéerne, dvs. at de er ufuldkomne afspejlinger af idéerne. En idé kan erkendes med den højeste menneskelige erkendeevne, episteme, mens fænomenet i sig selv kun kan fattes med den erkendeevne, der kan være sand eller falsk, doksa (mening). I Platons "idélære" er der således en nøje overensstemmelse mellem erkendelsesteoretiske og ontologiske kategorier.

Annonce

En række af Platons "klassiske" dialoger undersøger primært fænomenernes forhold til idéerne. I sine senere dialoger beskæftiger han sig mere med de logiske og ontologiske relationer mellem idéerne og med de sidste forudsætninger — principper — for både idéer og fænomener: det ene, det gode eller det skønne. Allerede i Staten taler han om det "godes idé" som en sidste forudsætning for eksistens og erkendelse.

Ud fra sit filosofiske ståsted kritiserede Aristoteles Platon for at sammenblande idéen som selvstændig substans og som almenbegreb; for Aristoteles foreligger en form (eidos) i tingen selv. Mens Platon nøje skelnede mellem idé og sjæl eller bevidsthed, blev idéen i den senere platoniske tradition (Filon, Plotin, Augustin) betragtet som momenter i den overpersonlige bevidsthed eller som "Guds tanker".

Hos Augustin var idéer som tanker i Guds bevidsthed dele af Guds skaberværk og noget, som mennesket skulle delagtiggøres i for at opnå erkendelse. Senere i middelalderen opfattede Thomas Aquinas idéerne som tingenes urbillede i Guds bevidsthed eller som Guds skabende tanker, hvorimod William fra Ockham forkastede læren om idéerne som urbilleder, da han anså Guds skaben for uforårsaget.

I Descartes' filosofi ændres idéernes ontologiske status i 1600-t. Fra at betegne noget værende i Guds bevidsthed kom ordet til at betegne et hvilket som helst mentalt fænomen i menneskets bevidsthed. Idéerne var for Descartes de primære genstande for menneskelig erkendelse. Mennesket oplever fx ikke genstande, men idéer om genstande. Idéer om materielle genstande og om bevidstheden selv findes ifølge Descartes som medfødte dispositioner i det menneskelige sind. De engelske empirister (Locke, Berkeley og Hume) forkastede denne lære om medfødte idéer, idet de antog, at alle mentale fænomener var dannet ud fra sanseindtryk eller ved sammensætning af eller sammenligning mellem idéer, som direkte afspejler sanseindtryk.

I Kants erkendelsesteori er idéer rene, dvs. ikke-empiriske begreber, som har deres rod i fornuftens stræben efter at opnå en erkendelse, der ikke er betinget af sansning. Ifølge Kant findes der kun tre sådanne idéer, nemlig idéerne om sjælen, om verden som en helhed og om Gud.

I den tyske idealisme i 1800-t.s begyndelse (Fichte, Schelling og Hegel) er idéen det evige, der realiseres i naturen (Schelling) eller i historien (Hegel). For Hegel var friheden historiens endemål, dvs. han opfattede den historiske udvikling som en realisation af idéen om frihed.

I den senere filosofi er ordet idé stort set blevet brugt identisk med ordet begreb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carl Henrik Koch, Karsten Friis Johansen: idé i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=95964